Professor: Vi må sondre mellem den historiske Jesus og forkyndelsens Kristus

Forskellen mellem det historiske menneske Jesus og forkyndelsen af Kristus er lige så vigtig i dag som dengang, skriver teologi-professor Svend Andersen

Når vi i kirken forkynder, at Jesus var Guds søn, er det udtryk for en tro, som har karakter af en tolkning af Jesu betydning. Teologiens store opgave er at gennemtænke troens tydning på ansvarlig måde, skriver teologi-professor Svend Andersen.
Når vi i kirken forkynder, at Jesus var Guds søn, er det udtryk for en tro, som har karakter af en tolkning af Jesu betydning. Teologiens store opgave er at gennemtænke troens tydning på ansvarlig måde, skriver teologi-professor Svend Andersen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

DA DIGTEREN og filosoffen Villy Sørensen udsendte anden udgave af sin bog ”Jesus og Kristus”, undrede han sig i efterskriften over, ”at netop kristne er så uinteresserede i Jesus”. Det er et kvart århundrede siden, men noget tyder på, at tingene ikke har ændret sig. I hvert fald har to præster fra – tilsyneladende – diametralt modsat kirkeligt hold udtrykt deres forargelse over, at lektor Kasper Bro Larsen og jeg har udtalt os om netop Jesus, nærmere bestemt den såkaldte historiske Jesus.

Pastor Jens Kvist proklamerer den 12. december, at ”den historiske Jesus er en illusion”. Og pastor Henrik Højlund bedyrer dagen efter, at hvis Kasper Bro Larsen og jeg har ret, kan vi ikke ønske hinanden glædelig jul. Det sidste er jo en voldsom anklage. Men måske skulle vi forsøge at skabe lidt orden i den begrebsmæssige forvirring.

Jens Kvist skriver, at de tre første evangelier er ”skrevet ud fra den samme overbevisning” som Johannesevangeliet, nemlig ”at Jesus er Kristus, Guds søn”.

Men spørgsmålet er jo, hvad de fire forfattere mente med udtrykket ”Kristus, Guds søn”. Hos Johannes var Jesus Guds søn, ja, Gud selv, lige fra skabelsen. Hos Matthæus fødes Jesus i Betlehem som Guds søn. Og hos Markus bliver han adopteret som Guds søn ved sin dåb.

Evangelierne afspejler, at de første kristne har brugt meget forskellige billeder og tankeformer for at udtrykke det, de var enige om: at Jesus på en ganske særlig måde åbenbarede Gud for dem.

Men vores diskussion handler jo ikke om evangeliernes og de første kristnes tro på Jesus som Kristus. Den handler netop om den historiske Jesus. Selve dette begreb forudsætter, at man anlægger en rent historisk, verdslig synsvinkel på beretningerne om Jesus. Altså en helt anden synsvinkel end forkyndelsens og troens.

Denne forskel i synsvinkel er blevet gjort gældende i mere end 200 år.

Den opstod i det øjeblik, nogen begyndte at stille de nærliggende spørgsmål: Hvad er den rent historiske virkelighed bag den kristne forkyndelse om Jesus som Kristus? Hvad sker der, hvis vi koncentrerer os om Jesus og sætter parentes om Kristus? Hvad kan vi vide om Jesu liv og virke, fra han blev født som menneskebarn, til han blev henrettet?

De spørgsmål har beskæftiget den videnskabelige teologi lige siden. Jens Kvist forudsætter i virkeligheden spørgsmålets to synsvinkler, når han minder om Knud Hansens udtalelse: ”Evangeliet er en fortælling og en påstand”. Fortællingen handler om mennesket Jesus fra Nazaret, forkyndelsen påstår, at han er Guds søn og verdens frelser. Mennesket Jesus ved vi ganske rigtigt ikke ret meget om, hvis vi anlægger historievidenskabens synsvinkel. Men med hvilken ret hævder Jens Kvist, at han er ”en illusion”?

Forskellen mellem det historiske menneske Jesus og forkyndelsen af Kristus er lige så vigtig i dag som dengang. Når vi i kirken forkynder, at Jesus var Guds søn, er det udtryk for en tro, som har karakter af en tolkning af Jesu betydning. Teologiens store opgave er at gennemtænke troens tydning på ansvarlig måde.

Netop den opgave ignorerer Henrik Højlund, når han blot deklarerer: ”Guds åbenbaring fandt sted i historien”. For ham er det et historisk faktum, at Gud blev menneske. Men det er nok ikke nogen tilfældighed, at han bruger Joseph Ratzinger som vidne. Ifølge traditionelle katolikker som Ratzinger har kirken autoritet til at afgøre, hvordan Bibelen skal udlægges. Det var en af de ting, Luther skarpt afviste. I en evangelisk kirke skal enhver læse Bibelen på eget ansvar.

I modsætning til Henrik Højlund mener jeg, at folkekirken ville sygne hen, hvis dens præster ignorerede den udfordring, forskellen mellem den historiske Jesus og forkyndelsens Kristus rummer. Det ville forvandle folkekirken til en sekt, hvor teologi var afløst af tanketom påståelighed.

Jeg tror ikke, at Jesu fødsel i en stald i Betlehem er en historisk kendsgerning. Forfatteren Lukas’ beretning herom skal da heller ikke opfattes som sådan. Fødselsfortællingen er jo netop et juleevangelium. Og som sådant bidrager det naturligvis til, at vi kan ønske hinanden glædelig jul!

Svend Andersen er professor i teologi ved Aarhus Universitet.