NÅR KRISTELIGT DAGBLAD i lederartiklen den 8. oktober ligefrem har taget mit spørgsmål om Det Gamle Testamentes plads i gudstjenesten op, vil jeg komme med nogle præciseringer.
Det er vanskeligt at finde et andet ord end ”bibelimperialisme” for den måde, som kirkens teologer fra Paulus og frem til oplysningstiden fastholdt Det Gamle Testamente som først kirkens hele bibel, siden dens første og største del. Paulus kunne skrive, at jøderne alene kunne forstå deres egne hellige skrifter, hvis de kom til tro på Kristus, og kirkens vel første bibelteolog Justin hævdede omkring 160 ligeud, at jøderne havde mistet deres ejendomsret til deres egne skrifter, fordi de ikke forstod dem. At disse skrifter kunne læses uden at føre til tro på Kristus, blev der ikke respekt for før oplysningstiden. Jeg taler altså om en imperialisme over for Bibelen (ligesom et fadermord gælder en far), ikke om en imperialisme, der udgår fra Bibelen (helt som en moderfølelse ikke er en følelse over for en mor).
Selvfølgelig var Jesus og de første kristne, derunder apostlen Paulus, jøder. Og nyere forskning har også gjort det klart, at både Jesus og Paulus forstod deres projekt som et jødisk. Som andre retninger inden for antik jødedom tolkede Skriften på deres måde, gjorde de kristne det også. Men meget tidligt blev denne tolkning dømt ude, og de kristne menigheder blev selvstændige i forhold til den øvrige jødedom. Ganske som Luther ikke meldte sig ud af romerkirken, men blev dømt ude og derfor var nødt til at etablere sin egen kirke. At de første kristne desuden forstod sig selv som det sande Israel, eller Guds Israel, som allerede Paulus udtrykker det, skal ikke forvirre. De to tolkningsfællesskabers veje delte sig hurtigt og effektivt. Dette blev så cementeret ved, at de kristne skabte deres egen skriftsamling – Det Nye Testamente.
Selvfølgelig kan der læses op af Det Gamle Testamente i gudstjenesten. Det sørger allerede de udvalgte tekster fra Det Nye Testamente for. Heri citeres der vidt og bredt fra Det Gamle Testamente i både evangelierne og i epistellæsningerne. En enkelt epistellæsning består faktisk udelukkende af ord, der er hentet fra Jeremias’ Bog, nemlig på store bededag efter første tekstrække. Det siges ganske vist – og med rette – at de står i brevet til hebræerne. Men det er altså – i øvrigt uden at der bliver gjort opmærksom på det – fra ord til andet et citat, ganske vist fra den gamle græske oversættelse af Det Gamle Testamente, hvorfor det ikke stemmer helt overens med Jeremias’ Bogs ordlyd i vores oversættelse. Der indgik da også før 1975 enkelte læsninger fra Det Gamle Testamente i tekstrækkerne som for eksempel i adventstiden, hvor anden tekstrække til alle fire søndage har en læsning fra Esajas’ Bog på epistlens plads.
Der skal ikke herske tvivl om, at de første kristne hentede de fleste af deres begreber og forestillinger fra Det Gamle Testamente. Men det var deres tro på Jesus som Kristus, der helt grundlæggende blev udgangspunkt for deres forståelse. Det var således ikke deres bibel, der førte dem til denne tro, men det blev denne tro, der åbnede deres bibels tale for dem. Derfor kan der også i kirken prædikes over en tekst fra Det Gamle Testamente. Men det skal ske i lyset af troen på Kristus. For taget for sig selv er Det Gamle Testamente skrevet ud fra en anden gudsbevidsthed end den kristne, hvorfor den kristne prædikant åbent må vedgå, at hun kommer et andet sted fra.
Derfor er det efter min opfattelse ikke noget positivt, når man i 1992 – efter forskellige forsøg siden 1975 – indførte en fast læsning af tekster fra Det Gamle Testamente i højmessen. Derved kommer disse tekster i liturgien til at optræde på linje med tekster fra Det Nye Testamente og giver den sagesløse kirkegænger det indtryk, at de er udtryk for kristendom. Og jeg har da hørt mange vidnesbyrd om, at mennesker er blevet, om ikke ligefrem forskrækkede, så i hvert fald dybt forundrede over, hvad de således skulle lytte til ved en kristen gudstjeneste. Her kommer bibelimperialismen da til orde i, at man helt ser bort fra, at disse tekster har deres eget budskab. Det er et tvivlsomt argument, at det kan fungere som undervisning. For en sådan læsning optager let pladsen for det forklaringsarbejde, som allerede
teksterne fra Det Nye Testamente gør krav på. For selvom Det Nye Testamente grundlæggende er skrevet ud fra en gudsbevidsthed, der er præget af Kristus-troen, er der en række ”tilbagefald”, der ikke ganske rimer med, at Gud er kærlighed. Det er desuden problematisk, hvis der ikke bliver tid til at uddrage de etiske konsekvenser af evangeliet, sådan som der ofte lægges op til i epistellæsningen. Faktisk anbragte liturgikommissionen i sin tid læsningerne fra epistlerne sidst i gudstjenesten for at fremhæve dette moment. Man kan så diskutere, om udvalget altid er heldigt.
Kristendommen vil være et glædeligt budskab til alle mennesker, jøder som ikke-jøder. Ganske vist har megen mission også ytret sig som imperialisme. Men det kan ikke med rette kaldes bibelimperialisme at forkynde det glade budskab, så længe det står tilhørerne ganske frit, om de vil tage det til sig. For det lever ene og alene i kraft af at blive hørt som noget glædeligt og befriende. Og hvem der gør det, kan heller ingen kirke afgøre.
Mogens Müller er professor emeritus, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.
Læs tidligere debatindlæg og kronikker i debatten om Det Gamle Testamentes plads i folkekirkens gudstjenester på