Prøv avisen

Psykolog: Det er et sundhedstegn, når flere og flere bryder med deres forældre

Modelfoto Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Kisser Paludan

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Når flere og flere bryder med deres forældre, ser jeg det som et sundhedstegn. Vi er blevet mere opmærksomme på, hvad der føles sundt og kærligt for os, siger Kisser Paludan

Sørine Gotfredsen rejser en interessant debat med sin kritik af den udbredte tilbøjelighed til offentligt at gøre op med sine forældre. For er det i orden at forholde sig kritisk til sine forældre i fuld offentlighed, eller bør kritikken holdes i familien?

Som psykolog har jeg siddet med utallige mennesker i sorg over relationen til deres forældre. Det er også den sorg, der har været den største i mit eget liv.

For rigtig mange mennesker er det at tale ærligt om relationen med deres forældre et stort tabu i sig selv. Ofte skal klienter beroliges, før de vover at bevæge sig ind i den altafgørende relation. Jeg forsikrer dem om, at deres forældre har gjort det bedste, de overhovedet kunne, med det, de havde til rådighed. Det er jeg faktisk sikker på. Vi gør det bedste, vi kan. Det betyder dog ikke, at det er nok. Eller at vores børn oplever det som kærlighed. Det er væsentligt: At vores forældre elsker os og gør deres bedste, er ikke det samme, som at vi reelt føler os elsket, set eller støttet.

Det, at det er så svært at tale om, ser jeg to overordnede grunde til:

1) Dels er det et kulturelt tabu at tale om det svære i relationen til vores forældre. Forældreskabet er en slags hellig institution, som vi kun med stor forsigtighed tør nærme os. De fleste mennesker er blevet fortalt, at deres forældre jo elsker dem. Derfor føles det svært at tillade os selv at mærke efter eller tale om alt det i barn-forældre-relationen, der ikke føles som kærlighed.

2) Når vi er små, har vi brug for at tro på, at vores forældre har styr på det. Børn kan ikke klare sig selv, så hvis vi mister den tro, er det meget skræmmende at være barn. Vi ser jo faktisk, hvordan børn, der er blevet ekstremt omsorgssvigtet eller udsat for overgreb, forsvarer deres forældre. I stedet for at konkludere, at der er noget galt med vores forældre, konkluderer vi, at der er noget galt med os. Dette sidder som regel så dybt i os, og det indre barn i os opretholder ofte den tro ind i voksenlivet også. Med store konsekvenser for vores selvværd. Derfor er det for mange et stort tabu at tale om forældres svigt. Så når nogen taler åbent om deres svære forældreforhold, kræver det oftest meget stort mod.

Lige nu skriver jeg på en bog om bevidst forældreskab. Det gør jeg, fordi jeg ser, hvordan det, vi oftest kæmper med igennem livet, er alle de måder, hvor vi ikke har følt os set, mødt, forstået og elsket af vores forældre.

Vi underkender det faktum, at rigtig mange forældre går ind i forældreskabet med en stor ubevidst bagage, der aktiveres, når vi får børn. Det betyder, at mange forældre reelt ikke for alvor er i stand til at vise deres børn ubetinget kærlighed. Det betyder også, at mange børn ikke reelt føler sig elsket som dem, de er. Vi kan kun for alvor vise vores børn ubetinget kærlighed, hvis vi har ubetinget kærlighed til os selv. Vi er kun lige i begyndelsen af at se og forstå, hvor stort og omsiggribende et problem lavt selvværd er. De fleste mennesker lider, i forskellig udstrækning og indpakning, af lavt selvværd, og det påvirker naturligt vores evne til at vise ubetinget kærlighed. Vi kan føle den, men det er ikke det samme som at vise den.

Fordi vores eget indre endnu er ukendt for mange, er der i forældre-barn-relationen så mange elementer på spil, at relationen kan føles så ukærlig og nedbrydende, at det kærligste, vi kan gøre, er at bryde den.

Forældreskabet er også en af de mest direkte måder, vi kan bidrage til en jord med mere fred og kærlighed. Alle mennesker på jorden, der er med til at skabe ufred, ulighed og dom over hinanden, er mennesker, der har manglet følelsen af ubetinget kærlighed. Vi er alle sammen født uskyldige og elskede. Mødet med forældre, der ikke elsker sig selv, kan betyde, at vi mister adgangen til det sted i os, hvor vi er kærlighed.

Når flere og flere bryder med deres forældre, ser jeg det som et sundhedstegn. Vi er blevet mere opmærksomme på, hvad der føles sundt og kærligt for os. Ingen laver et sådan brud uden store overvejelser og stor sorg. Men det er samtidig en virkelig stor tragedie. Når vi tænker på, hvor højt og uendeligt og med hele, åbne hjerter, vi som regel elsker vores børn, når de kommer ind i vores liv.

Og så alligevel – og på trods af det – bliver mange forældre-barn-relationer ødelagt eller bare ligegyldige. Som jeg ser det, sker det på grund af forældres manglende bevidsthed om sig selv. Så lad det være en påmindelse til os som forældre om, at vi må gå mere nysgerrigt på opdagelse i, hvordan vi reelt kan vise vores børn kærlighed.

Vi må tage ansvar for, hvor stor betydning vores egne følelser har for vores børns udvikling. Og det er aldrig for sent. Måske du har lyst til at gå med på opdagelse: Hvordan kan du elske dig selv mere, så du kan vise dine børn mere ubetinget kærlighed? Og spørg dine børn: Hvad kan jeg gøre, så du føler dig mere elsket af mig

Kisser Paludan er psykolog og forfatter.