Rektor og biskop: Hans Raun Iversens kritik af FUV er fyldt med fake news

Et indlæg i Kristeligt Dagblad af Lektor emeritus i praktisk teologi Hans Raun Iversen skyder med spredehagl og indeholder så meget fake news, at den ikke kan stå uimodsagt, mener de to skribenter

Lektor emeritus i praktisk teologi Hans Raun Iversen kommer i en kronik i Kristeligt Dagblad lørdag den 21. november med en markant kritik af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) og folkekirken ud fra devisen, at det bedste forsvar er et angreb. Artiklen skyder med spredehagl og indeholder så meget fake news, at den ikke kan stå uimodsagt.

Hans Raun Iversen anfører for det første, at folkekirken ikke understøtter det teologiske arbejde på universiteterne, for eksempel gennem støtte til stipendier.

Jeg kender ikke til alle de aftaler, som her er indgået, men vil da blot nævne, at vi i FUV har bidraget til flere samfinansierede ph.d.-projekter. For eksempel indgår vi aktuelt i et samarbejde med Syddansk Universitet om et ph.d.-studie, der undersøger hospitalspræstens embedsopgaver og rolle i forhold til såvel patienterne som sundhedsvæsenets personale, lige så vel som vi indgår i et samarbejde omkring et ph.d.-stipendium omhandlende brugen af de middelalderlige landsbykirker. Dette projekt finder sted i samarbejde med Arkitektskolen i Aarhus. Herudover ved jeg, at flere stifter indgår i et samarbejde med de to teologiske uddannelser om ph.d.-projekter.

Hans Raun Iversen beskriver dernæst FUV som en teologisk koncern, styret direkte af Kirkeministeriet, bygget op over de sidste 30 år, med et budget på 45 millioner kroner, finansieret af den fælles folkekirkelige bevilling (Fællesfonden).

Hertil skal anføres, at FUV er dannet tilbage i 2014 ved en sammenlægning af de to pastoralseminarier i København og Aarhus samt Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster. Med sammenlægningen ønskede man at styrke den pastoralteologiske efteruddannelse og give bedre mulighed for at koordinere, udvikle og udnytte ressourcerne i de tre mindre, selvstændige institutioner. FUV er ledet af en bestyrelse, hvori der sidder repræsentanter for Landsforeningen af Menighedsråd, Præsteforeningen, biskopperne og Kirkeministeriet.

Inden for uddannelsesdelen udbyder vi årligt tre semestres undervisning på pastoralseminarieuddannelsen, otte obligatoriske efteruddannelseskurser, samt 90-100 ugekurser for præster, provster, kirke- og kulturmedarbejdere på den almene efteruddannelse.

Hertil kom etableringen af et nyt område: et videns- og udviklingscenter. Etableringen af dette område er begrundet i et ønske om, at folkekirken kan udarbejde undersøgelser og analyser, som kan bruges til understøttelse og kvalificering af såvel beslutninger som udviklingstiltag. Vi laver både større forskningsprojekter og mindre undersøgelser, bistår med evaluering, sparring og udvikling.

Dette sker ofte i samarbejde med provstier og stifter, kommuner, universiteter og folkekirkelige organisationer. Sidst, men ikke mindst resulterede sammenlægningen i, at konfirmandcenteret kunne arbejde videre i FUV-regi. Konfirmandcenteret formidler og udvikler idéer til konfirmationsforberedelse og minikonfirmandundervisning samt afholder kurser og bistår præster og kirke- og kulturmedarbejdere med sparring og vejledning. Budgettet for FUV, ja, det er i 2021 på 38 millioner kroner.

Videre falder det Hans Raun Iversen for brystet, at vi har beskrevet den nye uddannelsesordning Ny Præst som en præsteuddannelse. Med den nye ordning sikrer vi en faglig og organisatorisk sammenhæng mellem pastoralseminarieuddannelsen, som man skal tage, før man kan søge præsteembede i folkekirken og den obligatoriske efteruddannelse for nye præster. Desuden har vi etableret en udvidet koordinering mellem pastoralseminarieuddannelsen og introduktion og opstart i det første embede.

Vi er fuldt bevidste om, at vi bygger videre på den teologiske embedseksamen fra universiteterne. Det er netop denne sammenhæng, som den ene af os i et tidligere indlæg i Kristeligt Dagblad har anført vigtigheden af. Det betyder omvendt, at teologien på universiteterne skal fastholde præsteembedet som en afgørende faglig horisont – ellers svigtes netop denne sammenhæng.

Hans Vium Mikkelsen er ph.d. og rektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, og Elof Westergaard er biskop i Ribe Stift og formand for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.