TILBAGE I begyndelsen af 1980’erne, en kold vinteraften til en hverdagsgudstjeneste, havde jeg en dåb, som for mig blev noget ganske særligt. Det var nu ikke, fordi der skete noget sindsoprivende under dåben. Snarere tværtimod. Dåbsbarnet teede sig eksemplarisk, sov gennem det meste af seancen, og forældrene, som jeg kendte ganske godt, gjorde som aftalt.
Nej, det særlige fandt sted efter dåben, hvor en af fadderne gav mig en ”opsang”, som jeg sent glemmer. Han var nordmand, professionel skuespiller, og på syngende og frostklingrende norsk bemærkede han spydigt, da vi tog afsked i våbenhuset, at det nok var den mest elendige fremtræden af en præst, han længe havde været vidne til.
Han brugte ikke begrebet ”performance”, men det var det, han hentydede til, og som for ham i den grad var en blodfattig forestilling, da det meste af ritualet blev læst op uden synlig henvendelse til forældre og faddere og uden en personlig kontakt til den kreds af mennesker, som var samlet omkring døbefonten, og som han havde rejst langt for at være sammen med omkring den lille nevøs dåb.
Den gæve onkel kunne så slutte sin svada af med, at hvis han havde ageret på samme måde til sin optagelsesprøve på teateret i Oslo, ville han være dumpet og aldrig blevet skuespiller.
NU KUNNE JEG SÅ VÆLGE at være ligeglad, al den stund han ikke hørte til i min menighed, og at forældrene i modsætning til ham havde udtrykt stor tak for dåben, for prædikenen og for et par gode møder og samtaler forinden.
Og så alligevel, en sådan ”opsang” svider. Især når man er ny og uerfaren i og med embedet. Jeg besluttede derfor samme aften at lære dåbsritualet udenad med alle dets led og så ved næste dåb i kirken sørge for at være meget mere personligt til stede. Det lykkedes nu ikke helt. Ja, det tog endda nogen tid, før jeg under en dåb turde lukke bogen og henvende mig direkte og med øjenkontakt til den, der nu bar dåbsbarnet. Ligesom det også tog sin tid, før talen til forældrene og fadderne blev holdt i en personlig og direkte stil.
Men jeg nåede som andre, der har været igennem det samme, frem til, at det er arbejdet værd, for man vil erfare, at som det bliver mere vedkommende for den familie, der er samlet, bliver det også mere vedkommende for en selv. Fra at være et ritual, der bliver læst op, ja, nærmest liret af uden egentlig adresse, bliver det et ritual, hvis ord giver dyb mening, når de bliver udtrykt personligt og med den vægt, der kan ligge i ord, når budbringeren er fuldt ud til stede.
Jeg går ud fra, at de fleste af læserne, der har interesse i debatten om dåbsritualet og dets ordlyd, har fulgt med i tv-serien ”Herrens veje”. Her blev vi vidner til præsten Johannes Krogh, der – alle sine menneskelige fejl og mangler ufortalt – var fuldt ud til stede, når han forrettede en gudstjeneste eller kirkelig handling. Johannes Krogh gik i sine forberedelser, når han var alene, ud fra bogen, og i sine refleksioner over det hændte vendte han atter tilbage til bogen. Men under mødet med menigheden lagde han bogen fra sig. Når han ikke skulle læse en evangelietekst, var han nærværende og fuldt ud til stede. Jamen det var jo skuespil, vil nogle hævde. Jovist, men det var i lige så høj grad en fremragende fremstilling af en liturgi og den styrke, der ligger i, at liturgen også vil og så at sige kan spille spillet.
EN LITURGI ER blandt andet kendetegnet ved, at ordlyden er forskellig fra det hverdagsagtige talesprog, hvilket hæver den liturgiske handling, som en dåb og nadver er, op over det almindelige, så det netop for den, der deltager i den gudstjenstlige handling, bliver noget ganske særligt. Men handlingen er og bliver kun noget særligt vedkommende, hvis den, der i sin performance – i den dramatiske udøvelse af liturgien – lægger vægt på den rent fysiske fremførelse og derfor har øvet sig godt og grundigt hjemmefra.
Men her er det, at mange præster i dag sjusker med forberedelsen. Man anser det åbenbart ikke for særlig vigtigt. Men fra menighedens synsvinkel, set nedefra og op mod alter og døbefont, virker det som sjusk og ligegyldighed over for ritualet og den til ritualet tilhørende liturgi, at liturgen/præsten har øjnene mere fæstnet i bogens tekst for at være sikker på at huske det hele frem for at have kontakt med den menighed, man henvender sig til i den liturgiske handling.
Det handler ikke om, at alle forstår hvert eneste ord, der bliver sagt, da det er i gentagelsen, at forståelsen fødes, men om, at præsten som liturg sikrer, at alle er inddraget i denne særlige handling. Det bliver man kun, når den, der udfører handlingen, er fuldt ud til stede i respekt for den dåb og nadver, man er fælles om, og sammen med menigheden udfører og med respekt for det særlige sted og hus, hvori liturgien gennem århundreder har fundet sine udtryk.
Ole Juul er tidligere sognepræst, skribent og foredragsholder.