Rektor til studerende: Tænk ud over jeres egen faglighed

Du uddanner dig ikke for at passe ind, men for at være med til at udvikle, skriver rektor på RUC Hanne Leth Andersen i dette åbne brev til sine studerende

Jeg anbefaler dig at mærke efter, hvad du brænder for, med bevidsthed om, at der er mange uddannelser, der kan forløse dit potentiale og tænde dit engagement og skaffe dig en aktiv rolle i fremtidens samfund. Kast dig ud i det sammen med dine medstuderende, skriver rektor.
Jeg anbefaler dig at mærke efter, hvad du brænder for, med bevidsthed om, at der er mange uddannelser, der kan forløse dit potentiale og tænde dit engagement og skaffe dig en aktiv rolle i fremtidens samfund. Kast dig ud i det sammen med dine medstuderende, skriver rektor. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

Kære nye studerende. Tillykke med muligheden for at studere. De kommende år vil forandre og forme dig. For at du kan forme samfundet – og kloden. Samfundet har behov for dygtige borgere, idérige entreprenører, ansvarsfulde medarbejdere, en velfungerende offentlig sektor, dyb forståelse af naturfænomener.

Det vigtige fundament, du lægger ved at tage en uddannelse, kommer du til at bygge videre på hele livet, og du vil opdage, at det er systematikken i tænkningen og tilgangen til stoffet, der er redskabet – sammen med de vidensområder, du arbejder med og engagerer dig i.

Så vær ikke bange for at fordybe dig og indimellem at vove at gå ad nye stier. For vi ved ikke, hvad der bliver brug for af viden og færdigheder i fremtiden, men vi ved, at der er brug for mennesker, der kan tænke selv.

Mange steder i verden, især i England og USA, har mange arbejdsgivere mere fokus på uddannelsesniveauet end på den konkrete faglighed, når de ansætter en nyuddannet. Ved at invitere flere fagligheder indenfor, får man andre vinkler på verden – baseret på analyse, argumentation, viden og dygtighed.

Det ses på mange arbejdspladser, at den skæve faglighed – den, man ikke plejer at ansætte – skaber innovation og nye veje, for eksempel en tyskkandidat i en juridisk afdeling i EU, en filosof i en kommunikationsafdeling eller en journalist med særlig kompetence inden for naturgeografi.

Det kan udvikle verden i retninger, vi ikke havde set. Og der er stadig større behov for at kunne tænke ud over egen faglighed og at være i stand til at opbygge tværgående indsigt, fordi udviklingen i samfundet sker så hurtigt, og der er behov for at tænke i helheder.

Og det er en væsentlig målsætning med uddannelse. Vi, der sætter rammerne for din uddannelse, tager nok bestik af, hvad der skal bruges, men vi syr ikke efter mål, for kunden ændrer form hele tiden.

Du uddanner dig til et mindre statisk samfund og arbejdsmarked end nogensinde og ind i en tidsalder, der ser ud til at omfatte uoverskuelige forandringer for menneskeheden, inden for områder som kommunikation, migration, genetik og teknologi. Og du kan forvente at udvikle dig i et længere liv end nogensinde før i verdenshistorien.

Det er faglig dygtighed og personlige og sociale kompetencer, der er brug for, også kaldet det 21. århundredes kompetencer eller de fire k’er: kritisk, kommunikerende, kollaborerende og kreativ.

Uddannelserne skal tilbyde fleksibilitet, og du skal kunne skifte spor undervejs, så du, kære studerende, roligt kan fordybe dig i det, du brænder mest for, samtidig med at du altid skal være forberedt på at bruge det i nye kontekster.

Du kan studere i intervaller, arbejde og komme tilbage til studierne. Du kan skifte spor, bygge ovenpå, forbinde hånd og ånd, nørde og nytænke.

Jeg anbefaler dig at mærke efter, hvad du brænder for, med bevidsthed om, at der er mange uddannelser, der kan forløse dit potentiale og tænde dit engagement og skaffe dig en aktiv rolle i fremtidens samfund. Kast dig ud i det sammen med dine medstuderende.

Du uddanner dig ikke for at passe ind, men for at være med til at udvikle.

Hanne Leth Andersen er rektor på RUC og professor i universitetspædagogik.