Prøv avisen
Debat

Psykolog: Ville vi i dag acceptere en bog om, at korporlig afstraffelse kunne få barnet til at lystre?

Foto: Panthermedia/Ritzau Scanpix

Tille Schøler

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Selvhjælpsbogen "Godnat og sov godt" til forældre er ikke en bog, der lægger op til at bruge sin mavefornemmelse - mon kritikerne egentlig har læst bogen? spørger psykolog

HUNDREDVIS AF psykologers åbne brev til Gyldendal imod udgivelsen af bogen ”Godnat og sov godt” har skabt debat og røre i andedammen. Og heldigvis for det. Der er flere kritikpunkter imod brevet, og særligt anklagen om censur har fået spalteplads. Det undrer ikke, da det var den selvsamme vinkel, der blev anvendt imod den forældregruppe på Facebook, der i første omgang skabte fokus på bogen ved hjælp af trusler om bogafbrændinger, der vist aldrig fandt sted.

Vi kan vælge at fokusere på form og metadiskussioner, men vi kan også vælge at holde en kvalificeret debat om indhold, og dét er en bold, jeg gerne vil gribe.

En af de bolde er forældrenes mavefornemmelse og autonomi, altså deres ret og evne til selv at vælge, hvad der er bedst for deres barn.

Som ny familie havner man i en verden, man indtil da kun har oplevet udefra. Man skal finde sine ben, sin stemme og sine værdier som forælder. Sundhedsplejerskernes første tid med den nye familie har da også til hensigt at støtte familien i at kultivere og styrke mavefornemmelsen. Det lille barn har nemlig behov for stærke forældre, som stoler på egen dømmekraft, og som aktivt kan vælge til og fra på barnets vegne. Det lille barn har brug for kompetente forældre.

Den til tider spinkle indre stemme kan dog nemt drukne, særligt i disse sociale medier-tider, hvor mange i dag med naturlig autoritetstro søger viden hos fagfolk, i bøger, på nettet med videre, og ofte kan man læse, at noget af det vigtigste netop er at lytte til sin egen mavefornemmelse.

Når argumentet anvendes af Gyldendal til forsvar for et fortsat salg af bogen, undres jeg dog alligevel. ”Godnat og sov godt” peger nemlig i en helt anden retning, hvor forældre bedes overhøre de fornemmelser, de skulle få, når de begynder at anvende metoden:

”Den naturlige reaktion vil være, at barnet græder, skriger, kaster op, sparker, siger, det er tørstigt eller sultent, at det skal lave stort, at det ikke kan lide jer og så videre, for at I skal give op. Men I skal ikke så meget som fortrække en mine,” som det blandt andet hedder i bogen.

Det er således ikke en bog, der lægger op til at bruge sin mavefornemmelse – tværtimod. Mon kritikerne egentlig har læst bogen?

Metoden opfordrer i stedet direkte til, at mavefornemmelser ignoreres og dette på et tidspunkt og under omstændigheder, hvor forældrene er meget pressede. Bogen, der er skrevet af troværdige fagfolk rettet imod forældre i en yderst usikker periode af deres liv, formuleres på næsten forførerisk vis således, at forældrene tilnærmelsesvist trænes i at overhøre deres egen stemme. Ikke alene skaber det en situation, hvor forældrenes naturlige evne til sensitiv respons bevidst sættes ude af spil (med de dertilhørende omkostninger for barnet), derudover er der fare for, at der skabes en form for præcedens for, hvordan forældrene overordnet set må ignorere barnets ellers tydelige kommunikation, indtil det lukker ned herfor. Metoden øger altså potentielt risikoen for, at forældrene på andre områder ligeledes vil ignorere barnets behov – det tog jo ikke umiddelbart skade.

Generelt omtales barnet i bogen som manipulerende, puttesituationen som en kampplads og forældreskabet en kamp, som forældrene må og skal vinde til barnets bedste. Almen tilknytningsadfærd beskrives som et våben, barnet anvender imod forældrene – frem for det, som tilknytningsadfærd er designet til, nemlig at anvendes i et samspil med forældrene ved at vække empati og omsorg, således at de kan passe på det lille barn, da det ikke kan selv. Dette må siges at være et forældet børnesyn, der blandt andet kan kompromittere tilknytningen. Tilknytning styrkes nemlig der, hvor barnets behov bliver mødt.

Ligeledes er bogens tilgang problematisk i forhold til det, vi i dag ved om det lille barns evne til selvregulering – eller rettere mangel herpå. Det lille barn er ikke i stand til at rumme og regulere de svære følelser og er derfor stærkt afhængig af, at det har forældre, der kan hjælpe. Får det ikke støtte hertil, kan barnet få vanskeligheder med emotionsregulering i voksenlivet – godnat og sov godt-metoden er altså ikke ”træning”, der gør barnet stærkere, men i stedet stress, der nedbryder og gør mere sårbar, lidt ligesom mæslinger. Her vil barnets medfødte temperament og robusthed spille ind, og det vil naturligvis betyde, at der er forskel på, hvordan barnet vil opleve og rammes. Men hvem ønsker at gamble med sit barn?

Slutteligt til de, der synes, debatten er god, men censur er farligt: Hvis ovennævnte tilgang blev anvendt på et større barn, ville det kaldes psykisk vold – noget, der netop ved lov er blevet gjort strafbart. Man kan dermed argumentere for, at bogens indhold er ulovligt. Hvorfor er det anderledes med spædbørn? Ville vi i dag – for at undgå beskyldninger om censur – godkende, bibeholde og anbefale en bog, der behandlede, hvordan korporlig afstraffelse kunne få barnet til at lystre?

Tille Schøler er behandlingspsykolog i Struer Kommunes familiehus.