Psykolog: Forældre er ikke blevet mindre kompetente eller engagerede – tværtimod

Børns tilknytning til forældrene får ikke længere tilstrækkelig støtte af kulturen og samfundet, skriver psykolog

PSYKOLOG FINN KORSAA har her i Kristeligt Dagblad den 21. november en kronik, hvis indhold kan forlede en til at tro, at danske forældre er helt ude i hampen. Men sådan er det altså ikke, og Finn Korsaa overser helt de vilkår, forældre rent faktisk har for at udøve deres myndighed.

For man kan som forældre blive frustreret, for til trods for kærlig omsorg er det, som om vi ikke længere fungerer som vejledere for børn og unge – sådan som det ellers altid har været hos mennesker – og andre dyrearter.

Og det er det, der er blevet vanskeligere i vor tid. Forældrene er ikke blevet mindre kompetente eller mindre engagerede – snarere tværtimod.

SELVOM VI I DE SENESTE 20 år har talt om en ny børnekarakter, så hár børn i deres grundlæggende natur ikke forandret sig – de er ikke blevet mindre afhængige eller mindre modtagelige.

Det, der har ændret sig, er vor kultur. Barnets tilknytning til forældrene får simpelthen ikke længere tilstrækkelig støtte af kulturen og samfundet.

Også relationer mellem forældre og børn, som i starten er stærke, kan blive undergravet, når børn går ud i en verden, som ikke længere sætter pris på eller forstærker relationerne:

Når medarbejderne i institutioner og skole bliver vigtigere end forældrene, og når kammerater får lov til at fylde alt i hverdagen, mens vi tavst ser til.

Det er ikke manglende kærlighed eller manglende viden hos forældrene, men nedbrydning af sammenhænge, hvor tilknytningen kan foregå, som gør det vanskeligt for os at få forældreskabet til at fungere.

En tilknytning, der fastholdes og udvikles, når vi i familien handler sammen – gør noget, der er vigtigt. Og den udvikling får vi ikke ved at karakterisere forældre som bedsteforældre.

John Aasted Halse er psykolog.