Det havde været nemmere, hvis Samira Nawa og Kristian Brandrup fra Radikale Venstre havde læst vores bog i stedet for at skrive et debatindlæg baseret på antagelser. Så havde vi ikke skullet bruge plads på at rette misforståelser.
Den 29. november skrev de nemlig her i Kristeligt Dagblad, at vi i vores nyudkomne ”Eksperimentet, der slog fejl” om 35 års dansk asyl- og indvandringspolitik har en statisk opfattelse af integration, som vi ”har besluttet sig for ikke kan lade sig gøre”.
Det er ikke korrekt. Vi skriver, at kultur er dynamisk, og gentager flere gange, at der er masser af integrationsmæssige succeshistorier, som hver dag går rundt iblandt os, og foruden hvem en masse samfundsfunktioner ville ophøre med at fungere.
Vores budskab er imidlertid, at en fungerende velfærdsstat forudsætter et højt niveau af deltagelse på arbejdsmarkedet og kulturel samhørighed, og her er der trods masser af positive undtagelser desværre grund til pessimisme.
Indvandring fra ikke-vestlige lande er overordnet set en massiv underskudsforretning, og med udsigt til en markant stigning i antallet af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund vokser den udfordring.
Så kan man håbe, at vi tager fejl – det gør vi sådan set også selv – og fæstne sin lid til den øgede beskæftigelse og antallet af indvandrere og efterkommere, der uddanner sig. Her er der bare at sige, at det er en udvikling, vi har set før – nemlig under opsvinget i 2000’erne. Da krisen kom i 2008, forduftede de positive resultater. Noget tyder således på, at udviklingen i høj grad er konjunkturbestemt og ikke kun udtryk for vellykket integration.
Samira Nawa og Kristian Brandrup fremlægger et konkret forslag om en fordelingsnøgle af ikke-vestlige elever. Det er sådan set fornuftigt nok, men vores pointe er netop, at de rum, hvor den praktiske integration er mulig, svinder i disse år på grund af det voksende antal indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund. Når en skoles andel af tosprogede elever kommer op omkring en tredjedel, begynder de ressourcestærke – brune såvel som hvide – at flytte deres børn.
Det kan man kritisere dem for, men som en mor for nylig skrev i Berlingske om sin søn, så skal han ”ikke være med i kommunens socialpolitiske eksperiment”.
Den holdning er udbredt, og her gør antallet en stor forskel. Det er rigtigt, at integrationen mange steder går fremad, men hvis vi hvert år skal starte fra begyndelsen med 10.000 flere mennesker, så kommer vi ikke ud af stedet – og endnu værre vil det efter alt at dømme føre til en konstant vækst i de allerede eksisterende parallelsamfund.
Samira Nawa og Kristian Brandrups næste forslag er lige så velment og urealistisk. Nemlig en fælleseuropæisk fordelingsnøgle for modtagelse af flygtninge og massiv hjælp til nærområderne.
Det kommer ikke til at virke, for groft sagt vil flygtningene ikke til Østeuropa, og østeuropæerne vil ikke have dem. Det vil vælgerne i Vesteuropa sådan set heller ikke. Hvis de både skal betale for integration herhjemme og hjælp i nærområderne (Danmark bruger dobbelt så meget på at integrere 11.000 asylansøgere, som FN har til at hjælpe 1,5 millioner flygtninge i Libanon) samt både modtage spontanasylansøgere og et stort antal kvoteflygtninge, mens vi venter på fred og velstand i Afrika og Mellemøsten, så vil de gøre oprør og stemme på ekstremistpartier.
Det vil blive enden på EU og skabe det største højreskred i Europa siden 1930’erne. Det er den udvikling, vi gerne vil undgå.
Niels Jespersen er historiker, og Mikkel Andersson er journalist. De har sammen skrevet debatbogen ”Eksperimentet, der slog fejl”.