”Hvad er det?”, spurgte min datter mig og pegede på et stort billede af en ung kvinde med blodigt ansigt.
Jeg svarede hurtigt: ”Det er en pige, der leger, at hun har slået sig, men det er bare rød ansigtsmaling. Ligesom det, vi har derhjemme.”
Jeg vurderede, at min fireårige datter var for lille til at høre, hvorfor pigen leger, at hun har slået sig.
Det gjorde hun, fordi hun var med til at iscenesætte et amerikansk skoleskyderi, som provokatøren Kristian von Hornsleth instruerede.
Men jeg havde ikke lyst til at fortælle min datter om skolemassakrer, af frygt for at hun blev bange for at gå i skole. Jeg ville ikke dvæle ved det blodige billede, af frygt for at hun blev skræmt af kvinden, der søgte kontakt ved at kigge lige ud på beskueren. Jeg fik øje på en farverig motorcykel i rummet ved siden af og sagde: ”Se lige den der motorcykel!”. Og så var vi videre.
Min datter og jeg besøgte på Randers Kunstmuseum Hornsleths udstilling ”Super Crash”, som netop er afsluttet, og udstillingen gav anledning til mange spekulationer. I samme udstilling udstillede Hornsleth også en film med nøgne mennesker, der dyrker oralsex. Den er langt over min grænse for, hvad min datter skal se.
Det er ikke, fordi børn ikke kan tåle at se kunst med nøgenhed. Men der er stor forskel på at vise børn et maleri med en nøgen kvinde i en ikke-seksuel situation og at vise dem en pornofilm. Også selvom pornofilmen er pakket ind som et kunstværk. Det kan børn nemlig ikke skelne mellem. Pornofilm er ikke for børn. Det kan blandt andet give dem et forskruet indtryk af, hvad sex er.
De to værker i udstillingen fik mig til at tænke over, hvad det er, der gør, at noget kunst er uegnet for børn. Det er ikke et spørgsmål, jeg kan svare på entydigt, fordi kunsten er meget svær at kategorisere, og fordi børn opfatter kunstværker forskelligt. Men jeg kan pege på nogle elementer, der kan gøre kunsten uegnet for børn:
Kunstværker, der handler om dystre emner som døden, ondskab, ulykke og krig. De kan være uegnede for børn, fordi emnerne i sig selv er voldsomme. Men når det er sagt, er der stor forskel på, hvordan kunstnerne fremstiller emnerne i værkerne, og hvordan de forskellige fremstillinger virker på børnene. Lad os derfor kigge nærmere på døden som et eksempel på et voldsomt tema.
Bjørn Nørgaard aflivede og parterede en hest i 1970 og fordelte den i store gennemsigtige glas. De store glas har jeg vist til mange børnegrupper i min tid som omviser på Aros. Jeg kan se, at værket gør indtryk på børnene. De synes, det er underligt, skørt, ulækkert og synd for hesten, men det skræmmer dem ikke.
Det ville virke mere voldsomt, hvis hestens blod havde været i glassene, eller hvis de parterede dele havde været dele, som børnene kunne genkende fra hesten, for eksempel en hel fod.
Genkendelighed er et vigtigt element i forhold til, om et værk er uegnet for børn. Det er en af grundene til, at Hornsleths blodige billede virker voldsomt: Der ligger en helt normal ung kvinde, som børnene kan identificere sig med. Hun ligger på et toiletgulv, som de også genkender fra deres hverdag. Det kommer tæt på – børnene kan tænke: Kunne det være mig? Længere væk fra deres hverdag er Vietnamkrigen, som Nørgaards værk var en protest imod, og glas med uidentificerbare stykker af hest.
Sammenligningen viser, at selvom både Nørgaards og Hornsleths værker handler om døden, er der stor forskel på, hvor voldsomme de virker på børn. Derfor er svaret på, hvad der gør kunst uegnet for børn, ikke blot døden og de andre dystre emner. Det afhænger også af genkendeligheden, hvordan udstillingen er kurateret og ikke mindst den børnegruppe, som skal se kunstværket.
Voldsom kunst kan gøre børn bange. De kan frygte, at de ting, de ser i værkerne, kan ske for dem og deres kære. De kan se ting, de ikke er gamle nok til at forstå endnu, som for eksempel porno. De kan få en dårlig oplevelse af at gå på museum, der bliver lagret i kroppen, og som mindsker lysten til at tage på museum næste gang.
Som omviser var min erfaring, at jeg kunne vise børn det meste, så længe vi snakkede om det samtidig. Når vi sammen perspektiverede værkerne hen på emner, der var aktuelle for børnegruppen, blev det voldsomme elimineret, og værket blev brugbart, fordi børnene kunne relatere til noget i det.
Hvis de blev bange, var det okay, og så snakkede vi om, hvad der gjorde dem bange, og hvor i kroppen man kan mærke, at man er bange. Min anerkendelse af deres følelser og dialog herom var også med til at fjerne det uhyggelige ved værkerne. Herudover udviklede det børnenes fornemmelse for at mærke sig selv.
Når man som voksen er i tvivl om, hvorvidt en udstilling er for voldsom for børn, er det relevant at overveje, hvad udstillingens budskab er. Er budskabet også voldsomt, eller er det kun kunstens visuelle udtryk? Er budskabet relevant for den børnegruppe, som man gerne vil vise det til?
Og sidst, men ikke mindst: Hvordan plejer børnene at reagere på noget, der er voldsomt i samme stil
Kirsten Boye er uddannet innovativ pædagog og kunsthistoriker og har konsulentbureauet Den Kreative Afdeling.