Prøv avisen
Debat

Professor: Skolens opgave er dobbelt – og handler både om kundskaber og karakter

”Skolen skal ikke kun proppe kundskaber ind i hovederne på børn og unge, men også bidrage til at styrke deres karakter, herunder egenskaber som for eksempel udholdenhed, selvkontrol, selvtillid, samvittighedsfuldhed, viljestyrke og robusthed. For det, der betyder noget for børns og unges muligheder for at klare sig senere i livet, er ikke kun det, der kan tælles, men det, der ikke kan tælles,” skriver professor emeritus i pædagogik Ove Korsgaard. – Foto: Hakon Nielsen/Ritzau Scanpix og Magnus Fisker/Ritzau Scanpix

Ove Korsgaard

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Skolen skal ikke kun proppe kundskaber ind i hovederne på børn og unge, men også bidrage til at styrke deres karakter, herunder egenskaber som for eksempel udholdenhed, selvkontrol, selvtillid, samvittighedsfuldhed, viljestyrke og robusthed, skriver professor Ove Korsgaard

GENNEM HELE sin historie har skolen haft en dobbelt opgave. Det afspejler sig i sproget, hvor der inden for pædagogik er en lang tradition for at anvende begrebspar, der på en og samme tid skelner og knytter en forbindelse mellem to poler, nemlig mellem viden og værdier, mellem kundskaber og egenskaber, mellem uddannelse og dannelse.

Skolens dobbelte opgave kommer ligeledes til udtryk i de forskellige formålsparagraffer, som folkeskolen har haft siden 1814. Eksempelvis hedder det i formålsparagraffen for skoleloven i 1937 og 1958, som Radikale Venstres undervisningsminister Jørgen Jørgensen fra Lejre skrev:

”Folkeskolens formål er at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber.”

Skolens dobbelte opgave er imidlertid under pres, hvilket hænger sammen med de idéer, der aktuelt er styrende for uddannelsesforskningen og uddannelsespolitikken. Den helt grundlæggende idé og bestræbelse er at videnskabeliggøre pædagogik og undervisning. Pædagogikkens sprog formes således i stigende grad af ingeniør- og lægevidenskabens sprog, hvis kernebegreber er diagnosticering og evidens: Hvad virker, og hvad virker ikke?

Forestillingen om evidens ligger til grund for en række af de senere års uddannelsespolitiske tiltag og beslutninger, blandt andet sprogscreening og pædagogiske læreplaner i børnehaven, elevplaner, nationale test, fælles trin- og slutmål samt obligatoriske test i folkeskolen.

Mantraet er, at undervisning og pædagogik skal baseres på evidens. Skiftende undervisningsministre har krævet evidensbaseret undervisning, og evidensforskningen har søgt at skaffe dokumentation for, hvilke metoder der virker og ikke virker i forhold til bestemte målsætninger og resultatmål.

DET LYDER UMIDDELBART RIGTIGT, at pædagogik og undervisning skal bygge på evidens, og er det også – et stykke af vejen. Men sandheden er, at pædagogisk forskning kun i beskedent omfang kan svare præcist på, hvilke pædagogiske metoder der er de bedste. Det skyldes ikke mangel på pædagogisk forskning, men derimod en begrænsning i forskningens muligheder for at sige, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Det kommer – som man siger – an på så meget. Ikke mindst på læreren.

For spørger man eleverne om, hvad der har størst betydning for deres læring, er svarene ret entydige, nemlig at læreren har umådelig stor betydning. Men det er en faktor, som ikke kan sættes på videnskabelig formel. Den ubekendte faktor er den subjektive faktor, altså det at såvel lærere som elever er mennesker og ikke automater – eller abekatte, som Grundtvig ville have sagt.

Der er således et skisma mellem evidensforskningen og evidenspolitikken, der søger at eliminere eller ser bort fra de subjektive faktorer, og så eleverne, der tillægger lærerens personlighed afgørende betydning for deres læring.

Hvilke konsekvenser har denne stræben efter at videnskabeliggøre pædagogik og undervisning? Det har den indlysende konsekvens, at det, der kan tælles, det tæller, og det, der ikke kan tælles, det tæller ikke. Det, der kan tælles, er det, der har med viden, kundskaber og uddannelse at gøre. Det, der ikke kan tælles, er det, der har med værdier, egenskaber og dannelse at gøre.

Tidligere undervisningsminister Knud Heinesen (S) har meget rammende sagt, at folkeskolens formålsparagraf er ”samfundets trosbekendelse til fælles værdier”. Men i og med at videnskab – forenklet sagt – er værdifri og objektiv, kan den ikke give svar på de normative værdier, som formuleres i folkeskolens formålsparagraf. Videnskabeliggørelsen af pædagogik og undervisning har således den konsekvens, at skolens normative opgaver nedtones eller helt suspenderes.

HVILKEN FORSTÅELSE af pædagogik er nødvendig, for at skolen kan varetage sin dobbelte opgave, altså både at videregive viden og værdier til den opvoksende generation?

For at komme med et bud vil jeg henvise til en formulering i Margrethe Vestagers (R) skrift ”Værdier i virkeligheden”, som hun skrev som undervisningsminister i 2000. Her påpeger hun:

”Vi har mere end nogensinde brug for at sætte ord på, hvad det er for holdninger og værdier, der binder os sammen.”

Hun skrev ikke, at vi mere end nogensinde har brug for at sætte tal på, hvad det er for holdninger og værdier, der binder os sammen, men derimod at vi har brug for at sætte ord på. Det betyder, at den form for pædagogik bygger på den antagelse, at ord bidrager til at skabe, hvad det nævner, jævnfør Grundtvigs kendte formulering: Ordet skaber, hvad det nævner.

I folkeloven af 2006 blev uddannelse for første gang nævnt som et formål med folkeskolen. I formålsparagraffen, som stadig er gældende, slås det i indledningen fast:

”Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse.”

Siden har vi haft en ophedet diskussion om folkeskolens opgave i relation til begreberne uddannelse og dannelse. De fleste diskussioner er som regel endt i sort snak. Og det skyldes, vil jeg hævde, et uafklaret syn på relationen mellem videnskab og pædagogik.

DET ER EN GAMMEL INDSIGT, at pædagogik og undervisning ikke kun har med videnskab, men også med kunst at gøre. Men desværre er denne forståelse næsten gået i glemmebogen. Pædagogik som videnskab skal ikke forkastes, men pædagogik som kunstart skal genopdages, for at skolen kan varetage sin dobbelte opgave.

Skolen skal ikke kun proppe kundskaber ind i hovederne på børn og unge, men også bidrage til at styrke deres karakter, herunder egenskaber som for eksempel udholdenhed, selvkontrol, selvtillid, samvittighedsfuldhed, viljestyrke og robusthed.

For det, der betyder noget for børns og unges muligheder for at klare sig senere i livet, er ikke kun det, der kan tælles, men det, der ikke kan tælles. Det vil jeg hævde, der rent faktisk er evidens for.

Ove Korsgaard er professor emeritus ved DPU, Danmarks institut for pædagogik og uddannelse, og indlægget bygger på en tale holdt ved Radikale Venstres nytårsstævne 2020.