Jeg har en far fra Tyrkiet og en dansk mor og er opvokset på Nørrebro. Religion fyldte intet i mit barndomshjem, hverken fra den kristne eller den muslimske del af familien. Men det ændrede sig, da jeg kom i skole, hvor der gik mange med muslimsk baggrund. Her begyndte mit møde med den religiøse intolerance. Jeg kan huske, der var en enorm social kontrol, hvor islam blev brugt som markør på, om man var god nok.
Når jeg fortalte, at min mor var dansk, og min far var fra Tyrkiet, fik jeg altid spørgsmålet fra eleverne med anden etnisk baggrund, om min far var muslim. De spurgte aldrig, om min mor var kristen, og de etnisk danske børn spurgte aldrig om noget vedrørende religion. I kantinen blev der holdt skarpt øje med, hvem der spiste svinekød, hvem der spiste halal, og om mødrene gik med tørklæde eller ej. Senere i de ældre klasser og i gymnasiet var der fokus på, hvem der drak til fester, og hvilke etniske piger der deltog. Altså enorm social kontrol opretholdt af eleverne, en sladrekultur uden lige, hvor det gjaldt om at være mest hellig og dele folk op i gode og dårlige muslimer.
Når jeg tænker tilbage, er det skræmmende, hvor lidt tolerance en del af de muslimske elever havde allerede fra en tidlig alder. Jeg kan huske, jeg talte meget med mine forældre om det, og at jeg ofte var dybt frustreret over, at islam skulle fylde så meget. De sagde altid til mig, at det hele nok skulle blive bedre med næste generation. Og beroligede mig med, at alle ville blive bedre integreret, og at islam ville blive en privat sag, som kristendommen er det hos danskerne.
Men det skete ikke, tværtimod. Som folkeskolelærer oplevede jeg de samme problemer. Religiøs intolerance rettet mod enhver med rødder i Mellemøsten, der ikke var religiøs, eller som måske ligefrem tilhørte nogle af de religiøse mindretal, der stadig findes i de områder. Problemet med religiøs mobning fra muslimer mod andre med rødder i muslimske lande er svært for etniske danskere at få øje på. For det første, fordi det aldrig rammer etnisk danske elever. For det andet, fordi det er forbundet med stor skam for dem, det går ud over, at tale om det. Og for det tredje, fordi mange velmenende lærere stadig tror på det multikulturelle samfund og helst vil have, at religiøs mobning altid kommer fra hvide danskere og er rettet mod muslimer.
På mange måder er det blevet værre end tidligere, fordi den yderste venstrefløj, de kulturradikale og den kreative klasse konstant giver efter for islamisterne og på den måde hele tiden presser alle dem fra muslimske lande, der er meget lidt religiøse, og gerne vil være en del af Danmark.
Når de i misforstået godhed går ind for bederum på uddannelsessteder, vil det forstærke mobningen og den sociale kontrol, fordi de mest religiøse muslimer vil holde øje med, hvem der kommer til bønnen, og hvem der ikke gør.
Når de omfavner kønsopdelt svømmeundervisning, vil de piger med muslimsk baggrund, der deltager i undervisning med drengene, blive presset over på pigeholdet.
Og når der udelukkende serveres halalkød på mange skoler og daginstitutioner, bekræftes man i, at det er den eneste rigtige måde at spise på. Betyder det, at de fleste muslimske elever mobber mindre muslimske elever? Nej, selvfølgelig ikke. Men problemet er desværre stort.
Og det er på tide, at vi stopper med at lukke øjnene for det. Det skylder vi sammenhængskraften i vores samfund, og det skylder vi de alt for mange børn, som mobningen går ud over, og som gerne vil være en del af Danmark.
Lars Aslan Rasmussen er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.