Af Kristeligt Dagblads dækning af sagen om fem kvinders klager over sognepræst Flemming Pless for at have udvist seksuelt krænkende adfærd og i flere tilfælde også brud på sin gejstlige tavshedspligt, får man det indtryk, at Flemming Pless næppe har begået noget strafbart i relation til straffeloven, det vil sige i retlig forstand foretaget en seksuel krænkelse eller et overgreb.
Flemming Pless er blevet sendt på orlov – en slags suspension – på ubestemt tid, hvilket tyder på, at biskop i Københavns stift Peter Skov-Jakobsen ser på sagen med alvor. Jeg tør ikke spå om sagens endelige udfald, men det vil undre mig meget, hvis den ikke udløser en sanktion. Det gør jeg ikke mindst i lyset af en usædvanlig sag om en ordinand, som i april måned 2021 få dage før sin planlagte ordination fik aflyst præstevielsen af ordinator, biskop i Helsingør stift Peter Birch, selvom han havde bestået bispeeksamen og underskrevet præsteløftet.
Biskoppen ville ikke foretage ordination og give ham kollats.
Hvad havde ordinanden gjort galt? Som frivillig medarbejder havde han forbrudt sig mod arbejdspladsens interne retningslinjer ved at udlevere sit telefonnummer til en kvinde, som havde søgt rådgivning, og indlede et forhold til hende.
På ordinationstidspunktet havde de været kærester i tre måneder, og da hun var blevet præsenteret for hans familie, anså han ikke kæresteforholdet for at udgøre en ordinationshindring.
Han erkendte dog med beklagelse sit regelbrud og forsikrede biskoppen om, at han ville være yderst varsom i sin handlemåde over for sårbare og svage mennesker.
Af biskoppens telefonnotater, som ordinanden først fik indblik i ved en senere begæring om aktindsigt, fremgik til ordinandens undren, at kæresten følte sig truet og misbrugt af ham.
En kommende, unavngiven kollega havde desuden underrettet biskoppen om to påstande, som kæresten havde fremsat, nemlig at ordinanden benyttede det frivillige arbejde til at få seksuel kontakt med adskillige kvinder, og at hans adfærd havde givet anledning til en politisag.
En anmodning om et udredningsmøde med biskoppen, som jeg indsendte på vegne af ordinanden, blev afvist med den begrundelse, at biskoppen havde truffet sin afgørelse på ”grundlag af en grundig vurdering af de foreliggende oplysninger i den konkrete sag, og efter en partshøring.”
Partshøringen omfattede imidlertid ikke de af ordinanden ukendte oplysninger på høringstidspunktet, herunder kærestens to belastende påstande, som biskoppen antagelig har tillagt betydning uden at ville kende ordinandens reaktion, læs: dementi.
Den forsmåede ordinand befinder sig nu i den situation, at han ikke skal gøre sig forhåbninger om at blive præst i folkekirken, medmindre en nabobiskop vil foretage ordination og give kollats, så han ikke vedbliver at være offer for en tvivlsom og problematisk håndteret dekorumsag.
Forskellen mellem denne lille forseelse, hvor straffen fulgte omgående, og Flemming Pless’ angiveligt massive dekorumbrud kunne næppe være større.
Kristine Garde er retsteolog, ph.d.