At rejse kollektivt er at lide. Det vil vare længe, inden jeg rejser grønt igen

Politikerne synes, at vi skal køre med kollektiv trafik. De går nemlig ind for fællesskab, og det finder man ikke i en privatbil, skriver Hans Hauge, der ikke skal rejse med kollektiv trafik igen foreløbig

”Jeg kom ind i afgangshallen, og der sad en kineser. Jeg blev lidt nervøs. Han så syg ud, svedte, havde røde øjne, hostede og pudsede næse,” skriver tidligere lektor Hans Hauge om en nylig rejseoplevelse. – Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.
”Jeg kom ind i afgangshallen, og der sad en kineser. Jeg blev lidt nervøs. Han så syg ud, svedte, havde røde øjne, hostede og pudsede næse,” skriver tidligere lektor Hans Hauge om en nylig rejseoplevelse. – Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Det begyndte så godt; solen skinnede, og jeg sad i en taxi til Tirstrup med en venlig chauffør ved rattet, der fortalte, at hun var enke og spillede golf. Jeg kom ind i afgangshallen, og der sad en kineser. Jeg blev lidt nervøs. Han så syg ud, svedte, havde røde øjne, hostede og pudsede næse. Han kom til at sidde to rækker foran mig i flyet, så jeg sad allerede og forestillede mig dage i karantæne. Da vi skulle ud af flyet, stod han lige bag mig og nyste; jeg syntes, jeg kunne mærke noget fugtigt i nakken. I Kastrup kunne jeg allerede mærke smerter i halsen, men det gik væk, da jeg fik lidt vand.

Der havde ellers været uregelmæssigheder inden kineseren. SAS havde meddelt, at flyet var en halv time forsinket. Jeg tog den med ro, men pludselig var forsinkelsen aflyst; jeg kom som den sidste hen til skranken. Der var noget galt. Jeg skulle betale 504 kroner, fordi jeg havde sendt min lille kuffert som bagage. Ingen havde advaret mig, og flyet skulle af sted. Jeg slap billigt og nåede Kastrup. Ingen regning. Det er typisk nordisk.

I flyet til München, som var stuvende fyldt – det med klimaet bekymrer vist ikke så meget, at det gør noget – skulle jeg sidde ved siden af to mænd. Den ene sad på min plads med ledninger ud af ørerne. Han tog dem ud, så på mig og tænkte: ”Han skal nok ikke sidde på SAS Plus.” Jeg viste ham mit boardingkort. Han kastede et hurtigt blik på det og sagde overbærende: ”Du skal sidde dernede på 13. række.” ”Nej,” svarede jeg, ”det var i et andet fly”, hvorefter det gik op for ham, at han selv sad forkert.

Der var heldigvis en tom plads mellem mig og den anden mand, der hellere ville sidde ved gangen end vinduet. Jeg havde gangplads. Den var bestilt hjemmefra, men jeg kravlede ind til vinduet. Ikke så snart havde vi sat os, før han tog den frem. iPad’en altså. Dimser i ørene, og så tændte han den og så Bob Dylan-film fra København til München, og han bevægede hovedet ligesom Blachman og vippede med fødderne. Jeg kunne ikke undgå at høre og se og blev nostalgisk, for jeg hørte Bob Dylan i gymnasietiden. Manden med iPad’en var omkring 60 år. Jeg sad og læste om infantiliseringen af politik. Meget passende.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg nåede frem, tog flybussen ind til byen, men det tog tid, for det var den dag, Sikkerhedskonferencen begyndte. Der var politi overalt, så man følte sig ganske sikker omkring hovedbanegården, hvor det uden for ligner Afrika. Det er som i det gamle Habsburg-rige. Der tales tysk fra højttalerne, men folket taler utallige sprog blot ikke tysk. Man mærker, at EU er et postmoderne imperium.

Jeg tjekkede ind på hotellet, hvor der var sikkerhedsfolk overalt. Da jeg forlod mit rum, sad to store sorte hunde for enden af gangen. De stirrede på mig. Jeg ventede lidt. Det viste sig, man var ved at sikkerhedstjekke værelserne, og da jeg kom til udgangen, ankom generalen for Bundeswehr. Jeg følte mig som en spurv i tranedans, gik over på banegården og spiste knödeln og svinesteg og fik en weissbier.

Næste dag skulle jeg videre, men heldigvis i bil. Solen skinnede. Der var 20 grader og lidt mindre i Garmisch-Partenkirchen, der var helt uden sne. ”Klimaet,” sagde de, mens jeg med svag stemme fortalte, at der var meget sne samme tid sidste år. Jeg fik en kop kaffe og Apfelstrudel med vaniljesovs og udsigt til Zugspitze. Jeg har været der 40 gange, men aldrig været oppe på bjerget. Hvad skal man derop efter?

Hjemturen var et kapitel for sig. Det viste sig, at jeg var kommet til at bestille plads i et intercitytog, der holder utallige steder så som Donauwörth og Uelzen, men det var ikke det værste. Det var et gammelt tog med kupéer, og der var så hedt, og man kunne ikke skrue ned for varmen. Det larmede, og der var små lamper i loftet, hvorfor det var umuligt at læse, men hvad gør det, for folk læser på deres iPhones.

Vi var to i kupéen og kunne brede os lidt, indtil der kom en enormt tyk kvinde, der fortalte, at hun skulle sidde på de to sæder. Snart kom en med hendes kuffert, der var enormt tyk, og desuden poser og tasker. Hun svedte og gik straks ud for at tage bukser og sko af, men hun havde heldigvis leggings under. Hun bad mig flytte min avis fra bordet, hvor hun placerede en enormt stor iPhone, en kæmpepose M&M’s, en pose med Pretzeln, der krummede meget, samt håndlotion og en stor vandflaske, som hun hyppigt åbnede og drak af. Hun tog høretelefoner på og hørte sikkert Bob Dylan og faldt i søvn. Søvnen var ikke lydløs.

Det blev en lang tur; heldigvis var der en spisevogn med dårlige sæder, men den var fyldt. Der blev dog en plads, og jeg kunne få currywurst, men de havde ikke pommes, som der stod i spisekortet, i stedet fik jeg et brød til. Der var det gode at sige om maden. Den var meget varm. Langsomt bevægede vi os nordpå, og i Hannover steg damen ud med megen besvær. Endelig alene.

Jeg ankom til Hamborg i blæst og regn. Igen er der politi overalt. Jeg fandt mit hotel og lagde mig i seng, men kunne ikke finde ud af at slukke sengelampen. Ved 02-tiden måtte jeg i tøjet – man kunne ikke ringe til receptionen – og gå ned for at få en receptionist med op. Der var et bord foran kontakten, som jeg ikke kunne se. Hun slukkede lyset, og nu kunne jeg ikke sove. I stedet så jeg tv, og i modsætning til i Danmark, hvor alt er på engelsk, er alt på tysk i Tyskland. Mærkeligt nok, ikke sandt? Det er nok derfor, vi er gode til engelsk.

Næste morgen med IC3 til Aarhus. Det gik fint. I Padborg kom der kaffe, aviser – Berlingske og Politiken fra dagen før – og vand. Der var god plads, men en amerikaner så film helt til Fredericia, og man kunne sagtens følge med. Ly-den var høj. Han hørte nok dårligt. Ankommet til Aarhus tog jeg igen en taxi hjem.

”Hvilken vej skal vi tage: Busgaden eller havnen?”. Jeg sagde desværre havnen. Der er der altid lange bilkøer, og det går meget langsomt.

Aarhus er jo en socialdemokratisk by, og politikerne synes, at vi skal køre med kollektiv trafik. De går nemlig ind for fællesskab, og det finder man ikke i en privatbil. Derfor skal bilerne straffes. Det vil nu vare længe, inden jeg rejser grønt og kollektivt igen.

Hans Hauge er forfatter, dr.phil. og tidligere lektor ved Aarhus Universitet.