Prøv avisen
Debat

Psykoterapeut og teolog: Katolske præsters cølibat hører til forståelsen af de mange misbrugssager

Jeg vil gerne støtte enhver katolik, som kæmper for at få ophævet kravet om, at man skal leve i cølibat, hvis man vil være katolsk præst. Alternativet er, at overgrebene i skræmmende stort tal vil fortsætte, skriver psykoterapeut og teolog.

Christian Højlund

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis man forlanger, at mennesker skal afgive et løfte, der så åbenlyst strider mod naturens og skabelsens egen orden og drift, så kan det næste kun ende i perverteret seksuel adfærd, skriver teolog og psykoterapeut

DET ER UBÆRLIGT at læse fra de seneste rapporter om seksuelt misbrug af børn i den katolske kirke i Pennsylvania, Holland, Chile, Tyskland, der føjer sig til de mange andre fra Australien, USA, Irland, Belgien, Østrig.

På bundlinjen står, at tusinder, ja, titusinder af børn er blevet seksuelt misbrugt af katolske præster igennem de seneste 70 år. De fleste bliver ikke retsforfulgt på grund af den uhyrlige forældelsesfrist i disse sager. Skønt skammen og smerten, som ofrene bærer på, ingen forældelsesfrist har.

Selvom de enkelte præster rigtignok skulle stå til regnskab for deres overgreb, er det ikke dem, jeg vil anklage her. Det er den kirke, de tjener.

En magtfuldkommen kirke, som hele vejen igennem valgte at forflytte, dække over og i det hele taget beskytte overgrebsmændene og deres institution frem for uden tøven at stille sig på ofrenes side.

En kirke, som stædigt holder fast i kravet om tvungent cølibat. Altså at man skal leve i cølibat for at kunne fungere som præst i den katolske kirke. Jamen, altså.

Hvis man forlanger, at mennesker skal afgive et løfte, der så åbenlyst strider mod naturens og skabelsens egen orden og drift, så kan det næste kun ende i perverteret seksuel adfærd. Det må slutte!

JEG VIL GERNE STØTTE enhver katolik, som kæmper for at få ophævet kravet om, at man skal leve i cølibat, hvis man vil være katolsk præst. Alternativet er, at overgrebene i skræmmende stort tal vil fortsætte.

Nu er paven og den øverste kirkelige ledelse ganske vist, som enhver af os andre, prisgivet den nåde, som forargeligt og heldigt nok for os ikke kender til forældelsesfrister.

Men det nytter jo ikke noget, hvis man ikke er i stand til at gå til bekendelse. Så spotter man bare nåden. En kirke, som lukrerer på folks villighed til at gå i skriftestolen for at bekende deres synder, nægter selv at gå til bekendelse. En kirke, som modstræbende går med til at retsforfølge de enkelte præster, men ikke vil indrømme, at misbruget langt hen ad vejen er en følge kravet om tvungent cølibat.

Det er virkelig så beskæmmende og ynkeligt. Og så fjernt fra den fattige tømrersøn, som gik rundt på de støvede veje og forkyndte nådens evangelium, og at Guds Rige var kommet nær. I stedet bliver der spredt skræk og rædsel blandt de mindste.

Det kan ikke blive ved.

Christian Højlund er teolog og psykoterapeut.