LANGT DE FLESTE kirkebladsartikler forfattet af præster lever et stille liv uden at blive kritiseret af læserne. Det hører også til undtagelsen, at en præsts indlæg i det lokale kirkeblad udløser en reaktion fra stiftets biskop. Men det skete for Mads Jakob Jakobsen, sognepræst ved Sct. Marie Kirke i Sønderborg, i anledning af hans artikel ”Evolutionslærens etiske bivirkninger” i sognets seneste kirkeblad. Den 30. oktober 2018 sendte biskop Marianne Christiansen Mads Jakob Jakobsen en mail, hvori hun i utvetydige vendinger fældede en dom over præstens teologiske (u)formåenhed efterfulgt af en opfordring til selvstudier med faglig vejledning.
Under mine mange års forskning i retsteologiske og kirkeretlige emner har jeg læst adskillige breve fra biskopper til præster, men dette hører til sjældenhederne, hvad angår sprogtonen, som i sin hårdhed næppe befordrer den teologiske dialog og vejledning, som biskoppen lægger op til. Med sognepræstens tilladelse citeres biskoppens mail i sin helhed:
”Din artikel i det seneste nummer af Sct. Marie Sogns kirkeblad (…) er bragt til mit kendskab. Jeg vil i den forbindelse tilkendegive, at jeg finder, at du i artiklen sammenblander kategorierne tro og viden, hvorved du bringer naturvidenskabelig indsigt på den ene side og kristentro og etik på den anden side på en ulogisk kollisionskurs. I mine øjne miskrediterer du såvel naturvidenskaben og kristen tænkning. Jeg ser med beklagelse, at du på denne måde i offentligheden sår tvivl om din teologiske dømmekraft. Du bevidner naturligvis folkekirkens teologiske rummelighed, men desværre på en måde, der kan slå skår i tilliden til den teologiske redelighed, der bør præge folkekirkens præster. Jeg vil hermed opfordre dig til at studere feltet mellem naturvidenskab og teologi nærmere. Jeg har i den forbindelse kontaktet professor Niels Henrik Gregersen og vender tilbage med forslag til litteratur og nærmere vejledning.”
BISKOPPENS REAKTION på artiklen har fremkaldt forskellige meningstilkendegivelser i Kristeligt Dagblad. Jeg er selv blevet citeret for en udtalelse i en artikel i avisen den 1. november. Sagen synes nu afsluttet, idet præsten har erklæret, at han ikke agter at efterkomme den biskoppelige opfordring. Dette ærgrer biskoppen, som imidlertid har besluttet, at hun ikke vil gøre mere ud af sagen, jævnfør Kristeligt Dagblad den 2. november. Alligevel giver sagen anledning til nogle retsteologiske betragtninger.
Som indehaver af et gejstligt tilsyns-embede er biskoppen præstens foresatte; når en biskop reagerer på en konkret kirkebladsartikel forfattet af en bestemt præst, gør hun det i sin egenskab af biskop – ikke som præstekollega eller privatperson.
Marianne Christiansen har da også i mailen med kopi til den lokale provst og stiftskontorchefen underskrevet sig som biskop over Haderslev Stift. Det står således hævet over enhver tvivl, at biskoppen med sin tjenstlige skrivelse har indledt en tjenstlig sag mod præsten.
Præsten er konfronteret med en præstesag, hvis udvikling han i den indledende fase ikke kan vide noget om. Han skal dog være tonedøv for ikke at opfange, at biskoppen fremsætter en tjenstlig opfordring, som det forventes, at han efterkommer, da han har behov for teologisk vejledning (ordet retledning er vist mere dækkende).
MED HENSYN TIL PRÆSTESAGER, opererer man med to hovedtyper: læresag, som vedrører præstens forkyndelsesfrihed, og disciplinærsag, som angår tjenstlige forseelser. I dette tilfælde kan en disciplinærsag ikke komme på tale, da præsten ikke har begået nogen tjenesteforseelse. Så er der læresagen. Indeholder præstens artikel teologiske udsagn, som strider imod folkekirkens bekendelsesgrundlag?
Det er dette spørgsmål, biskop Marianne Christiansen har skullet stille sig selv, da hun læste præstens artikel. At hun har konkluderet, at præstens synspunkter ikke er uforenelige med kirkens lære, viser en bestemt passus i hendes skrivelse: ”Du bevidner naturligvis folkekirkens teologiske rummelighed.” Omvendt afslører eftersætningen, at hun anfægter præstens brug af hans forkyndelsesfrihed. Derfor må denne præstesag betragtes og håndteres som en eventuel læresag.
Biskoppen har enekompetence til at rejse en læresag. Det skal i så fald foregå efter en formaliseret procedure, der yder præsten beskyttelse mod at blive udsat for vilkårlighed fra biskoppens side. Det drejer sig om et såkaldt undersøgelsesudvalg bestående af den tilsynsførende biskop, to yderligere biskopper og to særligt teologisk kyndige folkekirkepræster.
Til undersøgelsesudvalget, der nedsættes ad hoc af den tilsynsførende biskop, kan eventuelt tilknyttes eksterne fagteologer og inddrages lægpersoner. Beslutter biskoppen at rejse læresag, lægges udvalgets redegørelse til grund for biskoppens indstilling og forslag til klageskrift.
Det ligger i kortene, at der ikke rejses en læresag, medmindre den vedrører et absolut centralt punkt i kirkens lære. Hvis biskoppen ikke mener, at der er grundlag for indskriden, kan hun etablere fora til fortsat dialog og eventuel vejledning af præsten.
I praksis benyttes loven om gejstlige læresager ikke, primært fordi det tager alt for lang tid at få en læresag hele vejen igennem systemet. Set fra præstens synsvinkel er dette ikke en udelt positiv udvikling, fordi loven med den formaliserede procedure varetager præstens retssikkerhed.
ENHVER FOLKEKIRKEPRÆST skal kunne stå på mål for sine teologiske holdninger og skal respektere biskoppens gejstlige tilsynsmyndighed, når vedkommende biskop ønsker at underkaste præstens forkyndelse fra prædikestol og i kirkeblad en nærmere undersøgelse. Dette kan foregå ved at indkalde præsten til en tjenstlig samtale, føre en skriftlig meningsudveksling med præsten eller tilrettelægge et vejledningsforløb for præsten med sagkyndig bistand, så biskoppen ikke står alene med undersøgelsen.
Af biskoppen må det kræves, at hun toner rent flag og meddeler præsten, hvilke ansættelsesretlige konsekvenser en læresag – som han muligvis er på vej ind i – kan få for ham. Hvis præsten befinder sig langt fra en læresag, fordi hans teologiske udsagn ikke vedrører et centralt punkt i kirkelæren, ligger det snublende nært at anse en biskops tjenstlige opfordring til vejledning (retledning) af præsten som misbrug af tilsynsmyndigheden, da behovet for vejledningen ikke er tilstrækkeligt teologisk begrundet, men beror på en teologisk uenighed, der ikke går dybere, end at uenigheden kan rummes i folkekirken.
EN BISKOP HAR meget vide rammer for udøvelsen af sin tilsynsmyndighed, men hun overskrider en retsteologisk grænse, hvis den tjenstlige opfordring om efteruddannelse dækker over et forsøg på at indskrænke forkyndelsesfriheden for den præst, hun er teologisk uenig med. I en sådan situation er præsten udsat for en vilkårlighed fra biskoppens side; en vilkårlighed, som præsten skal beskyttes imod, også i en sag som denne.
Biskop Marianne Christiansens skrivelse til sognepræst Mads Jakob Jakobsen bærer præg af uskøn sagshåndtering, der tenderer magtmisbrug. Hun skabte en præstesag (læresag) ud af en teologisk uenighed med præsten, hvis synspunkter efter hendes eget udsagn ikke sprænger folkekirkens teologiske rummelighed.
Retsteologisk vurderet var det derfor klogt, at Marianne Christiansen opgav sagen. Tilbage står dog, at den ikke burde være indledt.
Kristine Garde er retsteolog, ph.d., Hillerød.