Så har man hørt det med. Stud.theol. Jacob Munk beder i avisen den 26. maj om, at Gud vil befri os fra min boomer-teologi. Jeg vidste ikke, at jeg havde sådan én. Og Henrik Højlund mener, at min teologi er tyndt øl. Mon ikke Kristeligt Dagblads læsere behøver lidt forklaring?
Jo, jeg er stødt på udtrykket boomer før og ved, at det står for baby boomers, det vil sige den generation, der er født under og efter Anden Verdenskrig. Og som født under krigen, så falder jeg åbenbart ind i denne generations generalisering. Jeg har også hørt, at man kan bruge udtrykket ”Okay, boomer” til at lukke munden på denne generation: Ja, det er godt med dig, du gamle. Nu har vi hørt, hvad du vil sige, men da du har fået det hele forærende og hænger i et for længst forladt verdensbillede, så gider vi ikke høre mere på dig, så nu går vi videre og taler om os selv – som vi plejer. Sådan omtrent skal det vist forstås.
Og det er sådan, stud.theol. Munk siger til mig: Du er et gammelt fjols, der tænker inden for et kulturelt modernistisk snæversyn præget af ”strukturel racisme” og ”metodologisk hvidhed” og lever i en ”nordeuropæisk osteklokke”. Det var ellers ikke så lidt.
Nu til sagen: Der var to underliggende budskaber i min kommentar efter Grosbøll ”Kirken skal hele tiden reformeres” i avisen den 22. maj. Det første var, at Grosbøll-sagen blev så stor, fordi det kirkelige tilsyn svigtede. Det andet var, at det var en sag, der blev skabt i pressen. Pressen er vigtig til oplysning og information, men den egner sig ikke til at drøfte seriøse teologiske spørgsmål.
Man kunne tro, at det er det, stud.theol. Jacob Munk har sat sig for yderligere at bevise med denne hans kommentar. For sjældent har jeg set et polemisk indlæg, der rammer så meget ved siden af skiven. Som den, der inden for missionsteologien i en dansk sammenhæng har gjort mig til talsmand for Lamin Sannehs tese om kristendommen som en oversættelsesbevægelse, så vil jeg fortsat insistere på, at det kristne budskab bestandig skal udlægges ind i den tid, som er nu. Og hvis den er præget af sekularisering, videnskabeligt verdenssyn og fremmed religiøs vækst, så er det, hvad en nutidig udlægning af kristendommen må forholde sig til.
Det tror jeg egentlig ikke, Henrik Højlund er uenig i, selvom han i sit indlæg dagen efter – den 27. maj – er meget betænkt på at positionere sig i modsætning til mig. Han anklager mig for i min kontekstualisering ”at lægge mig fladt ned for tidsånden”.
Jeg ved ikke, hvor han har det fra. Det kan i hvert fald ikke læses ud af den redegørelse for kristendommens konstante kontekstualiserings bestræbelser, som fremgår af min ”Missionsteologi. Hvad hjertet er fuldt af”, Anis, 2012, side 241 ff.
Eller af noget andet, jeg har skrevet. Hvorfor har højrefløjen i dansk kirkeliv altid så travlt med at skille sig ud og opbygge fjendebilleder?
Henrik Højlunds dilettantiske forsøg på at kæde procesteologi og Kant sammen vil jeg skænke ham. Det er bare forkert, og dermed afslører han, at han ikke har forstået, hvad der er på spil i relation til ”tidsånden”. Hvad det handler om inden for den kristne dogmatik, det er at formulere kristendommens sandhed, og jeg betonede netop, at det spørgsmål ikke er afklaret i og med, om det er i overensstemmelse med tidsånden.
Hvad den sammenhæng angår, holder jeg mig til Grundtvig, når han i salmen ”Kærligheds og sandheds ånd” taler om, at ”sandhed, som den klare dag/ kranser i dit vennelag/ kærlighedens gåde”.
Viggo Mortensen var professor i global teologi ved Aarhus Universitet 2000-2012.