I Kristeligt Dagblad den 26. januar læste jeg et interessant debatindlæg om brugen af rytmisk musik i folkekirken. Desværre må jeg også ty til de fortærskede udtryk ”rytmisk” og ”klassisk” musik for at forklare mig, selv om mit ærinde er ikke at bidrage til polarisering mellem disse to.
Det første udsagn er, at ”ikke indhold, men form er helligt i folkekirken” Det var ikke mit indtryk under den liturgikonference, jeg for nylig deltog i sammen med over 400 deltagere. Her havde biskopperne indbudt til åben samtale om folkekirkens gudstjenesteliv for at afdække, om der er behov for at ændre på for eksempel højmessens faste form, liturgien. Formen er altså ikke stivnet, men er under nænsom forandring og til debat.
Processen herfor er ganske vist ikke en ”hurtig plukning af lavthængende frugter”, men heldigvis et både dybsindigt og bredt anlagt arbejde, forberedt af tre fagudvalg.
Dagens folkekirke er ganske rigtigt præget af en ”voksende teologisk mangfoldighed” såvel som en voksende stilistisk mangfoldighed i kirkemusikken. Masser af klassisk uddannede organister spiller for eksempel filmmusik fra ”Star Wars” til bryllup og konfirmation, ligesom klokkespilskoncerter altid har været bindeled mellem det kirkelige og det verdslige repertoire. Nogle større sogne har både en rytmisk og en klassisk kirkemusikerprofil, så både det pompøse orgelbrus, jazztrio og spillemandsmusik forekommer. Endelig stiger antallet af kirkemusikere, som behersker flere genrer.
Det er simpelthen ikke korrekt, at specialønsker til musikken under bryllup og begravelse kun går i retning af rytmisk musik. Vi er mange, der talrige gange har efterkommet ønsker om Widors ”Toccata” og Bachs ”Jesus bleibet meine Freude” og til andre tider har akkompagneret popsangen ”You raise me up”. Orglet kan nemlig realisere det hele – og alt sammen udført af kun én person. Een uddannet musiker er dog billigere end et helt ensemble. Vist er pibeorgler dyre at anskaffe og vedligeholde, men prisen skal sammenholdes med afskrivningshorisonten: Instrumenter af god kvalitet holder i over 100 år. Desuden er orglet en del af kirkens inventar, og ingen protesterer imod vedligehold af altertavle og prædikestol eller imod at indhente ekspertbistand til kirkebyggeri af høj kvalitet. Alt andet ville være ufornuftigt og uæstetisk.
Abildgård Kirkes orgel i Frederikshavn – et kvalitetsinstrument fra 1970 bygget af firmaet Bruno Christensen og Sønner – har siden levering tjent sognet for 17 kroner om dagen målt i anskaffelsessum, oplyser organist Søren Rasmussen. Den årlige vedligeholdelse har i mange år kostet 42 kroner om dagen. Orglet har spillet alle søndage i 50 år med få ubetydelige driftsfejl, som har måttet udbedres derudover.
Danske orgelbyggerier har et godt renommé i udlandet, og danske orgler er generelt af høj kvalitet. De største af disse fortjener bestemt en organist med en organistuddannelse fra en kirkemusikskole som minimumsniveau og en musiker, der kan præsentere menigheden for et bredt repertoire af den righoldige orgellitteratur samt ikke mindst understøtte salmesangen sikkert, indlevende og varieret.
Dog ikke alle steder prioriteres de spillemæssige orgelkompetencer af menighedsrådet i forbindelse med en organistansættelse – det være sig ud fra et bevidst fravalg eller ud af uvidenhed. Det sidste er der råd for, idet der flere steder tilbydes musikfaglig rådgivning.
Kirkemusikskolerne tager da også gerne og i stigende omfang imod de personer, der får ansættelse som organist uden en organistuddannelse. Flere af disse har en rytmisk musikuddannelse på et andet instrument, og tager udfordringen med at lære orgelspil og de kirkelige traditioner positivt op. Denne gruppe vokser og har meget at tilbyde folkekirken.
Kirkemusikskolerne er bevidste om, at uddannelserne skal modsvare folkekirkens aktuelle og fremtidige behov for kompetencer. Derfor revideres studieplanerne løbende under påvirkning af skolernes interessenter. Becifringsspil har længe været et fag på skolerne, der undervises i udførelsen af ”nye salmer på orgel” og rytmiske værker forekommer ofte for eksempel i fagene klaver, børne- og voksenkorledelse – og endda på orgel.
Hvis kirkemusikskolernes grunduddannelser stadig har en overvejende klassisk profil, tilgodeser skolernes efteruddannelsestilbud og kursusvirksomhed til gengæld muligheden for at supplere kompetencerne med for eksempel rytmisk kor- og ensembleledelse eller med kompetencer, som aktuelle trends i folkekirken skaber behov for, for eksempel gudstjeneste med demensramte.
Sagen er nemlig den, at kirkemusikskolernes grunduddannelser ligger niveaumæssigt under konservatoriernes bachelor- og kandidatuddannelser. Der er således i kirkemusikskolernes grunduddannelser alene tale om helt nødvendige grundkompetencer inden for det musiske samt ikke ubetydelige kompetencer inden for de kirkelige fag liturgik, salmekundskab, kirkemusikhistorie og kirke- og bibelkendskab. Her rustes de studerende til et praktisk og reflekteret virke i netop folkekirken.
Jeg betragter en polarisering af rytmisk og klassisk musik som værende for længst passé: Med globaliseringen og digitaliseringen er mange stilarter tilgængelige, som også nok kan berige folkekirken og tilføre den fornuftsprægede protestantiske gudstjeneste mere krop. Folkekirken kan dog ikke være tjent med at tilsidesætte en 2000-årig musiktradition. Den må og skal formidles klogt videre til næste generation. Traditionen er ikke en museumsgenstand, men en levende budbringer af evangeliet på skuldrene af vor historie og identitet.
Tine Fenger Thomsen er rektor for Vestervig Kirkemusikskole.