Til jødiske og muslimske landsmænd og landskvinder. Det er en meget vanskelig debat, der for tiden foregår om jødisk og muslimsk omskæring af drengebørn. Det er en ældgammel praksis, men er det alene grund nok til, at den fortsat skal praktiseres?
Det er tilsyneladende et tungtvejende synspunkt for Socialdemokratiet og Venstre kombineret med et ønske om at beskytte den jødiske minoritet i Danmark. Det er prisværdigt. Som jeg ser det, er der to spor i debatten. Der er det politiske, men derudover også et indholdsmæssigt og teologisk.
Når jeg blander mig i debatten om omskæring, skyldes det en kommentar i Kristeligt Dagblad den 28. august fra speciallæge og formand for Det Jødiske Samfund i Danmark Henri Goldstein om dåb og omskæring.
Først det politiske spor. Det er mig magtpåliggende at understrege mit positive syn på Israel og mit endnu mere positive syn på jøder i Danmark. Derimod er jeg kritisk over for Netanyahu-regeringens bosættelsespolitik og undertrykkelse af palæstinenserne.
Ligeledes er jeg kritisk over for islamistiske miljøer i Danmark, men betragter i øvrigt muslimer i dette land som landsmænd og -kvinder. Kort sagt: medborgere. Det er nødvendigt at understrege dette for ikke at blive skudt i skoene, at nedenstående blot er jøde- og muslimbashing.
Og så til det andet spor, det mere teologiske. Henri Goldstein har udtalt, at omskæring er meget vigtigt i den jødiske religion, og han sidestiller den med den kristne dåb. Den sammenstilling kan jeg sagtens følge. Der er dog et men!
Den kristne dåb markerer tilhørsforhold på linje med omskæring. I dåben tilsiges og meddeles det lille barn frelsen, og det indsættes i et livsfølgeskab med Jesus. Men den kristne dåbs form har ændret sig gennem historien. Den ældgamle tradition med neddykning er fravalgt til fordel for en symbolsk handling. Det degraderer ikke dåben til noget blot symbolsk.
Dåben er et sakramente og dermed en hellig handling. Men udformningen af begivenheden, altså den form, den foregår i med overøsning i form af tre håndfulde vand på barnets hoved, er i dag en anden end tidligere. Af sundhedsmæssige grunde ændredes den kristne dåb form. De uopvarmede kirkerum udgjorde for stor en risiko for de små børn.
Dåbens indhold er der ikke ændret ved. Jeg kan heller ikke se, at det behøver ændre noget ved den jødiske (og muslimske) omskæring, hvis formen bliver ændret. Og her er det, jeg vil foreslå, at kniven lægges til side til fordel for en nål, hvormed man kunne prikke et lille hul i drengens penisforhud. Lokalbedøvelse bliver formodentlig overflødig og fuld bedøvelse slet ikke nødvendig, som anæstesilægerne ellers anbefaler med den nuværende praksis, fordi de ikke ønsker at skære i børn, der skriger.
Det anfægter mange mennesker i dagens samfund, heriblandt undertegnede, at der skal skæres i frisk kød af ikke-medicinske grunde. Derimod er der ingen, der behøver at anfægte den jødiske omskæring og dens udtryk for pagtstankegang og religiøse tilhørsforhold. Det er ikke omskæringens åndelige indhold, der afskaffes, men formen, der ændres.
Sværere behøver det jo ikke være. Henri Goldstein har udtalt, at undersøgelser viser, at 90 procent af voksne omskårne mænd er tilfredse med deres omskæring. Hvad med de 10 procent? De kunne formodentlig tilslutte sig den positive vurdering, hvis omskæring fremover bliver i form af en lille prik i forhuden frem for afskæring af samme.
Det jødiske argument mod forbud mod omskæring er tradition og historie med rødder tilbage til patriarken Abraham. Man mister sin jødiske identitet, hvis ikke traditionen kan fastholdes. Men skal en religion være en levende størrelse, må den også kunne forandre sin udtryksmåde. Tradition og historie, der stivner i en bestemt form, overser det dynamiske i processen at videreføre.
Til sidst: Vedrørende muslimer, så er omskæring ikke en del af de fem søjler (islams fundament), ej heller påbydes skikken i koranen, men den er anbefalet og omtalt i hadith-litteraturen (sædvanetraditionen/skik og brug) og som sådan står den stærkt. Trods traditionens styrke og vægt bør det være muligt i islam at diskutere ændringer af praksis.
Således kan teologiske overvejelser bane vej for en politisk beslutning, der er til at leve med her i landet for både jøder og muslimer.
Finn Vejlgaard er provst i København.