FOR NYLIG talte jeg med en iværksætterkollega om, at det er positivt at sætte programmering på skoleskemaet, men noget, vi virkelig mangler i skolesystemet, er at gøre mennesker klogere på sig selv og på deres indre liv.
Når jeg kigger på Danmark som samfund, giver det god mening at sætte eksempelvis digitalisering og iværksætteri på skoleskemaet, som den nuværende regering har foreslået, eftersom det bliver områder, vi skal leve af i fremtiden. På samme måde er det fornuftigt løbende at forny både fag og den måde, vi underviser på, men ét fag kunne jeg enormt godt tænke mig at få indført på samtlige uddannelser herhjemme og i verden for den sags skyld: kærlighed og taknemmelighed.
Der vil formentlig være mange, der nu rynker brynene og placerer mig enten som ”en af de lalleglade fra Alternativet” eller en, der fuldstændig har mistet forbindelsen med virkeligheden. Hvis du hører til dem, så skal du ikke høre et negativt ord herfra. Jeg tror ikke, at din skepsis kommer fra noget ondt sted. Jeg forstår også godt, hvis nogle vil argumentere for, at man altså ikke kan leve af at sælge kærlighed eller taknemmelighed, og igen er der heller ingen, som har påstået, at det skulle være tilfældet.
IKKE DESTO MINDRE ser jeg personligt, at den største udfordring anno 2018 er at træne et åbent hjerte, der kan føle og dele taknemmelighed. Jeg ser en stor lidelse selv i det land, der kalder sig for verdens lykkeligste. Jeg læser om børn og unge, som ville ønske, at de sociale medier ikke fandtes, men alligevel er fanget i den verden. Jeg hører mange erhvervskolleger tale om, at de savner tid til børn og familie og de ting, de virkelig sætter pris på her i livet.
Min gode iværksætterven, som jeg nævnte i indledningen, har tidligere arbejdet i en af verdens førende og mest benhårde konsulentvirksomheder. Han regnes blandt de mest succesfulde her i landet, men hans største gave til mig har været at dele ud af sin dybe indsigt i menneskesindet og vores væren.
Som mennesker fortjener vi alle at opleve kærlighed og lykke. Vi fortjener at finde frem til en indre ro, som gør os i stand til bedre at håndtere al den uro, der findes omkring os. Det fortjener vi alene ud fra det faktum, at vi er mennesker.
Vejen til denne ro går gennem at forstå sig selv og sindet bedre. Vi skal bevidst træne en forståelse af, at ting som vurderinger, utålmodighed, meninger, irritation og stress bor i sindet. Taknemmeligheden bor derimod i hjertet.
Dette er ikke en erkendelse, man rationelt kan nå frem til. Det kræver en bevidst træning i at flytte identifikationen fra sind til hjerte. I hvert sekund. Det er hårdt arbejde, ligesom det for eksempel er hårdt arbejde at etablere en virksomhed. Men træningen af kærlighed og taknemmelighed er samtidig en praksis, der giver gevinst i det øjeblik, hvor man gør det. Det føles med det samme. Og jo mere man gør det, desto nemmere bliver det at begynde at bo der permanent.
Når vi som mennesker søger meningen derude, kan den tage form af materielle genstande, resultater, vi skaber, eller status, vi opnår. Jeg tror på, at vi alle søger at opnå disse ydre ting ud fra et ønske om at gøre vores bedste, men hvis vi træner vores egen bevidsthedstilstand, vil vi erkende, at svaret altid findes herinde. Aldrig derude. Nogle mennesker er nået længere med denne erkendelse i deres liv end andre.
Ovenstående er ikke en beskrivelse af noget religiøst. Det er en beskrivelse af, hvordan vi som mennesker igennem bevidst træning af sindet kan finde ind til det allermest meningsfulde, man kan foretage sig som menneske. Det ønsker jeg helt grundlæggende for alle. Derfor lyder mit forslag, at vi udmærket kan sætte programmering og iværksætteri på skoleskemaet for nogle, men samtidig bør sætte kærlighed og taknemmelighed på skoleskemaet for alle.
Jonathan Løw er iværksætter.