ELSKER VI VORES BØRN, som de er? Eller har vi for travlt med at rette dem af og opdrage dem efter nogle metoder, der gør, at de kommer til at føle sig så forkerte, at de ikke orker vores samvær, når de selv bliver voksne?
Som psykolog hører jeg mange voksne beskrive, hvordan de har det så anstrengt med deres forældre, at de nærmest ikke orker at være sammen med dem. Et stort flertal beskriver også, at de føler sig mindre som sig selv sammen med deres forældre end sammen med andre. Mange af dem fortæller, at ikke følte sig set og forstået som børn. Beskrivelserne har jeg fra en miniundersøgelse, jeg selv har lavet på sociale medier, så det er selvfølgelig ikke en videnskabelig undersøgelse. Men resultatet ligger ikke langt fra den erfaring, jeg selv har efter næsten 20 år som psykolog, hvor tusindvis af mennesker har delt deres smerte ved netop forældrerelationen.
Jeg synes, det er tankevækkende, at den relation, der på en eller anden måde har sat de største sår i vores sjæl, er forholdet til vores forældre. Dem, der har elsket os allermest.
Måske er det også en lejlighed til at kigge nærmere på, hvordan vi selv agerer over for vores egne børn. Styrker vi dem i deres grundlæggende kerne? Bekræfter vi dem i, at de er værd at elske – præcis som de er? Ser vi deres essens og den fuldkommenhed, de kom til verden med?
I min seneste bog ser jeg nærmere på, hvorfor det er, at de relationer, der betyder allermest for os, gør, at vores børn bliver ødelagt i en grad, så de ikke orker at være sammen med os, når de bliver voksne.
Selvom meget er anderledes, både i pædagogikken og tilgangen til børn i skolerne såvel som hjemme, så ser jeg mange af de samme udfordringer, som mange i min generation selv er vokset op med. Vores indsigt i psykologi og pædagogik er steget, men vi mangler stadig at forstå, hvad det indre forældreskab betyder for børns udvikling. Det ”indre forældreskab” er alt det, vi forældre bringer med os ind i forældreskabet.
Alle forældre bringer noget med sig: et niveau af egenkærlighed, sår fra barndommen, der ikke er healede, vores personlighedstype og alle de præferencer, der ligger heri med videre. Vi må forstå, hvordan vi vil komme til at lægge alt det, vi ikke selv er bevidste om, over på vores børn. Vi kan kun vise vores børn ubetinget kærlighed i den udstrækning, at vi føler ubetinget kærlighed til os selv, og det gør ingen mennesker, jeg kender. Hvis vi vil skabe børn med højt selvværd og frihed til at folde sig ud i livet med tillid til sig selv, må vi starte med vores eget indre.
Det er afgørende, at vi udskifter vores bekymring og frygt med tillid og accept, udskifter fokus på opdragelse, tilretning, udvikling, grænser og forbedring med fokus på tillid, styrker, ressourcer, og hvordan vi allerede er gode nok. Jeg opfordrer til, at vi skifter det kritiske blik ud med et kærligt blik. At vi holder op med at bekymre os og kritisere, og i stedet lærer, hvordan vi kan elske os selv og vore børn, præcis som vi og de er.
Bevidst forældreskab handler om, hvordan vi kan tage fuldt ansvar for at forstå, hvem vi er, så vi forstår vores eget perspektiv og ser vores børn klarere. På den måde kan kommende generationer måske svare anderledes, når de bliver spurgt om, hvorvidt de følte sig set og forstået som børn. Vi må træne os i at lære at elske os selv for at give vores børn følelsen af at være gode nok.
Kisser Paludan er psykolog.