RETTEN TIL LIV fyldte 25 år i går, den 1. oktober. Er der noget at fejre? Svaret er et entydigt ”ja”. Min påstand er, at hundredvis, måske tusindvis af ufødte børn gennem de seneste 25 år har reddet livet på grund af Retten til Livs arbejde. Samtidig blev endnu flere forældre reddet fra at gøre det ultimativt forfærdeligste af alt: at tage livet af deres eget ufødte barn.
En gruppe initiativtagere, bredt fordelt i det kirkelige landskab af folke- og frikirker, havde – og har – den opfattelse, at ethvert menneske har ret til livet fra undfangelse til naturlig død. Ethvert menneske er skabt af Gud i Guds eget billede og er som følge heraf uerstatteligt og evigt. Ethvert forsøg på at fratage et menneske den ret anser vi for, udtrykt med digterpræsten Kaj Munks ord, ”forbrydelse og svineri”. Vort menneskesyn er forankret i det kristne menneskesyn.
Som de første oprettede Retten til Liv for 25 år siden en telefonrådgivning, Abortlinien, hvor dygtige rådgivere under de flere tusinde telefonopkald i løbet af de seneste 25 år har forsøgt at række en hjælpende hånd til kommende forældre i tvivl eller hjælp til forældre, som har gjort det uigenkaldeligt smerteligste af alt: taget livet af deres eget barn, ikke-handicappet såvel som handicappet.
Kvindens ret til at bestemme over egen krop blev den bulldozer, som overtrumfede alle øvrige hensyn. Men hvad med det ufødte barn? Hvad med faderen, med bedsteforældrene, med søskende?
FOR 25 ÅR SIDEN MÅTTE VI ERKENDE, at bibelske og logiske argumenter blev likvideret af ønsket om, at uansvarlig og tilfældig sex går forud for menneskets ret til livet fra undfangelsens øjeblik.
Fremkomsten af scanning betød naturligt nok, at det blev ikke blot svært, men umuligt for lægerne at fastholde bedraget om ”celleklumpen”. Nu kunne man se et lille menneskebarn fægte med arme og ben på skærmen. En celleklump? Jo, naturligvis en masse celler, men enhver kan se et lille ufødt menneskebarn, som befinder sig trygt i den livmoder, som indtil abortteknikkens fremkomst var det sikreste opholdssted af alle. Nu droppede aborttilhængere denne retorik, og i stedet argumenteredes der for, at når man med åbne øjne dræbte sit ufødte barn, var det af kærlighed til dette.
For 25 år siden erkendte vi, at hele abortspørgsmålet dybest set er et åndeligt spørgsmål. Det handler om et lands folkesjæl. Sagt med andre ord: Når man kan bruge kærlighed som argument for at dræbe sit ufødte barn, handicappet såvel som ikke-handicappet, så er vi
efter min opfattelse over i det dæmoniske. Der hersker i alle lande med fri abort en folkelig psykose, som bedrager og manipulerer mødre og fædre til at gøre det uigenkaldeligt forfærdelige. Følgerne samfundsmæssigt er uigennemskuelige og forfærdende. Samfundet har gennem tilladelse af fri abort taget mange skridt ind i umenneskeliggørelse og kynisme, hvis følger er åbenlyse og logiske. Men kvinderne betaler den højeste pris sammenfattet i det, der på fagsprog hedder postabortsyndrom.
TRE EKSEMPLER fra mit mangeårige engagement i Retten til Liv illustrerer mere end tydeligt, hvorfor vi fortsat har brug for Retten til Liv.
Første eksempel er min egen mor. Jeg var selv dybt inde i mit arbejde i Retten til Liv, før min mor afslørede, at hun selv havde valgt en provokeret abort et par år efter min fødsel i 1950. Dybt chokeret lyttede jeg til hendes beretning om, hvordan hun af overlægen på Viborg Sygehus var blevet bedraget ved lægens manipulering med betegnelsen af det, de ville fjerne, og da sandheden gik op for hende, at det ikke bare var en celleklump, led hun under denne erkendelse resten af livet. Jeg spurgte dengang min mor, om vi i Retten til Liv var for kompromisløse. Hendes svar kom prompte: Nej, I har jo ret! Jeg har den dag i dag i mig et underligt hul, en udefinerlig længsel i min sjæl: Tænk sig, jeg kunne have haft en lillesøster eller lillebror.
Andet eksempel handler om en ung jurastuderende på Aarhus Universitet. Jeg var for år tilbage som formand for Retten til Liv inviteret til at deltage i en paneldiskussion i den store aula. Emnet var ”retten til liv”. Især en af disse jurastuderende gjorde sig bemærket gennem voldsomme indlæg mod mig.
Hovedargumentet for denne unge kvindelige jurastuderende var kvindens ret til at bestemme over egen krop. Næsten hadefuldt angreb hun mig gentagne gange, og mine argumenter om barnets ret til livet fejede hun af bordet, idet hun henviste til, at et foster på x antal uger ikke var et menneske. Cirka fem måneder senere ringede telefonen, og en kvinde i den anden ende af røret fortalte, at det var hende, som i Aarhus Universitets aula havde angrebet mig så hårdt. Hun fortalte, hvad hun på det tidspunkt i aulaen ikke vidste, nemlig at hun var gravid. Hun fortalte efterfølgende, at denne graviditet naturligvis kom særdeles ubelejligt. Hendes kæreste, barnets far, pressede på for provokeret abort, og tilsvarende gjorde forældre og svigerforældre. Men, fortalte hun: ”Da måtte jeg erkende, at du jo havde ret! Jeg havde da ikke ret til at slå mit ufødte barn ihjel.” Kæresten forsvandt, men på trods af det massive pres valgte hun at beholde sit barn.
Det tredje eksempel stammer fra en friluftsgudstjeneste for år tilbage, som jeg forrettede. Efter gudstjenesten kom en fra vores menighed hen til mig og fortalte, at hun havde en veninde, som gerne ville møde mig. Denne veninde kom med et få måneder gammelt barn på armen hen til mig og sagde: ”Her er han!”. Da jeg så helt forvirret ud, fortsatte hun med at fortælle, at det var hende, som for mere end et halvt år siden havde ringet til mig, mens hun var på vej til Vejle
Sygehus for at få en provokeret abort. Hendes ægteskabelige situation var mildt sagt rodet. Hun havde i forvejen tre børn, som ikke havde samme far. Barnets far var smuttet, og økonomien hang i laser. Da lægerne ydermere havde bedyret hende, at barnet med stor sandsynlighed ville blive født med Downs syndrom, ja, så havde hun altså besluttet sig for en provokeret abort. På vej til Vejle Sygehus havde hun fået den idé at ringe til mig, fordi hun et eller andet sted havde hørt eller læst, at jeg ikke blot var formand for Retten til Liv, men selv havde et barn med Downs syndrom. Samtalen betød, fortalte hun, at hun aldrig nåede frem til Vejle Sygehus, og nogle måneder senere fødte hun en dreng, i øvrigt uden Downs syndrom. Hun var kommet til vores friluftsgudstjeneste, fordi hun syntes, at jeg lige skulle se ham.
Sammen med hende er der hundredvis, måske tusindvis af børn, som år efter år sammen med deres forældre har kunnet fejre deres fødselsdag grundet Retten til Livs arbejde.
Der er stadig brug for Retten til Livs arbejde i den åndskamp, som vi står i hver dag. Alene Han, som er vejen, sandheden og livet, kan bringe ny sundhed ind i det danske folk og redde os ud af en forfærdelig folkelig psykose, så ingen mor og far gør det uigenkaldeligt forfærdelige – og så vores lovgivning på sigt ændres til at fastholde ethvert menneskes ret til livet fra undfangelse til naturlig død.
Orla Villekjær er sognepræst og initiativtager til foreningen Retten til Liv.