Prøv avisen
Debat

Er hjemmepasning et reelt alternativ til et børneliv i institution?

Vi må bryde med enten-eller-tankegangen og i stedet arbejde for at forbedre forholdene for både institutions- og hjemmepasning, mener cand. mag. i psykologi og kommunikation. – Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix/modelfoto

Miranda Bohr Brask

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er fordele at hente ved hjemmepasning, hvorfor det er meningsfuldt at give flere familier reel mulighed for at vælge denne pasningsform, skriver cand.mag. i psykologi og kommunikation

Mangler hjemmepassede børn social stimulation? Opgiver hjemmepassende forældre karrieren? Jeg har på de sociale medier opfordret hjemmepassere af børn i førskolealderen til at dele, hvilke spørgsmål de oftest får om hjemmepasserlivet, samt hvilke svar de giver. Mit indlæg tager afsæt i hjemmepassernes input. Formålet er ikke at fremstille hjemmepasning som et bedre valg end institutionspasning eller advokere for, at alle skal hjemmepasse, men at belyse typiske – til tider fejlagtige – forestillinger om hjemmepasning. Først når vi har faktuelt kendskab til begge pasningsformer, kan vi arbejde for at forbedre dem og lade dem supplere hinanden.

Mangel på socialisering er ifølge min rundspørge den mest udbredte misforståelse om hjemmepasserlivet. Det kommer til udtryk i spørgsmål og uopfordrede råd som ”Skal hun aldrig være sammen med andre børn?” og ”Han har nok bedst af at lege med andre”. Det ligger måske ligefor at tro, at hjemmepassere kun opholder sig alene hjemme med deres børn. Men det er ifølge hjemmepasserne ikke tilfældet. Børnene inddrages i hverdagsgøremål såsom indkøb, og mange hjemmepassere tager på ture til for eksempel biblioteket, naturen og legestuer. Her skaber de ofte midlertidige relationer med andre, og børnene får erfaring med at begå sig socialt. Flere hjemmepassere beskriver også, at de etablerer netværk af ligesindede og ses med andre hjemmepasserfamilier.

Netværksdannelse fylder meget i vores samfund, hvorfor der er fokus på tidlig socialisering. Mange laver derfor tilsyneladende den slutning, at børn skal i vuggestue for at socialiseres. Nogle hjemmepassere opfatter den tidlige ”tvangssocialisering” som unødig. De mener, at hvis vi skaber trygge rammer med jævnlig mulighed for sociale interaktioner, vil barnet i eget tempo opsøge selskab. En hjemmepasser forklarer: ”Og så er børn jo sociale af natur. No need to force it.” Det skal tilføjes, at der nok er forskel på små børns og børn i børnehavealderens behov for at få mulighed for at indgå i relationer med andre end deres primære omsorgspersoner. Det er det selvsagt relevant at være opmærksom på, uanset hvilken pasningsform man har valgt for sit barn.

Efter socialiseringssnakken følger ofte spørgsmål om den voksnes trivsel: ”Hvordan har du det med at gå hjemme?” og ”Keder du dig ikke?”. Det er betænksomt at stille den voksne i fokus og dog tankevækkende, at fokus hurtigt ender på den voksnes behov frem for barnets trivsel. Man kan få indtryk af, at mange mener, at forældre ikke bør tilsidesætte egne behov til fordel for deres børns. Med det accelererende moderne samfund følger en opfattelse af, at det i hvert fald størstedelen af tiden er muligt at parallelstille opfyldelsen af forældres og børns behov. Men lader det sig virkelig gøre, eller vægtes forældres behov ofte ubemærket højere end børnenes?

”Er det lovligt?”, bliver hjemmepasserne også af og til spurgt. Lad mig slå fast: Det er lovligt selv at tage vare på sit barn døgnet rundt (med nogle særlige undtagelser). Ifølge forskning er det sund fornuft, i hvert fald for de mindste: Børn op til to-tre år har primært brug for tryghed og omsorg fra deres primære omsorgspersoner, typisk forældrene. En tryg tilknytning til forældrene er afgørende for, at barnet sidenhen kan begå sig i verden. Den viden henter vi blandt andet fra Bowlbys tillknytningsteori, og også ifølge den bogaktuelle lektor og forsker i børneliv Thomas Gitz-Johansen har de mindste børn primært brug for tilknytning og omsorg – uanset om de går i vuggestue eller passes hjemme. Denne viden er tilsyneladende ikke stort udbredt, da mange hjemmepassere får spørgsmålet: ”Skal der ikke pædagoger til at stimulere og udvikle dit barn?”.

Forældre drukner i fagpersoners råd om alt fra babymad og søvntræning til håndtering af barnets følelser, og der er ikke noget at sige til, hvis forældre begynder at betvivle egne – og endog hinandens – evner til at tage vare på børnene. Så synes institutionsløsningen oplagt. Men er institutionerne i stand til at løfte opgaven? Spørgsmålet debatteres ofte i medierne, og selvom konklusionen forbliver den samme – at der er for lidt personale til at løfte opgaven tilfredsstillende – tager et fåtal af forældre konsekvensen heraf og melder barnet ud af institutionen. Årsagen til forældres trofasthed over for dagtilbuddene belyses i et speciale af Cassandra James. I sin vurdering, af hvorfor så få forældre hjemmepasser børn i vuggestuealderen, peger hun på det økonomiske aspekt, karrieremæssige konsekvenser, selvrealisering via arbejdslivet og især den politiske italesættelse af, at det ansvarlige forældreskab er lig med at vælge institutionslivet. Forestillingen om, at kun pædagogisk personale kan sikre de mindste børns trivsel og udvikling, bekræftes ikke af James’ speciale, og jeg er heller ikke stødt på anden forskning, der konkluderer dette.

Hjemmepasning af førskolebørn kan altså være et godt valg for nogle familier, i hvert fald for de mindste børn. Ligesom institutionssamfundet kan hjemmepasning dog udfordre: At det typisk er kvinden, der hjemmepasser, kan medvirke til ulighed på arbejdsmarkedet. Da det antageligvis primært er samfundets ressourcestærke, der vælger hjemmepasning, kan en stigning af hjemmepassere utilsigtet resultere i større adskillelse mellem ressourcestærke og -svage familiers børn og på sigt en øget polarisering af samfundsgrupper.

Dette indlægs hensigt er ikke at favorisere hverken institutions- eller hjemmepasning. Pointen er, at vi må bryde med enten-eller-tankegangen og i stedet arbejde for at forbedre forholdene for begge pasningsmuligheder. Der er fordele at hente ved hjemmepasning, hvorfor det er meningsfuldt at give flere familier reel mulighed for at vælge denne pasningsform. Det kan for eksempel ske ved, at alle kommuner giver tilskud til pasning af eget barn. I min rundspørge fortalte mange hjemmepassere, at et typisk spørgsmål fra omgivelserne omhandler økonomien som hjemmepasser. Der er behov for en anden indsats for at gøre hjemmepasning til en reel mulighed for flere ved at gøre det lettere at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Flere reelle deltidsstillinger vil også give familier bedre mulighed for at kombinere institutions- og hjemmepasning, så barnet undgår lange institutionsdage. Samtidig må det at fremme hjemmepasning ikke blive en undskyldning for ikke at forbedre vilkårene i dagtilbuddene. De skal være reelle omsorgstilbud til alle børn og ikke blot pasnings- og læringstilbud. Formår vi at forbedre begge muligheder, kan forældre med større ro i maven vælge den pasningsordning, der skaber størst trivsel i deres familie.

Miranda Bohr Brask er selvstændig og cand.mag. i psykologi og kommunikation.