Psykolog: Ensomhed er en almindelig følelse, som vokser af for meget opmærksomhed

Den eneste vej til at leve med – og ikke komme til at lide af – ensomhed er at acceptere dens eksistens som et naturligt livsvilkår og i stedet vende sit fokus udad, skriver psykolog

”Når vi har fokus på ensomheden og bruger vores kræfter og tankevirksomhed på at bearbejde følelsen, vil den fortsætte,” skriver psykolog Pia Callesen. – Modelfoto: Christian Lindgren/ Ritzau Scanpix.
”Når vi har fokus på ensomheden og bruger vores kræfter og tankevirksomhed på at bearbejde følelsen, vil den fortsætte,” skriver psykolog Pia Callesen. – Modelfoto: Christian Lindgren/ Ritzau Scanpix.

ENSOMHED ER et problem i Danmark blandt både børn, unge og ældre. Medierne skriver om det. Radio og tv har indslag og hele programmer om de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af ensomhed. På sociale medier deler især unge deres personlige fortællinger om ensomhed, og foreninger og arrangementer opfordrer alle til at tale om ensomheden for at bryde tabuet og til at mødes i fællesskaber for at mindske ensomheden. Selv Dronningen satte i sin nytårstale ord på danskernes ensomhed.

Men hvad er egentlig ensomhed? Er det en følelse – eller er det en lidelse? Svaret er, at ensomhed er begge dele. Og derfor er det vigtigt, at det store, aktuelle fokus på at lindre ensomhed beskæftiger sig med den rette betydning af ordet, så vi kommer lidelsen ensomhed til livs og ikke forsøger at bekæmpe den helt almindelige forbigående følelse af ensomhed.

Ensomhed er nemlig i udgangspunktet en naturlig eksistentiel grundfølelse, ligesom sorg, vrede, frygt, håbløshed med videre. Disse følelser er lige så naturlige som deres positive modstykker: glæde, lykke, opstemthed. Grundfølelser er hverken skadelige for vores krop eller psyke – heller ikke de smertefulde grundfølelser. De viser os livets fulde billede og gør os til hele mennesker på godt og ondt.

Vi bliver alle ramt af disse følelser i perioder eller i glimt i livet. Også følelsen af ensomhed. Jeg har selv følt ensomheden, størst var den, da jeg mistede min far, men også da mit livs første kærlighed forlod mig, og da jeg som teenager rejste alene på udveksling til Australien og skulle finde mig til rette i ukendte omgivelser blandt ukendte mennesker. I mit voksne liv har jeg flere gange oplevet at føle mig ensom i et lokale fyldt med mennesker. Det sker typisk, når de andre i lokalet har noget sammen – for eksempel mange års venskab eller et arbejdsfællesskab, som jeg ikke er en del af – eller hvis jeg ikke føler mig på bølgelængde med de andre i lokalet.

Men selvom man som jeg udmærket kender den ubehagelige følelse af ensomhed, er den ikke en psykisk lidelse. Medmindre man selv holder følelsen i live. Den meget smertelige lidelse ensomhed opstår nemlig, når følelsen af ensomhed ikke er forbigående, men bliver ved og ved. Eller lad mig rette mig selv: Når følelsen af ensomhed ikke slippes igen, altså når vi bliver ved med at holde fast i den ved at tænke på den, kæmpe mod den, snakke om den og måle den ved at mærke efter, om den føles værre eller mindre end i går.

JEG VED, AT DET KAN VIRKE provokerende, at jeg dermed påpeger, at ensomhed er en følelse, som nogle af os selv lader vokse, ved at gøre det, som vi faktisk tror, har modsat effekt. Men det er sådan, det er.

Når vi har fokus på ensomheden og bruger vores kræfter og tankevirksomhed på at bearbejde følelsen, vil den fortsætte. Hvis vi i stedet kan lade følelsen være og bruge vores kræfter og tankevirksomhed på alt det, der ligger uden for os selv, vil følelsen regulere sig selv med tiden.

Et lidt banalt eksempel for forståelsens skyld er tankeøvelsen om den lyserøde elefant. Jeg siger til dig, at du under ingen omstændigheder må tænke på en lyserød elefant de næste 30 sekunder. Hvad tænker du på?

Derfor skal de mennesker, som lider af ensomhed, have en anden hjælp end den, de foreslås. Den idé kan være svær at acceptere, da vi som samfund har den opfattelse, at ensomhed opstår af mangel på social kontakt, og at den kan behandles ved at tale om den og søge andre menneskers selskab.

Jeg er enig i, at man naturligvis skal sætte ord på sine tanker, sine bekymringer og sin frygt. Jeg anerkender, at det kan have en beroligende og lindrende effekt at drøfte sine plager med sine nære eller en terapeut. Jeg anerkender også til fulde, at det kan mindske følelsen af ensomhed at være sammen med andre. Men begge strategier er alene symptombehandling. Hvis man igen og igen har brug for at tale om sin ensomhed for at mindske den, slipper man jo ikke ud af den. Man finder alene en metode til at dulme den.

MEDIERNES AKTUELLE FOKUS på ensomhed afstedkommer derfor nu en kollektiv kamp mod følelsen og en mængde forslag fra velmenende eksperter til at komme ensomheden til livs: Bryd tabuet, skab flere fællesarrangementer, brug mindre tid bag skærmen, og få mere mellemmenneskelig kontakt.

Forslagene er fine, almennyttige råd til alle mennesker, men de kommer ikke ensomhed til livs. I bedste fald dulmer de på den korte bane den stærke følelse af at være alene, og i værste fald vedligeholder de ensomhedsfølelsen på den lange bane.

Den eneste vej til at leve med – og ikke komme til at lide af – ensomhed er at acceptere dens eksistens som et naturligt livsvilkår og i stedet vende sit fokus udad. Det er ikke en nem øvelse at fjerne sin opmærksomhed fra en stærk og ubehagelig følelse. Men det kan lade sig gøre.

Gør ønske til handling og gør noget, der er sjovt, godt, dejligt og spændende. Alt det findes – også selvom man er ensom. Når følelsen af ensomhed opstår i løbet af dagen, så lad den være, og beslut at håndtere den senere. Måske klokken 17. Og fortsæt så med det, du er i gang med. Lidt efter lidt vil det gode liv fylde mere end ensomheden. Det kræver øvelse, men det kan lade sig gøre.

Pia Callesen er cand.psych.aut. og klinikchef.