Så er den gal igen. Et menneske med demens karakteriseres af en pårørende som ”et usselt menneske” i artiklen ”Overset demensform nedbryder personligheden og de pårørende” den 3. oktober.
Men der findes ikke noget menneske, der som følge af demens er ”et usselt menneske”. Eller ”en grøntsag”, eller ”en halvdød” for den sags skyld. Der findes ”kun” mennesker med demens, der er akkurat lige så meget menneske som dig selv – til det øjeblik, ånden forlader kroppen.
Sandheden i det hænger sammen med, hvad et menneske er, og hvornår et menneske bliver til det ”hvad”. Et menneske er sjælsforbundet ånd og krop – ikke andet. Psyken og hjernen tæller derfor også med til kroppen. Det gør de, fordi psyken er fysiske netværk i hjernen, som så igen er forbundet med alle kroppens celler.
Hvad ånden angår, er den livgørende for menneskekroppen på samme måde, som den er livgørende for dyrekroppen. Hos mennesket er ånden blot opgraderet til også at være menneskegørende. Ånden er ikke et hjerneprodukt, men udefrakommende. Det betyder, at et menneske ikke kan defineres som et menneske ud fra hjernens tilstand, kun ud fra dets ånd.
Eller mener du, at dit barn ikke var et menneske, da dets hjerne fungerede på den fireåriges niveau? Nej, vel? Men hvordan er det så muligt at mene, at den 70-årige ikke er et menneske, selvom vedkommendes hjerne af en eller anden grund er som den fireåriges?
Pr. definition er et menneske altid 100 procent et menneske, indtil det øjeblik ånden forlader kroppen. Min mor har såkaldt frontotemporal demens. Når min mors hjerne mere og mere vender tilbage til barnets hjernes tilstand, giver det mildest talt visse problemer. Det også, fordi hun er i relativt god fysisk form.
Her er mit urokkelige anker, at hun først af alt er et menneske som jeg selv. Og derfor et menneske, der, under vores beskyttelse af hende, har krav på største grad af respekt og værdighed. For mig som nærmeste ansvarlige pårørende er der megen sjælefred i det anker midt i al tumlen. Demens kaldes den pårørendes sygdom og lidelse. Men den virkelige pårørendelidelse skyldes ikke den ramtes demens. Den virkelige pårørendelidelse skyldes den pårørendes umenneskeliggørelse af den ramte. For den fodrer den pårørendes ubevidste angst for selv en dag at blive fordømt som umenneske.
Dét er sandheden. Hvis det gør ondt at høre, så tænk på det som en vaccination og kom så i gang med at se mennesket med demens. Det anker lindrer med sikkerhed hos den pårørende, kan jeg hilse og sige både som privatperson og som privatpraktiserende psykolog, der rådgiver i forbindelse med demens.
Ole Aagaard Olsen er psykolog.