Røde Kors' asylchef i Københavns Domkirke: Barnets tarv må komme først, også når familien skal forlade landet

Det kræver en god portion menneskeligt overskud at rejse hjem til en uforudsigelig fremtid. Lad os i fællesskab gøre en indsats for, at også afviste familier får det overskud, sagde Røde Kors' asylchef i dag i Københavns Domkirke, der lagde hus til et arrangement om asylbørn på udrejsecenter Sjælsmark

 Vi har et ansvar for, at de vilkår vi tilbyder, ikke ødelægger børnene og deres forudsætninger for at komme videre i livet. Dette gælder, uanset hvad der sker i familiens asylsag, og uanset hvad man mener om forældrenes beslutninger, sagde Røde Kors asylchef i dag under et arrangement om asylbørn på center Sjælsmark, som blev afholdt i Vor Frue Kirke i København.
Vi har et ansvar for, at de vilkår vi tilbyder, ikke ødelægger børnene og deres forudsætninger for at komme videre i livet. Dette gælder, uanset hvad der sker i familiens asylsag, og uanset hvad man mener om forældrenes beslutninger, sagde Røde Kors asylchef i dag under et arrangement om asylbørn på center Sjælsmark, som blev afholdt i Vor Frue Kirke i København. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Tusind tak for invitationen til at komme her i dag. Tak også til alle jer, fordi I er kommet. Og fordi I - ligesom os i Røde Kors – er optagede af, hvordan børnene i udrejsecenteret Sjælsmark har det.

Det er nogle triste beretninger, vi lige har hørt. Jeg vil gerne begynde med et andet slags citat. Det kommer fra en nu 30 årig ung kvinde, som selv har oplevet at være barn i vores asylsystem. I et interview til Politiken denne sommer sagde hun:

»Jeg husker tiden i asylcenteret som en af de lykkeligste i mit liv. Jeg kom fra alt det kaos, der havde været i mit liv, og jeg havde set ting, børn ikke skal se. Og landede så et sted, hvor der var fred, og hvor vi kunne være børn igen«, siger hun.

»Der var fællesaktiviter for børnene, hvor vi så en film eller sådan noget. Så det var faktisk ret hyggeligt. Og for mig var det også bare sådan: Fuck det, nu skal jeg spille fodbold !«.

Nu har nogen måske gættet, hvem den unge kvinde er. Det er stjerneangriberen på det danske kvindelandshold i fodbold, Nadia Nadim.

Alle, der har med asylansøgere at gøre, kan være stolte af det citat. Det vidner nemlig om, at selv om livet på et asylcenter kan være svært, at selvom fremtiden er usikker, og selvom børnenes forældre er kede af det og bange, så KAN det lade sig gøre at skærme børnene og gøre dem trygge. Ved at være der for dem og give dem lov til at være børn. Ved at have en hverdag med indhold, kammerater, leg og læring. Ved at bakke op om familierne og hjælpe forældrene med at bibeholde deres evne til at være forældre.

Mange børn kommer – ligesom Nadia Nadim – med barske oplevelser i bagagen og har set ting, som børn ikke skal se.

Uanset familiernes situation – skal man tage hensyn til børn, der er i et skoleforløb, hvor de har venner, så man ikke bare river dem ud af en dagligdag og sætter dem ind i en ny. I Røde Kors mener vi stadig, at opholdstiden på et udrejsecenter skal være så kort som mulig. Der er ingen grund til at flytte beboerne, med mindre de står til at skulle udrejse inden for ganske kort tid. Det var vi meget optaget af, da loven omkring udrejsecentrene blev vedtaget, og det er vi stadig meget optaget af. Blandt andet fordi forskning viser, at ophold på asylcentre i mere end ét år øger risikoen for varige skader på børn.

Nu til den aktuelle situation på Udrejsecenter Sjælsmark.

I den oprindelige politiske aftale om centeret var det meningen, at der skulle tages hensyn til børnene, sådan at afviste familier med børn først skulle flytte til centeret, når der var kort tid til udrejse. Det blev ændret med et bredt politisk flertal i 2015. Nu er det sådan, at børnefamilier skal flytte til et udrejsecenter, så snart de har fået afslag. Også selvom opholdstiden på udrejsecenteret kan blive lang. Og det er den allerede blevet for mange af familierne på Center Sjælsmark.

Lige nu bor der 118 børn på centeret. 76 af dem har boet der i mere end seks måneder. 35 af dem i mere end ét år. Og ja. Nu er der faktisk børn på centeret, som vores personale i børnehaven har fejret mere end én fødselsdag for.

Desværre holder vores viden om konsekvenserne af lange ophold på centrene stik. Der ER grund til bekymring, og det ER svært at være vidne til, hvordan de skærpede vilkår på udrejsecentret påvirker familiernes - og dermed også børnenes - trivsel.

Det er Kriminalforsorgen, der driver udrejsecenteret, og dem har Røde Kors et godt samarbejde med. Opgaverne vedrørende børnehave, klub og skolegang varetager Røde Kors efter aftale med Udlændingestyrelsen. I Røde Kors arbejder vi for mennesker i udsatte situationer, og derfor er vi der også for asylansøgerne, når de har fået afslag på deres ansøgning og skal rejse hjem. På Center Sjælsmark har vi dedikerede medarbejdere med hjertet på rette sted. Med hver deres faglighed gør de alt, hvad de kan, for at hjælpe og støtte beboerne indenfor de rammer, der nu engang er.

Vores pædagoger, vores psykologer og det sundhedsfaglige og socialfaglige personale er konstant opmærksomme på børnenes trivsel. Deres viden vil jeg gerne dele med jer.

Jeg vil give jer et par konkrete eksempler. Men før jeg gøre det, vil jeg lige understrege, at det ikke er hos alle børnene, vi ser tegn på mistrivsel. Men det gennemgående mønster er, at jo længere tid, børnene har boet på centeret, jo flere og større bekymringer er der.

Første eksempel er fra pædagogerne i klubben, hvor børnene kan gå hen efter skoletid. Nogle drenge på ni-ti år er gået i gang med at spille skak. Der opstår en diskussion om reglerne, og en af drengene begynder uden videre at slå ud efter en af de andre. Det er ved at udvikle sig til en slåskamp, som en af pædagogerne får standset.

Da drengen flyttede til centeret for et halvt år siden var han en velfungerende, glad dreng, der passede sine pligter, mødte til tiden i skolen og gik til fodbold. Nu er han blevet det, som pædagogerne kalder udadreagerende. Han har kort lunte, og de andre har ikke lyst til at lege med ham. Det sidste, jeg hørte om drengen er, at han nu er blevet indadvendt og meget passiv.

En pige i vores miniklub for de 6-12 årige var en velfungerende pige, der havde nemt ved at lege og finde legekammerater, da hun boede på et af vores opholdscentre. I dag – efter halvandet år på Center Sjælsmark – er hun stort set holdt op med at lege og være nysgerrig. Når hun henvender sig til personalet, så er det ofte, fordi hun har ondt et eller andet sted. Hun hører til dem, der er blevet bekymrende stille og på forskellige måder giver udtryk for, at hun har brug for langt mere omsorg og opmærksomhed end tidligere.

De to eksempler med pigen og drengen er ikke enkeltstående eksempler. Der er desværre flere børn, der er begyndt at vise tydelige tegn på dårlig trivsel. Tidligere velfungerende børn bliver enten udadreagerende eller lukker sig ind i sig selv.

Vores sygeplejersker og sundhedsplejersker i Røde Kors sundhedsklinik på centeret fortæller om et stigende behov for at komme i behandling hos vores psykologer. I løbet af 2018 er 19 børn blevet henvist til at tale med Røde Kors psykologer.

Vores psykologer kan se, at mange af børnene er præget af, at de allerede inden de kommer til Sjælsmark har oplevet mange flytninger mellem centre, ofte med kort varsel. Det har betydet, at børnene ofte har måttet sige farvel til kammerater og pædagogisk personale. En del har nu mistet lysten eller evnen at knytte nye bånd, fordi de måske snart skal sige farvel til igen.

Børnene – især de lidt ældre børn - bliver også påvirket af at være vidner til andre familiers sammenbrud, at være vidner de voksnes håbløshed, magtesløshed og desperation. Selvom de måske ikke helt forstår, hvad det handler om, bliver også helt små børn påvirket af stemningen hos de mennesker, der er omkring dem. Som når de oplever, at deres forældre ikke længere har indflydelse på helt basale ting i familiernes liv, for eksempel at kunne arbejde eller at lave mad til deres børn.

Psykologerne og det pædagogiske personale ser også eksempler på, at nogle af forældrene langsomt mister evnen til at være forældre, hvilket jo har helt afgørende betydning for børnenes trivsel.

Røde Kors har en anden vigtig faggruppe på udrejsecentrene, nemlig det socialfaglige personale, der arbejder med et stigende antal underretninger til Hørsholm kommune om bekymringer for børnene. I 2018 har vi indtil den 3. december sendt 51 underretninger. De handler især om dårlig trivsel, skrøbelige familierelationer, vold og i enkelte tilfælde akutte indlæggelser. Vores erfaring er, at Hørsholm kommune tager underretningerne meget alvorligt, men at det kan være svært for behandlerne for alvor at handle i de ofte komplicerede sager. Grundlæggende kan de jo ikke ændre på de vilkår, der er med til at presse familierne: Nemlig manglende mulighed for privat- og familieliv, manglende normalitet i hverdagen og meget lange opholdstider.

Og hvad er det så Røde Kors forsøger at gøre på Center Sjælsmark?

Vi gør alt, hvad vi kan for at holde fast i nogle af de helt basale ting, der skal til for at hjælpe og støtte familierne. Røde Kors har drevet asylcentre siden 1984, og al vores erfaring viser, at det, der især skal til for at udsatte familier kan klare sig igennem en svær tid - det er at opretholde et så normalt liv som overhovedet muligt, også i en unormal situation.

Derfor er det vigtigt at sørge for, at rammerne er sådan, at alle kan føle sig trygge og at holde fast i en hverdag med daglige gøremål og aktivitet for både børn og voksne.

Røde Kors driver børnehave og en vuggestue for de mindste. Vi sørger for, at skolebørn kommer i skole. De fleste børn går i Røde Kors skolen i Lynge, og vi har også aftaler med 5 kommuner om at give pladser til børnene på Center Sjælsmark. Det er nu lykkedes at skaffe pladser til 14 af børnene i kommunale folkeskoler. Vi har miniklub og maxiklub for børn i forskellige aldre, hvor de kan komme efter skoletid. Og vi tilbyder undervisning og aktivering af voksne og unge mellem 17 og 24 år. Røde Kors har også en sundhedsklinik med sygeplejersker og sundhedsplejersker, en læge er også tilknyttet klinikken.

Vi er også særligt stolte over at kunne sige, at der nu er 40 Røde Kors frivillige tilknyttet Center Sjælsmark. De organiserer børnelege og forskellige aktiviteter i weekenden, lige fra familieidræt og musik til fodbold og kvindecafé. 26 af børnene og de unge går til svømning, fodbold, kampsport og andre fritidsinteresser udenfor centeret.

Vi organiserer undervisning i førstehjælp, og Røde Kors har også udviklet en særlig forældreguide. Guiden vejleder forældre i, hvordan de bedst hjælper deres børn, når de udviser tegn på dårlig trivsel. Der har været stor søgning til vores kurser, og vi ser hver dag eksempler på forældre, der gør en stor indsats for, at deres børn skal have det godt.

Men alt det rokker ikke ved, at de grundliggende vilkår ikke er gode nok. Det lyder måske som en detalje – men det er kritisk, når en helt basal dagligdags ting som at lave mad og samles om bordet bliver taget fra familierne. Især i en tid, hvor der skal være fokus på at styrke forældrene, så de kan tage vare på deres børn i forbindelse med en kommende hjemrejse.

Det er et vilkår i vores asylsystem, at når en asylansøger får afslag, så skal vedkommende rejse hjem. Det gælder også børnefamilier.

Men lad mig også understrege noget andet helt afgørende: Vi har et ansvar for, at de vilkår vi tilbyder, ikke ødelægger børnene og deres forudsætninger for at komme videre i livet. Dette gælder, uanset hvad der sker i familiens asylsag, og uanset hvad man mener om forældrenes beslutninger.

Da jeg læste det fine citat fra Nadia Nadim kunne jeg ikke lade være med at ønske, at alle børn, der oplever en tid i det danske asylsystem, kunne sige det samme hende: At det var en god tid. Også når den sidste tid i Danmark er som barn i en afvist familie.

Hvad vil børnene mon sige, når de bliver på alder med Nadim?

”Det var den hårde tid, hvor jeg blev revet ud af mit skoleforløb og væk fra mine kammerater fire gange på et år”?

”Det var den tid, hvor mine forældre for alvor blev syge og ikke kunne passe på os mere”? Eller ”Det var den tid, hvor mor og far ikke længere havde lov at lave mad til os”?

Kan vi være det bekendt? Jeg synes det ikke.

Det kræver en god portion menneskeligt overskud at rejse hjem til en uforudsigelig fremtid. Lad os i fællesskab gøre en indsats for, at også afviste familier får det overskud.

Hvis børn skal være på et udrejsecenter, så skal det være meget kort tid – som det oprindeligt var tanken. Lad børnene blive i vante rammer så længe som overhovedet muligt. Barnets tarv må komme først, også når myndighederne har besluttet, at familien skal forlade landet. Som et minimum bør vi give børnene mulighed for at have et så normalt børne- og familieliv som muligt. Det burde vi på tværs af alle skel kunne blive enige om.