EN AF MINE BEKENDTE er for nylig hjemvendt fra USA, og han fortalte lettere forfærdet om, hvordan han var blevet tvunget til at bede bordbøn. Da han ved, at jeg ikke bekender mig til nogen religion, blev han lidt overrasket over min reaktion: Jeg gav ham ikke ret i, at det da var en sær procedure, men at jeg i stedet mener, at vi burde genindføre dette ritual herhjemme.
Mange har ikke erkendt, hvor vigtig en rolle ritualer og ceremonier kan spille for vores liv – religiøse eller ej. De er med til at skabe en følelse af fællesskab og samhørighed, og tager over, der hvor fornuft ikke er nok. Vi ved nemlig godt med vores fornuft, at vi ikke behøver at takke nogen gud eller andre for, at vi får mad i dag. Vi får mad, fordi vi bor i et rigt samfund, fordi vi arbejder hårdt, og fordi ”sådan er det bare”.
Men en bordbøn kan være med til at markere, at vi faktisk sætter pris på, at vi er så heldige. Gennem bordbønnen tager man et minuts pause i den travle hverdag, hvor man trækker vejret, er sammen og måske får ro til lidt eftertænksomhed.
SOM BEGRAVELSESLEDER i Humanistisk Samfund oplever jeg en gang imellem, at religiøse ser det som en provokation mod kirken, at vi tilbyder ikke-religiøse ceremonier. Det ligger mig rigtig meget på sinde at forklare, at det på ingen måde skal ses som en kamp. Det skal netop ses som et alternativ.
Alle os, der ikke er troende, har i lige så høj grad brug for at markere små som store overgange i livet. Og for at denne markering skal give mening, skal den afspejle vores livssyn, hvilket derfor bliver nødt til at være uden gud, da det ellers vil virke uoprigtigt. De fleste kristne vil nok også frabede sig at blive viet af en imam eller konfirmeret af en rabbiner.
En ceremoni kan have en enorm betydning – især når det drejer sig om dødsfald. Begravelsesceremonien skal markere, at der er et ”før” og et ”efter” – som måske er nemt nok at forstå med vores fornuft – ”for oldemor Kirsten var jo gammel og skulle dø”. Men vores følelser forstår det ikke altid helt.
Ved en ceremoni er det afgørende, at man gør noget i fællesskab. Lægger blomster på kisten. Synger en sang. Tænder et lys. Holder et minuts stilhed. At vi sammen markerer, at nu bliver livet anderledes. Selvom det bestemt ikke fjerner sorgen, er denne ceremoni vigtig for, at vi kan komme videre med den nye erkendelse. Om vi så har brug for, at ceremonien markerer en overgang til Guds rige eller handler om at højtideligholde afslutningen på et unikt liv, afhænger fuldt ud af ens livssyn. Det vigtige er, at man har mulighed for at vælge det, der er rigtigt for én selv.
JEG VIL EGENTLIG GERNE PÅDUTTE min familie et bordritual før aftensmåltidet, hvor vi lige kigger hinanden i øjnene og måske lader os fylde med taknemmelighed over det, vi har sammen. En lille pause til eftertænksomhed, hvor vi husker på, at livet ikke kun drejer sig om, at vi skal være samfundsnyttige væsner, der skaffer overskud på betalingsbalancen og udfører vores pligter.
Da ritualer desværre ikke længere er en naturlig del af vores liv, vil mine teenagebørn nok ikke frivilligt indvillige i noget så mærkeligt, men måske er det alligevel værd at kæmpe for
Karin Liltorp er begravelsesleder i Humanistisk Samfund og selvstændig konsulent.