Min absolut voksne datter fortalte mig, at jeg engang havde sagt til hende: ”Hvis alle de andre går én vej, så skal du gå den modsatte vej.” Det kunne jeg ikke huske, men tænkte, at det var faktisk ikke så dumt sagt. For er det egentlig ikke noget, som alle forældre har pligt til at gøre, opøve deres barn i at stå imod gruppepres? Ja, faktisk som en slags træning indimellem: ”Prøv nu at sige nej, især når du inderst inde ikke har lyst.” Øvelsen at turde stå alene, når det kræves, at samle det nødvendige mod.
Også selvom det er ganske forfærdelig svært, for barnet og den unge har et voldsomt ønske om ”at være med”, at være regnet og være ”en del af fællesskabet”.
Specielt i den sarte teenageperiode af livet er dette bestemmende for næsten alt. Der er ikke noget værre end at være udenfor, isoleret, ensom.
Derfor kan en ung 1.g’er være til at købe for en krone. Lige begyndt i gymnasiet og med et stærkt behov for at tage del i alt det festlige.
Og derfor kan en 3.g’er ofte have held til at invitere 1.g’eren med til de såkaldte puttemiddage, som er det seneste fænomen af de mange slags gruppepres, der helt åbenlys er en stigende plage for vore børn og unge. Skønt de dér bliver tvungne ud i mange slags ydmygelser, har de ikke modet og styrken til at sige nej. Og når de selv skal forklare sig, er det ud fra det stærke ønske om at være med. Hvorfor har de ikke noget at stå imod med?
I skolegården er det en gårdvagts smertelige syn at se disse ”førere” blandt eleverne, omgivet af en flok af beundrere, som næsten viljeløst følger føreren. Disse ”kejsere”, som ”holder hof” og kan få deres beundrere til at springe for sig, og som er bestemmende for, hvad der er ”in” og på mode og vigtigt at være med i. Hvorfor er det så tilsyneladende nemt for disse magtmennesker at få deres vilje med andre?
Og hvorfor siger en 1.g’er ja til at være med til en ”puttemiddag” med disse åbenlyse og rædselsfulde ydmygelser til følge?
Kunne det være, fordi de aldrig har tænkt den tanke, at et ”fællesskab”, dette at ”være med”, kan købes for dyrt? At de aldrig har fået at vide, at man i særlige situationer skal kunne stå helt alene. Fordi det såkaldte fællesskab måske ikke er et rigtigt og ægte fællesskab. Og at deres mor og far har forsømt at fortælle dem, at man har lov til at sige ”nej”, ja, pligt til at sige nej og derefter være parat til at tage imod den udfordring, det er at stå udenfor. At de har forsømt at give deres barn denne nødvendige styrke?
For den unge er det en voldsom drift, dette at have kammerater, at være en del af holdet, have det sjovt sammen med andre. Men når samværet udarter, og det kritiske spørgsmål opstår: ”Skal jeg?”, er det måske vigtigt at have en omend tynd ”navlestreng” til noget, man har hørt i hjemmet:
”Hold dig for god til at være med til noget, du inderst inde ikke har lyst til. Om så ellers hele flokken er med, men du er blevet sikker på, at du ikke vil.”
”Hvad rager det den,
der er sikker på sit,
at resten af verden
er ude af trit.”
(Piet Hein).
Erik Vedstesen er tidligere lærer.