Mange bryster sig af at have et grundlæggende kristent værdisæt. Men jeg har en udokumenteret fornemmelse af, at det, som generelt antages at være kristne værdier, er noget med ”at være gode ved hinanden”, eller som det udtrykkes så fint af politimester Bastian fra Kardemomme By: ”Man skal ikke plage andre. Man skal være grei og snill. Og for øvrig kan man gjøre, hva man vil.”
Det er ikke disse værdier, jeg mener, ligger til grund for god pædagogik, og jeg ved ikke, hvor kristne de er, selvom de selvfølgelig er indeholdt i kristendommen på en eller anden måde.
Kristne værdier er meget mere end det, og jeg kan godt forstå, hvis folk ikke søger kristendommen, hvis de ikke får mere end, hvad man kan få af at lytte til ”Folk og røvere i Kardemomme By”, som ellers kan anbefales til enhver anden tid.
Der er nogle meget mere centrale værdier, som er indeholdt i kristendommen, og overføres disse til pædagogikken, så er jeg overbevist om, at man vil løsne op for en knude, som ligger i rigtig mange af vores unge mennesker.
Nu har det lige været påske, og jeg mener, at påskens budskab om, at Gud, der kommer til os for at frelse os, inden vi overhovedet har tænkt en kærlig tanke om Gud, er den samme idé eller tanke, som skaber grobund for god pædagogik.
Lad mig give et par eksempler, som er hentet uden for skoleverdenen:
1) Jeg har ladet mig fortælle, at den stolte Lego-koncern drives af et princip, der kaldes ”Management by trust” (ledelse ved tillid) i stedet for det sædvanlige ”Management by fear” (ledelse ved frygt). Forskellen er, at hvis du laver en fejl, så ryger du ikke ud, hvis du er ansat hos Lego, men fejlen bliver optaget som en del af organisationens læring og giver anledning til en diskussion om, hvordan fejl kan undgås. Kort sagt er filosofien, at trygge medarbejdere yder bedre og mere og går måske også gerne 10 ekstra skridt indimellem, hvis det kræves. Det set i forhold til medarbejdere, som er presset hårdere og som i momentet yder mere, men hvis det sker under pres og frygt, ja, så vil den samlede ydelse over længere tid blive ringere.
2) Peter Bastian, der gennem hele sit liv kæmpede for at blive den bedste og ypperligste som videnskabsmand, musiker og som person, måtte til sidst erkende, at han var helt gal på den. Han siger i bogen ”Altid allerede elsket”:
”Det er værdien om utopien om det gode, om det ophøjede menneske, om væksten herfra, hvor du ved egne anstrengelser hæver dig op. Om at du altid skal performe bedre, end du er. Og jeg begyndte at se det som noget der simpelthen har lavet ravage i mit liv i en ekstrem grad (…). Men det der sker, også i min opslugthed af kristendommen, det er at jeg begynder at se ting i mig selv. Og jeg begynder at se ting i mine omgivelser, hvor jeg kan se hvor fucked up vi er over at leve i den der forbedringskultur. I virkeligheden i forestillingen om det gode. Det absolut gode. Det absolut gode må udmønte sig i absolut gode handlinger.”
Hvad skal vi så? Vi skal gå fra en vertikal forståelse af verden, hvor det aldrig er godt nok, til en forståelse af verden, hvor det i en vis forstand altid er godt nok.
Disse to eksempler giver begge samme grundidé. Hvis du bliver set som god nok i udgangspunktet, lever du bedre, og du leverer også bedre. Man er, som Peter Bastian siger det, i problemer på mere end et plan, hvis det hele går ud på at blive perfekt, og kun det perfekte er acceptabelt.
Det kan godt være, at ikke alle synes, det er helt så revolutionerende, men prøv at spørge den enorme mængde af unge, som er fanget i en præstationskultur, hvor intet er godt nok, og hvor det hele tiden drejer sig om at blive set af mange, og hvor krav er diffuse, og hele tiden skifter. Der er for mange i den situation kun to muligheder, enten at følge med til du kollapser, som alle andre gør på et eller andet tidspunkt, eller opgive og trække dig tilbage til et liv på anden række.
Mange af os, der er hel- eller halvgamle, er vokset op i en kultur, hvor vores identitet på mange måder var fastlagt fra starten af. Man var noget i kraft af sin familie og sit bosted, og for at citere endnu mere børnedrama: ”Man er, som man er, det kan ikke laves om.” (”Krummerne”). Det giver selvfølgelig mulighed for at blive holdt fast i en position, man ikke kan komme ud af som menneske, men det giver i det mindste en grundlæggende værdi, som man ikke behøver at arbejde sig til.
Nutidens unge skal i højere grad selv skabe deres identitet. Hvem er jeg? Og hvilken person er jeg? Hvilket køn er jeg? Hvor hører jeg til? Og det lagt sammen med, at de enorme mængder af tilbud for sjov og ballade, der er til stede for vores unge mennesker, gør, at jeg godt kan forstå, at de unge bliver stressede af at skulle nå det hele, samtidig med at de skal udvikle sig og præstere i skolen.
Kristendommens budskab om, at vi er elsket allerede, fra verdens grundvold blev lagt, var løsningen for Peter Bastian, og det er, eller kan være, løsningen for præstationsramte unge mennesker. ”Du er god nok allerede. Den, du er, er accepteret og elsket, og du er elsket lige så højt, uanset hvor du ender henne i livet.”
Jeg har ofte som kontaktperson til gymnasieelever i det offentlige system ønsket, at jeg kunne give mine elever bare et lille hint om Jesus. For de sidder der og mangler den grundlæggende tillid til, at de er gode nok. Kunne de bare forstå, at de allerede er skabt og ønsket. Så kunne de måske slappe en smule af, så de kunne begynde at glæde sig over at lære, glæde sig over de ting, de rent faktisk kan præstere, i stedet for at kigge på de ting, som de ikke kan.
Ødelægger det ikke al fremdrift i vores samfund? Hvor kommer de store præstationer og opdagelser fra, hvis vi alle bare sætter os ned og føler os grundlæggende elsket? Bliver den fodboldelskende kronikør slet ikke bange for, om Danmark nogensinde kommer til VM, hvis det bliver gennemført fuldstændigt i det danske skolesystem? Skal der ikke lidt pisk til, for at vi bliver gode og skarpe og kan klare os i den globale konkurrence? Overhovedet ikke? Den ansatte i Lego vil selvfølgelig blive bedt om ikke at gentage fejlen, og Peter Bastians kommentar til, hvad der nu driver ham fremad, når han nu ikke længere stræber efter det optimale er: ”Du er meget opslugt af at gøre det rigtigt. Fagotten skal klinge rigtigt og sådan, og så Guds vilje ske, eller hvad det er.” Det er en fremdrift, der foregår i en tryg atsmosfære.
Svaret ligger også i kristendommen. Påskens budskab om Guds uendelige kærlighed til sine børn stopper ikke dér. I kirken taler man om ”helliggørelse”. Det kunne måske oversættes med en reaktion i os, som sker, fordi vi møder Guds kærlighed. Påskens handlinger efterfølges ikke af krav, men skaber en reaktion i os, giver os et skub til at gå videre, for selvfølgelig er der ting, vi gør, der ikke er smarte, og som vi skal lave om på. Der er gode ting, vi undlader at gøre, som vi skal gå i gang med. Men det er uden præstationsangst og uden frygt for at blive smidt på porten, når vi fejler.
Lige sådan vil vores unge da ikke stoppe med at gå i skole og lære noget og gå i gang med at se endnu mere Netflix, bare fordi vi siger, at de er elsket og accepteret allerede. Det kan da godt være, at de tager sig en ekstra lur, men da kun, fordi de omsider kan slappe helt af. Derefter skal de nok gå i gang, udvikle sig og boltre sig i livet og blive alt fra rengøringsassistenter til landsholdsspillere, men uanset med et helt anderledes harmonisk liv, som man kan holde ud at være i.
Kurt Rønne er rektor for Hovedstadens Kristne Gymnasium.