Prøv avisen
Debat

Socialdemokratisk politiker: Danske imamer skal til at tage sig alvorligt sammen

"Vi oplever med jævne mellemrum, hvordan landets største muslimske menighed (Islamisk Trossamfund) igen og igen inviterer diverse idiotiske imamer til landet, der er kendt for at ville dræbe homoseksuelle eller slå kvinder," skriver Lars Aslan Rasmussen (S). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Lars Aslan Rasmussen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg undrer mig til stadighed over den larmende tavshed, der er fra religiøst lærte muslimer, hver gang en imam kommer med decideret sindssyge udtalelser, skriver Lars Aslan Rasmussen, der er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet

Der er mange, der mener, at det er vigtigt, at flere muslimer kommer på banen og fordømmer terror og religiøs fanatisme. Selv har jeg altid været lidt skeptisk over for det, for man har jo ikke et kollektivt ansvar for, hvad enkelte individer, man deler tro med, foretager sig af ubehageligheder.

Skulle man køre den tanke helt ud, så ville min muslimske far skulle tage afstand fra alle islamistiske terrorangreb, mens min kristne, danske mor ikke skulle, mens jeg som deres søn så skulle tage 50 procent afstand. Det giver selvfølgelig ingen mening.

Hvad der derimod giver god mening er, at danske imamer begynder at tage sig gevaldigt sammen og tager et endegyldigt opgør med de alt for mange af deres vanvittige kollegaer, som sætter dagsordenen i Danmark, og som ødelægger rigtig meget, ikke mindst for helt almindelige muslimer.

Jeg undrer mig til stadighed over den larmende tavshed, der er fra religiøst lærde muslimer, hver gang en imam kommer med decideret sindssyge udtalelser.

Forleden var det Monzer Abdullah, der udtalte, at muslimerne skal erobre Vesten. Ikke én eneste dansk imam modsagde ham.

Ligesom ingen modsagde samme imam, da han opfordrede til drab på jøder. Tværtimod sad hele menigheden af unge mennesker og lyttede til ham – og den, der tier, samtykker som bekendt.

Vi oplever med jævne mellemrum, hvordan landets største muslimske menighed (Islamisk Trossamfund) igen og igen inviterer diverse idiotiske imamer til landet, der er kendt for at ville dræbe homoseksuelle eller slå kvinder.

For ikke at tale om de mange andre danske imamer, der støtter Erdogan, går ind for børnebank, mener kvinders rettigheder skal begrænses eller ikke vil tage afstand fra Islamisk Stat.

Hver gang de her udtalelser falder, er der ikke én eneste almindelig imam, der reagerer. Ikke én eneste menighed i en moské reagerer og siger: ”Vi tager afstand fra den pågældende imams udtalelser.” Eller: ”Det, denne imam siger, er ikke foreneligt med islam og med at bo i Danmark.”

Tavshed synes åbenbart at være noget, alle i de miljøer kan være enige om.

Hvis ikke de da går over i den anden grøft, som det var tilfældet efter TV 2’s serie ”Moskéerne bag sløret”, hvor en række store danske moskéer blev taget i at opfordre til ulovligheder, socialt bedrag og i det hele taget modarbejde det danske samfund for fuld skrue. Efter programmerne mødtes adskillige imamer og fordømte TV 2. Mere absurd teater har verden næppe set.

Lad os forestille os, at der var præster i den danske folkekirke, der opfordrede til drab på muslimer, præster, der ville erobre Mellemøsten, som spredte had til homoseksuelle og kvinder eller på anden måde sagde vanvittige ting. Mon ikke der hos de fleste andre præster, biskopper og menigheder i dette land havde rejst sig et ramaskrig? Og med god grund.

For sådanne udtalelser er naturligvis uacceptable, især når man er forbillede for andre og endda får en række fordele af det danske samfund som anerkendt trossamfund.

Jeg tror, at det er ved at være sidste udkald, hvis de mørke kræfter i de muslimske miljøer i Danmark skal bekæmpes, og det opgør kan kun tages af muslimerne selv – ikke mindst af dem, der spiller en ledende rolle.

Sker det ikke, så tror jeg slet ikke, at de samme mennesker er klar over, hvor skadelige disse imamer er for, hvordan man ser på muslimer i Vesten. Som jo –uanset om vi kan lide det eller ej – næppe er den mest populære minoritet i Danmark.

Derfor er det på tide med et opgør, og det kan kun gå for langsomt.

Lars Aslan Rasmussen er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Jeg tror, at det er ved at være sidste udkald, hvis de mørke kræfter i de muslimske miljøer i Danmark skal bekæmpes, og det opgør kan kun tages af muslimerne selv

Lars Aslan Rasmussen, folketingsmedlem (S)