Prøv avisen

Provst: Mulnæs skyder med spredehagl, men kollektiv mistænkeliggørelse er ikke vejen frem

Peter Birch

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Er det befordrende for et bedre arbejdsmiljø at skyde på kolleger og foresatte med spredehagl, sådan som Carsten Mulnæs gør? Nej, kollektiv mistænkeliggørelse og jagten på skyldige er tværtimod med til at skabe et dårligt arbejdsmiljø, skriver provst

Der var meget på spil i det debatindlæg, sognepræst Carsten Mulnæs havde i Kristeligt Dagblad den 6. april. I fire korte spalter blev der skudt med spredehagl. Kolleger blev intimideret som ”sladrende præstekolleger”, tillidsmænd betegnet som nogle, ”der i virkeligheden hellere vil være provster”, og provster som uprofessionelle og u-etiske. Mulnæs ryddede bulen med ordene: ”Det er blevet et frit tag selv-bord at klage over præster og udsætte dem for chikane” og gennem den øde by skridtede Mulnæs ud højt til hest.

Men er det befordrende for et bedre arbejdsmiljø at skyde på kolleger og foresatte med spredehagl, sådan som Mulnæs gør? Nej, kollektiv mistænkeliggørelse og jagten på skyldige er tværtimod med til at skabe et dårligt arbejdsmiljø.

Et godt arbejdsmiljø i folkekirken har højeste prioritet og heldigvis arbejdes der med det på mange konstruktive måder. Flere undersøgelser (fra 2013 og 2017) har vist, at forekomsten af mobning på de folkekirkelige arbejdspladser er markant højere end på det øvrige arbejdsmarked.

Mobberapporten fra 2017 viste i øvrigt også, at mobningen forekom i alle relationer på arbejdspladsen. Ingen kunne melde hus forbi, for både menighedsrådsmedlemmer, kirkefunktionærer, præster og provster figurerede i den kedelige del af statistikken.

Det er baggrunden for, at der blev iværksat endnu en undersøgelse, der skulle forsøge at afdække ”faktorer i folkekirkens arbejdspladskultur, der har betydning for det psykiske arbejdsmiljø”.

Undersøgelsen, populært omtalt som Kulturanalysen, udkom i 2018. Den er netop ikke et forsøg på at ”finde de skyldige”, men at afdække de årsager i arbejdspladskulturen, som kan forklare den høje forekomst af mobning og dårligt arbejdsmiljø, så man bedre kan finde de rette redskaber til at udvikle en sund arbejdspladskultur. Carsten Mulnæs hævder, at der ikke indgår empiri i undersøgelsen, men det er faktuelt forkert. Undersøgelsen redegør i kapitel syv minutiøst for den ret omfattende datamængde, der ligger til grund.

Kulturanalysen anviser ikke et quick fix på arbejdsmiljøudfordringerne, for et sådan quick fix findes ikke. Derimod peger den på nogle af de modsætninger i den folkekirkelige struktur, som der skal arbejdes med, hvis problemerne skal løses.

Et af problemerne er forståelsen af ledelse som noget, der har med instruktion, tilrettevisning og lignende at gøre. Hvis man forstår ledelse sådan, bliver den noget negativt, som man for alt i verden vil undgå. Ofte med store menneskelige omkostninger til følge.

Ifølge Kulturanalysen er en relationel ledelse vejen ind til en anden arbejdspladskultur. Her er ledelse ikke først noget, der kommer i spil, når huset står i lys lue, men en tilgang, der muliggør selvledelse inden for rammerne af fællesskab om kerneopgaven. En sådan ledelsesform kræver løbende dialog på den enkelte arbejdsplads om kerneopgaven, den enkeltes bidrag og så videre.

Samtlige provster og arbejdsmiljørepræsentanter i Helsingør Stift drøftede for nylig Kulturanalysens resultater og anbefalinger. Vi besluttede, at vi fremover vil arbejde intenst med at skabe åbne rum for dialog, fordi det ifølge Kulturanalysen netop er forudsætningen for alle andre arbejdsmiljømæssige tiltag. Det næste skridt må være, at alle aktører deltager i den dialog, så vi sammen bidrager til et godt arbejdsmiljø i stedet for at lede efter skyldige og skyde med spredehagl.

Endeligt mener Carsten Mulnæs tilsyneladende, at landets provster bør organisere sig uden for Præsteforeningen. Det har også været drøftet af og til, men aldrig haft stærke fortalere. Men jeg kan oplyse, at der for nylig blev nedsat et udvalg under Præsteforeningen. Her er både provster, biskopper og præster repræsenteret, så vi sammen kan afdække eventuelle interessekonflikter mellem de tre grupper af medlemmer og sammen finde løsninger, som sikrer, at Præsteforeningen fortsat kan rumme os alle. For i dialog når vi langt.

Peter Birch er provst for Gentofte Provsti.