Programdeltagere efter kritik: Venlighed og tolerance kendetegner Gellerup

Som deltagere i kritiseret projekt ønsker vi at nuancere debatten, som Sørine Gotfredsen noget ensidigt tager hul på

Mine Rasmussen og Jørgen Højgaard, som ses på billedet, deltog i eksperimentet "180 dage i ghettoen" - og de holdt meget af at bo i Gellerup. De mener, at Sørine Gotfredsen tog fejl, da hun i avisen den 4. oktober sagde, at dansk venlighed ingen forskel gjorde.
Mine Rasmussen og Jørgen Højgaard, som ses på billedet, deltog i eksperimentet "180 dage i ghettoen" - og de holdt meget af at bo i Gellerup. De mener, at Sørine Gotfredsen tog fejl, da hun i avisen den 4. oktober sagde, at dansk venlighed ingen forskel gjorde. Foto: DR.

Sørine Gotfredsen skriver den 4. oktober om programserien ”180 dage i ghettoen” under overskriften ”Dansk venlighed gør ingen forskel”. Hendes indlæg er skrevet på baggrund af én udsendelse af en programserie på i alt seks afsnit. Vi var deltagere i projektet, og efter at have boet et halvt år i Gellerup vil vi gerne nuancere debatten, som Sørine Gotfredsen noget overfladisk og ensidigt tager hul på.

Sørine Gotfredsens pointe – at venlighed ikke gør en forskel – rører ved to aspekter af vores projekt. For det første er det vores opfattelse, at venlighed altid gør en forskel i relationerne mellem mennesker, hvilket vi i høj grad også erfarede gjaldt for vores periode i Gellerup.

For det andet er det en misforståelse at tro, at vi skulle gøre en forskel i Gellerup, vi havde ingen ambitioner om, at vi med lidt venlighed som tryllestøv kunne forvandle et boligområde.

Vores mål var derimod at leve vores hverdagsliv i boligområdet, engagere os i lokalmiljøet og på den måde få indblik i og forståelse for livet i Gellerup. Vi ville gerne gøre op med de hurtige og letkøbte holdninger og fordomme om en befolkningsgruppe og en bydel, som ofte bliver fremstillet negativt i medierne.

Vores midler til det mål var at involvere os i aktiviteter og fællesskaber og skabe relationer til vores nye naboer ved at være os selv uden skjulte dagsordener.

Vi kan garantere, at vi intet har foretaget os til ære for kameraet, som Gotfredsen antyder, absolut intet har været indstuderet eller instrueret, vores engagement har været fuldstændig dybtfølt og ægte. Det har indimellem været en hindring, at vi også skulle have et kamera med, da det kunne føles som en barriere for det nærvær i relationerne, vi søgte.

Resultatet af projektet var for DR en række tv-udsendelser, men for os var det primære resultat de relationer, vi fik skabt, som indtil nu har resulteret i flere besøg i Gellerup, efter vi er flyttet, og også besøg i Ikast af vores Gellerup-venner.

Der var på ingen måde tale om, at vi skyndte os hjem efter det halve år, vi holdt meget af at bo i Gellerup og kunne sagtens se os selv blive boende, men vi flyttede tilbage til Ikast, hvilket var den præmis, vi hele tiden havde haft for vores deltagelse.

Det store fokus på affald og svineri er fordrejet i forhold til det, vi har oplevet. Gotfredsens antagelse om, at det specielt er muslimerne, der smider affald, er der ikke noget belæg for. Vi ved jo ikke, om det er muslimer, kristne, mennesker med meget lidt overskud i hverdagen eller andre, der smider affaldet. Så mon ikke pointen mest siger noget om Gotfredsens egen forestilling om muslimer, og netop den udtalelse lever ikke op til den venlighed og tolerance, som Gotfredsen skriver, at de fleste danskere er i besiddelse af. Både venlighed og tolerance har vi mødt til overflod i Gellerup hos både danskere, somaliere, tyrkere, palæstinensere, muslimer og kristne.

Vi søgte mellemmenneskelig forståelse på tværs af alle de skel, vi ofte sætter mellem mennesker: alder, køn, uddannelse, indkomst, etnicitet, kultur og religion. Vi behøvede dog ikke lede længe efter den mellemmenneskelige forståelse, som var en helt naturlig del af samværet og atmosfæren i alt, hvad vi oplevede i Gellerup. Ja, der var forskelle mellem os, og ja, selvfølgelig er det udfordrende, at ikke alle har samme opfattelse af tid, aftaler, organisering. Men udfordringerne opvejes af de kvaliteter, der findes i rummelige og mangfoldige fællesskaber.

Sørine Gotfredsen begræder, hvor lidt tilnærmelse der er fra muslimer til den danske kultur, men vi har set, hvordan det at være muslim eller kristen ikke adskiller os, men at alle mennesker heldigvis er unikke og forskellige.

Vi siger ikke, at Gellerup er et problemfrit boligområde, og har ingen interesse i at tegne et idylliseret billede af stedet, vi har også sporene efter kriminalitet, misbrug og hærværk i området. Men Gellerup er et unikt sted med stærke fællesskaber og et aktivitetsniveau, som selv den mest velfungerende landsby vil have svært ved at hamle op med.

Mine Rasmussen er lektor i pædagogik på pædagoguddannelsen i Ikast og Jørgen Højgaard er tekstiltekniker. De var beboere i Gellerup under DR-udsendelserne ”180 dage i ghettoen”.