Prøv avisen

S-politiker: Der burde ikke bygges én eneste ny moské i Vesten, så længe de kristne myrdes og forfølges i Mellemøsten

”Vi bør på ingen måde acceptere, at de religiøse apartheidstater i Mellemøsten bygger moskéer her i landet,” skriver Lars Aslan Rasmussen (S). – Foto: Iris/ Ritzau Scanpix

Lars Aslan Rasmussen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi skal ikke støtte de kristne i Mellemøsten, fordi vi også er kristne i Danmark, men fordi de er vores medmennesker, og deres skæbne er så uretfærdig, skriver Lars Aslan Rasmussen

Det er så tragisk at se, hvordan historien i Mellemøsten gentager sig i disse år. De kristne forfølges systematisk, diskrimineres og myrdes. Og vi i Vesten gør, som vi plejer: vender det blinde øje til. Fuldstændig på samme måde som det skete i begyndelsen af det forrige århundrede.

Folkemordet på armenierne, folkemordet på det græske mindretal i Tyrkiet og folkemordet på assyrerne.

Fælles for disse uhyrligheder er, at det gik ud på at udrense alle ikke-muslimer, og det lykkedes i den grad, fordi ingen greb ind. Ved alle disse folkemord var der ellers trods datidens begrænsede teknologiske udvikling rigelig dokumentation for, hvad der foregik i datidens osmanniske rige, dog uden at nogen kom de forfulgte kristne til hjælp.

Resultaterne kender vi desværre alt for godt. Både den græske og armenske minoritet i det nuværende Tyrkiet blev totalt udryddet og fordrevet. Og det assyriske mindretal voldsomt decimeret.

Alligevel forsætter uhyrlighederne mod de kristne i Mellemøsten, og vi vender stadig det blinde øje til. Siden Irakkrigen er to tredjedele af landets kristne befolkning på 1,5 millioner mennesker flygtet.

Lad mig give nogle eksempler: I Egypten er der systematisk diskrimination af de kristne koptere, og kirker bliver jævnligt angrebet med mange dødsfald til følge. I det Palæstina, som den yderste venstrefløj elsker så højt, er antallet af kristne i Gaza halveret inden for ganske få år. I Syrien er hundredtusinder af kristne flygtet fra systematisk forfølgelse, ikke kun begået af Islamisk Stat, men også af mange af de islamistiske oprørsgrupper, der er støttet af Vesten. I Iran dødsdømmer man folk, der konverterer til kristendommen.

Eksemplerne viser, at statsdiskrimination af kristne er en hel generel politik i lande som Pakistan, Qatar, Saud-Arabien, Bahrain, Tyrkiet og så videre. Faktisk er de kristne i Mellemøsten verdens mest forfulgte minoritet, dog uden at det interesserer nogen synderligt. Til trods for at de kristne arabere faktisk har været i området, længe før islam kom til.

Tavsheden over for myrderierne på de kristne er pinlig nok i sig selv, men det er decideret vanvittigt, at lande i Vesten bliver ved med at acceptere moskébyggerier, ”kultur”-institutioner og ”fri”-skoler, som er betalt eller støttet af de samme regimer i Mellemøsten, som ikke under deres egne religiøse mindretal nogen former for rettigheder eller i værste fald direkte forfølger og chikanerer dem.

For min skyld kan man være muslim i Danmark alt det, man vil. Men vi bør på ingen måde acceptere, at de religiøse apartheidstater i Mellemøsten bygger moskéer her i landet eller finansierer muslimske skoler, så længe kristne indbyggere i disse lande ingen rettigheder har. Og så bør vi presse de samme stater økonomisk på EU-plan, indtil tingene ændrer sig fundamentalt.

Vi skal ikke støtte de kristne i Mellemøsten, fordi vi også er kristne i Danmark, men fordi de er vores medmennesker, og deres skæbne er så uretfærdig.

Bliver der ikke handlet snart, så er jeg bange for, at det kun er et spørgsmål om tid, før der ikke bor flere kristne i den del af verden. Udviklingen går desværre allerede den vej godt hjulpet på vej af despotiske ledere, islamister og Vestens larmende tavshed.

Lars Aslan Rasmussen er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.