Lettere forbløffet. Og eftertænksom. Sådan ser Kåre Mølbak ud, da han midt i sin ordstrøm på pressemødet forleden pludselig afslører sit fund: Det er de 60-80-årige, der har knækket kurven. I signifikant grad er det dem.
De 60-69-årige og 70-79-årige er nemlig ikke blevet syge af covid-19 i nær det omfang, som sundhedsmyndighederne havde forventet, fortæller Mølbak, der er faglig direktør på Statens Serum Institut. Så i Danmark er kurven simpelthen knækket, uden på noget tidspunkt at have været helt oppe at ringe.
Hvordan er det dog gået til? synes Mølbak at tænke. Dødsangst? Overlevelsesvilje? Glæde ved livet? Ansvarsfølelse? Samfundssind? Autoritetstro? Ja, udtømmende svar får Mølbak nok ikke, før sociologer har undersøgt sagen til bunds med avancerede undersøgelsesdesign, så indtil videre må han nøjes med en beretning fra undertegnede, der er et stykke omvandrende empiri fra risikogruppen. Måske kan Mølbak bruge det til noget:
Jeg, der er 68 år, holder afstand, ja, faktisk holder jeg mig mest for mig selv. Jeg står nu op klokken 5 hver morgen, drikker et glas vand, gør lidt gymnastik og så op på cyklen og ned i skoven gennem fuglesang og solopgang, inden hundelufterne og kondiløberne kommer, pustende og stønnende.
Krydser jeg alligevel en morgenduelig mand eller kvinde, der er ude at løbe en tur, før børnene skal op, og arbejdsdagen begynder, vender jeg hovedet væk. Siger løberen ”godmorgen” – som det var høflig sædvane i præcoronatid – grynter jeg modvilligt et ”godmorgen” tilbage, idet jeg konstaterende tænker: De unge er ikke så bange for at blive smittet. Med god grund. Unge får typisk blot symptomer som ved en mild influenza, har en sydkoreansk kollega til Mølbak, som har studeret og bekæmpet virusepidemier fra Kina i 30 år, klargjort i et interview.
”For de ældre og kronisk syge er det derimod en meget farlig sygdom med voldsomme sygdomsforløb og høj dødelighed,” fastslår sydkoreaneren. ”Ældre” er i hans bog folk over 60 år.
Vi gør derfor, hvad vi kan, vi, der er over 60-65 år. For eksempel min ungdomsven, som lufter sin hund i en anden skov et andet sted i landet. ”Jeg er gammel sejler,” siger han. ”Jeg tager bestik af vinden og går, så vinden ikke kommer imod mig, når jeg skal passere nogen på stien.” Han ler lidt genert i telefonen. Er vi overforsigtige? synes han at tænke.
Om eftermiddagen går jeg frem og tilbage langs bredden på den sø, der ligger for enden af vores have, ikke på den offentlige sti, hvor jeg risikerer at møde andre vandringsmænd og -kvinder, nej, inde på vores egen matrikel, på den sikre side af hækken.
Jo jo, jeg taler med en masse mennesker – i telefon. En morgen for nylig, da jeg løfter vandglasset, siger det ligesom ”gong” i min telefonarm. Den sætter sig fast. Et slags hold i skulderen. Heftige smerter i brystet og ryggen i området ved skulderen.
”Du skal bruge headset,” siger min kone. Ja, men jeg telefonerer ude i blæsten for ikke at forstyrre hende, der arbejder hjemme, og lyden bliver dårligere med headset, og mange af dem, jeg ringer til, er over 60 år, deres nerver hænger i laser i forvejen, og de skal ikke stresses yderligere af dårlig lyd. Jeg laver nogle strækøvelser, og snart er jeg i gang med telefonen igen, nu skiftevis med højre og venstre hånd.
Ofte er det frontberetninger fra risikozonen. ”Vi regner os for at være i højrisikogruppe,” fortæller min gamle fodboldkammerat, der er godt 70 år. ”Hvis jeg skal sige det teatralsk, så venter døden lige uden for hækken.” Han fik en blodprop i hjertet for 20 år siden og har derfor i dag kun et ”halvt hjerte”, som han siger. Hans kone har kræft i blodet. ”Man dør ikke af det, man dør med det – men hendes immunsystem er ikke godt.”
Han og konen holder sig derfor så vidt muligt inden for hækken. Naboer køber ind for dem og stiller indkøbsposerne ved havelågen. Selv står jeg klar ved Irma hver fjerde dag klokken 8 om morgenen, inden de vilde horder dukker op.
Alligevel kommer børn og børnebørn på påskebesøg hos min fodboldkammerat. Han har i forvejen anskaffet et antal små runde haveborde i plastic, så de alle kan sidde ved hvert sit bord på god afstand af hinanden. De unge må kun bruge husets ene toilet, de gamle det andet. Børnene afvasker og afspritter grundigt det toilet, de har brugt, inden de tager af sted.
”Det skulle være, inden børnebørnene skal i skole igen,” siger min fodboldkammerat.
Jeg forstår ikke, at han og konen tør. ”Måske tænkte de, at det kunne være sidste gang, de kom til at se deres børn og børnebørn,” funderer min 75-årige søster.
Selv tør jeg ikke. Men i påsken kan min kone ikke klare det mere. Med lammekølle og salat cykler hun på sin nyindkøbte elcykel til Dyrehaven. Vores 27-årige søn kommer på cykel fra Amager. Så spiser de påskefrokost sammen i Dyrehaven på tre meters afstand.
Jeg har friske fotos fra februar af vores søn og hans kæreste på min telefon, som jeg kigger på med jævne mellemrum. Det er en trøst. Det fortæller jeg vores søn i telefonen. Et par dage efter sender han et foto af sig selv med Øresund i baggrunden, som jeg har badet i hele året rundt, siden jeg gik på pension for tre år siden. Åh, at se ham og det store hav, sikke en lise for sjælen.
Nu er jeg ved at være mør. Jeg spørger ham nok snart, om han ikke kan komme hjem, så vi kan sidde lidt sammen ude i haven, på tre meters afstand.
Min kone, der er universitetslektor, kører sin biks fra det tidligere børneværelse, som hun har omdannet til kontor. Hun holder talrige møder på Skype, kan jeg ikke undgå at høre. Ganske underholdende.
Hendes projekt om den kinesiske middelklasses familieværdier, som er et af hendes igangværende forskningsprojekter, er vist sat på pause. Hun kan jo ikke komme til Kina og foretage de såkaldte kvalitative interviews.
I fødselsdagsgave forærer hun mig en tur til kurbyen Karlsbad (nu: Karlovy Vary) i Bøhmen i Tjekkiet, som også Goethe og Rilke og Freud og Karl Marx frekventerede. Hun køber togbilletter og bestiller hotel, da corona stadig er et asiatisk fænomen – men i mellemtiden er smitten kommet til Norditalien.
Allerhelst vil jeg blive hjemme, men tilmeldt den såkaldte danskerliste i Udenrigsministeriet, som jeg aldrig før har hørt om, og udstyret med en af de sidste flasker med håndsprit fra apoteket drager jeg af sted.
Min kone støder til fra Bruxelles, og alt går godt, ser det ud til, indtil hjemturen. Fra Hamborg sidder vi nemlig i kupé med en hostende ung mand, der har ondt i halsen. Jeg går hele toget igennem. Hostende mennesker overalt. Dagen efter vores hjemkomst lukker statsministeren Danmark ned.
Jeg er ikke rolig, før der er gået 14 dage, og jeg kan konkludere, at ingen af os er blevet smittet med covid-19.
Når jeg i disse dage vågner om morgenen, er farven grå. Det er en psykisk tilstand, forstår jeg. Min søn og hans kæreste er efter planen færdige med deres uddannelser til sommer. Er der arbejde til dem og deres venner og andre unge til den tid?
Men når jeg sidder på cyklen og kører ned i skoven gennem solopgangen og fuglesangen, tænker jeg: Det skal nok gå alt sammen.
Min opgave er i hvert fald klar og enkel: Jeg skal forsøge at holde mig i live, så vores søn ikke bliver forældreløs.
Det kunne være en hypotese, Mølbak: De 60-80-årige passer i ekstrem grad på sig selv under pandemien, så de kan være der for deres børn og børnebørn, når krisen er overstået.
John Villy Olsen er journalist og cand.phil.