EN FEJDE ER BRUDT UD i Danmark. Den handler ikke om flygtninge og indvandrere, der jo ellers nok kan ophidse gemytterne. Den handler om noget, som umiddelbart synes at være en ganske fredelig sag, nemlig spørgsmålet om børns sovevaner, som det fremgik af artiklen ”Hvorfor kan en 18 år gammel bog om børneopdragelse få sindene så meget i kog?” i Kristeligt Dagblad den 3. november. Synspunkterne samler sig i to lejre.
På den ene side er der forældre, der lader børnene bestemme, og de vil som oftest vælge dobbeltsengen. Dér ligger de så nat efter nat, indtil forældrene bliver skilt, hvorefter en af forældrene bliver udskiftet, eller en forælder bliver alene med sit barn, hvorefter det er den voksne og barnet, der danner par i dobbeltsengen.
Mange forældre, som har deres barn sovende hos sig eller imellem sig, forsvarer deres sovevaner med, at det er synd for barnet, når det kommer ind om natten og fortæller, at det har haft mareridt. De lader sig forføre af barnets gråd eller af deres egen træthed og giver op i forsøget på at få barnet til at sove i sin egen seng. Forældre vil naturligvis gerne hjælpe deres børn til at overvinde angsten og blive tryg på afstand af forældrene. Mange forældre klager desuden over, at parforholdet bliver ødelagt af godnatritualer, der trækker ud og tilsidesætter den eneste mulighed for voksenliv. Det skaber konflikter, og undertiden fører det til skilsmisse, eller det ophører den dag, barnet kommer i puberteten og får nok af at ligge tæt med de voksne.
På den anden side er der forældre, der mener, at det er væsentligt for børnenes psykiske udvikling, at de lærer at falde i søvn i deres egne senge. Filosofien er den, at børn skal oparbejde en evne til at kunne give afkald, hvis de mentalt skal kunne komme ud af den selvoptagethed, man kalder narcissisme. En af brudfladerne i denne udvikling er netop godnatvanerne. Denne måde at opdrage på kræver en bevidst indsats, en kur, eller et ritual, for der kommer tidspunkter i de fleste børns liv, hvor angsten er så overvældende, at barnet insisterer på at sove med mor og far. For at hjælpe forældre med et sådant problem har den spanske psykolog Eduard Estivill skrevet bogen ”Godnat og sov godt”, der udkom i 2000. Bogens filosofi bygger på den tanke, at børn, der skal til at sove, befinder sig i en overgangssituation, som vækker angst. Af den grund er det betydningsfuldt, at der skabes rutiner og ritualer, der ved genkendelighed og forældrenes myndighed virker beroligende.
Barnet lærer derigennem at forbinde det at falde i søvn med nogle konkrete ydre omstændigheder, som det kan føle sig tryg ved. Desuden bygger en sådan opfattelse på et positionsskifte i barnets udvikling. Den nærhed og kropskontakt, der er så nødvendig og livgivende i det første leveår, udvikler sig til sin modsætning og skaber angst og mareridt senere hen, hvis nærheden ikke brydes. Det, som ”godnat og sov godt”-metoden handler om, er at lære forældrene, at adskillelse er en nødvendig del af livet, og angsten for denne adskillelse kommer ikke kun til udtryk i hjemve, men altså hver eneste aften.
KONFLIKTEN MELLEM disse to synspunkter har stået på siden overflodssamfundets gennembrud i begyndelsen af 1960’erne, hvor afkald ikke længere var en materiel nødvendighed. Derfor spurgte rådvilde forældre allerede dengang om lov og fik tilladelse af en ekspert i familieforhold, der sagde: ”Køb en seng, der er stor nok til hele familien.” Det blev så at sige startskuddet til den praksis, at børn tilbringer nætterne i deres forældres dobbeltseng.
For nogle forældre er det et stort problem, og det fører ikke sjældent til skilsmisse. For andre forældre synes det helt uden problemer. De synes tværtimod, at det er hyggeligt med en lille blød bamse i sengen, og desuden mener mange, at det giver tryghed for børnene.
Nu er konflikten mellem de to synspunkter så blusset op igen. En gruppe kvinder har set sig vrede på de metoder, der skildres i ”Godnat og sov godt”, og vil derfor opkøbe de bøger, der findes på markedet i den hensigt at brænde dem. En af de kvinder, der kæmper for bogbrænding er Luna Munk, der administrerer den Facebook-gruppe, der fører an og koordinerer felttoget.
”Der er nogen, der er nødt til at forsøge at sætte en stopper for metoden,” siger hun. ”Vi føler, at vi har et ansvar for at være børnenes talerør.” Munk og hendes ligesindede er meget klare i deres udtalelser og mener, at bogen er en anbefaling til omsorgssvigt af børn.
Når man taler om bogbrændinger, er det nærliggende at tænke på seneste gang, det skete. Det var, da nazisterne i 1933 brændte Freuds værker på bål over hele Tyskland. Det gjorde de, fordi de ikke kunne tåle, at der var andre, der havde en anden mening. Når man ikke tåler andre meninger end dem, man selv har, er der noget, der tyder på, at man har bevaret den narcissisme, som gerne skulle overvindes.
Man kunne derfor få den tanke, at fornyelsen og radikaliseringen af godnat-konflikten skyldes, at vi har at gøre med ”andengenerations-samsovere”. De vil i sagens natur idyllisere de primitive menneskers levevis. De er nødsaget til at bruge tid og kræfter på at kæmpe med angsten, og det kan de gøre ved at brænde bøger af, hvilket desuden giver mulighed for at oparbejde en identitet. Når angsten øges i voksenlivet, hænger det netop sammen med, at den tætte følelsesmæssige kontakt om natten på tværs af generationerne skaber angst for incest. Den alt for nære kontakt mellem børn og voksne vækker erotiske følelser, der bliver imødegået af incestforbuddets moral, og dermed har man en indre konflikt, der er angstens generator.
I PRIMITIVE KULTURER håndterer mennesket angsten ved at udvikle ånder og spøgelser, som de må bekæmpe, og det er netop dette, der gør kulturen primitiv: De er havnet i en udviklingsmæssig blindgyde, som vi vesterlændinge forlod i oplysningstiden. Men vi er åbenbart på vej tilbage: Moderne børn, der deler dobbeltseng med deres forældre under opvæksten, må betale regningen med et infantilt følelsesliv i voksenlivet eller nervøse forstyrrelser. Men Facebook-gruppen mod ”godnat og sov godt”-metoden har vist, at man også kan afreagere ved at skabe en social konflikt. Så slipper man måske for generende symptomer, og derfor forstå man jo udmærket de unge forældres trang til bogafbrændinger.
Adskillelse er imidlertid et livsvilkår, og børneopdragelse har som mål at gøre børn til livsduelige voksne. Det gør man ikke ved at skærme børn mod livets grundlæggende vilkår, men ved at hjælpe dem til at overvinde angsten.
Finn Korsaa er psykolog og forfatter.