Kristendom erkender som den eneste verdensreligion sig selv som irrationel

Det er i den del af verden, hvor kristendommen har været dominerende, at den menneske lige rationalitet faktisk har udfoldet sig mest radikalt

Kristendommen har en særstilling, fordi den erkender sin egen irrationalitet, mener filosof Kai Sørlander. Hverken hinduismen, konfucianismen, buddhismen eller islam indeholder en sådan erkendelse. –
Kristendommen har en særstilling, fordi den erkender sin egen irrationalitet, mener filosof Kai Sørlander. Hverken hinduismen, konfucianismen, buddhismen eller islam indeholder en sådan erkendelse. – . Foto: Iris/ Ritzau Scanpix.

SOM MENNESKER kan vi undre os over verden og søge at forstå, hvad der er meningen med vor eksistens. På basis af fantasi og erfaring kan vi forsøge at opbygge en verdensanskuelse, som besvarer denne undren. I første omgang fører det til religioner. Men er vi først gået den vej, kan vi også gå et skridt videre og skærpe kravet om begrundelse og dermed nå frem til at opstille et skel mellem religion og filosofi.

På den ene side er religion en form for verdensanskuelse, som ikke hviler på en rationel grund, men på tro. På den anden side er filosofi en bestræbelse på at opstille en verdensanskuelse, som ikke involverer noget irrationelt ”tros-spring”, men som kun går så langt, som rationaliteten kan bære.

HAR VI FØRST OPSTILLET denne modsætning – med idealet om den rationelt begrundede filosofi på den ene side – så står vi over for det første egentlige filosofiske spørgsmål: Om en sådan filosofi overhovedet er mulig. Er det overhovedet muligt at finde et ultimativt rationelt grundlag, hvorpå den filosofiske bestræbelse kan bygge? Må enhver rationel bestræbelse ikke i sidste instans bygge på et irrationelt valg – og dermed en tro? I så fald var ingen ægte filosofi mulig, og alle verdensanskuelser måtte i princippet være en form for religioner.

Vi kan begynde med at fastlægge en negativ konklusion: Vi kan ikke rent principielt udelukke, at der kan findes et ultimativt grundlag for rationaliteten, for en sådan udelukkelse må være selvmodsigende. Hvis vi slår os til tåls med, at vi ikke kan finde det ultimative grundlag, er dette altså ikke udtryk for en logisk tvingende position, men kun for vor egen svigtende tankekraft.

Det, at vi ikke kan udelukke, at grundlaget findes, er ikke ensbetydende med, at vi allerede har fundet det. Det er naturligt, at vi begynder vor søgen med at se nærmere på, hvad tidligere filosoffer har tænkt. Kan vi for eksempel stille os tilfreds med, hvorledes tænkere som Spinoza, Locke eller Kant har forsøgt at løse det filosofiske grundlagsproblem? Hvis ikke, må vi gøre vort eget selvstændige – men universelt forpligtende – forsøg på at løse opgaven.

Det er, hvad jeg har gjort i mine filosofiske bøger. Det er en rent intellektuel opgave, som har sin egen løsning – ganske uafhængigt af, hvor mange der forstår denne løsning. Men selvom vi ikke forstår den positive filosofi, burde vi nu forstå, at vi må anerkende filosofien som en rationel bestræbelse, der skal bygge på et rationelt grundlag og gå rationelt frem. Og går vi så over til religionsbegrebet, kan vi også principielt se, at dette begreb må præciseres.

En religion er en form for verdensanskuelse, der ikke hviler på et rationelt grundlag, men på tro. Deri ligger implicit en mulighed for, at religioner kan være forskellige med hensyn til, om de selv erkender, at de hviler på tro – en tro, som går ud over rationaliteten. Det er ikke normalt, at religioner selv lægger eftertryk på denne distinktion.

Hinduismen indeholder et kaste system, men den siger ikke selv, at dette kastesystem skal accepteres på basis af en tro, som ikke kan begrundes rationelt.

Konfucianismen dyrker traditionen, men den siger ikke selv, at denne dyrkelse hviler på en tro, som går ud over rationaliteten.

Buddhismen søger efter en højere oplysning, men den siger ikke selv, at denne oplysning forlader rationalitetens vej.

Islam binder samfundet med sharia lov, men den siger ikke selv, at denne binding er irrationel.

Blandt de store religioner er der kun én, som anerkender sig selv som personlig og irrationel tro, og det er kristendommen. Jesus forkynder – ganske irrationelt – sig selv som vejen og sandheden. Og han siger, at ”når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte” (Matt. 6, 6). Paulus taler om retfærdighed ved tro på Jesus Kristus – en tro, som for jøder er en forargelse og for hedninge en dårskab. Denne tanke fører Luther videre, når han hævder, at mennesket frelses alene ved troen. I dette ligger allerede, at troen skal være tro og ikke kan underbygges rationelt. Det er en tanke, som Kierkegaard yderligere præciserer i sin redegørelse for troens paradoks: troens selverkendte ”spring” ud over rationaliteten.

I denne udvikling af trosbegrebet skærpes kristendommens egen erkendelse af sig selv som en tro, der går ”ud over rationaliteten”. Det er en udvikling, som ikke på tilsvarende vis kendes fra nogen anden religion. Mens de andre religioner hævder at stå med en sandhed, som også er rationel, så hævder kristendommen alene at stå med en sandhed, som nås igennem et rationelt paradoks. Kristendommen sætter rationaliteten fri, den behøver fri rationalitet for at kunne forstå sig selv som grundet i et rationelt paradoks.

KRISTENDOMMEN HAR rent logisk et helt andet forhold til rationaliteten end de andre religioner. Ser vi så på den faktiske verden, kan vi tilføje, at kristendommens logiske særstilling modsvares af en historisk særstilling. Det er i den del af verden, hvor kristendommen har været dominerende, at den menneske lige rationalitet faktisk har udfoldet sig mest radikalt.

Det er her, vi har oplevet den videnskabelige udvikling i alle dens aspekter. Ligesom det er her, vi har oplevet en række forsøg på at opbygge en rationel demokratisk samfundsorden. Og erkender vi først, at kristendommens logiske særstilling i forhold til rationaliteten modsvares af rationalitetens særlige udvikling, er det også naturligt at se en form for kausal sammenhæng. Som minimum må vi se kristendommen som en form for social katalysator for rationalitetens enestående udvikling i den vest lige kultur.

Dette er den faktiske forudsætning for, at vi har kunnet vokse op i en nogenlunde velfungerende demokratisk samfundsorden, som gav os lov til at tænke frit og til at udveksle vore tanker med hinanden. Og det er i denne situa- tion, at vi nu i fællesskab skal søge at opretholde betingelserne for vor rationelle demokratiske samfundsorden.

MEN HER FRYGTER JEG, at vi kommer til kort. Som demokrati mangler vi forståelse for de betingelser, som har gjort, at vi har kunnet udvikle en nogenlunde velfungerende demokratisk orden. Det gælder både principielt og historisk. Principielt mangler vi forståelse for filosofiens uomgængelige universalitet. I stedet slår vi os til tåls med forskellige former for inkonsistent relativisme. Og historisk mangler vi forståelse for kristendommens særstilling.

Fordi vi er fanget i disse dybe misforståelser, er vi i nød. Vi mangler den ra- tionalitet, som skal styre demokratiet helskindet gennem tidens udfordringer. Desværre ser det ud til, at vi som samfund ikke har den rationalitet, der skal til for at give tankefriheden videre. Vi svækker den kristne tro, men ved ikke, hvad der kommer i stedet.