SOCIALDEMOKRATIET SÆTTER ikke ligefrem sit lys under en skæppe i en ny bog om dets egen 147-årige historie.
I forordet til ”Folkets tid” skriver partiets gruppeformand Henrik Sass Larsen, at han tør hævde, at Socialdemokratiets historie er lig med Danmarks nyere historie. Bogen er skrevet af historikeren Martin E.O. Grunz og tager udgangspunkt i de syv epoker, som billedkunstneren Jacob Bostrup har illustreret på syv meget store collager, som er hængt op i det socialdemokratiske gruppeværelse på Christiansborg.
Særligt et af malerierne har allerede som omtalt forleden i Kristeligt Dagblad givet anledning til voldsom debat. Det er det, der forestiller fiskekutteren Henny på vej ind mellem nogle bygninger med den tidligere statsminister Vilhelm Buhl som styrmand. Båden blev under Anden Verdenskrig brugt til at sejle jøder til Sverige, og blandt andre cand.mag. i historie og fransk, direktør for M/S Museet for Søfart Ulla Tofte har i dagbladet Politiken kritiseret Socialdemokratiet for med billedet at ville ”kapre” historien om redningen af de danske jøder. En historie, der ellers er blevet udlagt som resultatet af en fælles dansk indsats.
Martin E.O. Grunz lægger ikke skjul på, at han er socialdemokrat, og han er utilfreds med Ulla Toftes kritik, som han finder misvisende.
Martin E.O. Grunz, mange vil tænke, at en historiker skal være objektiv. Hvordan har du kunnet det som engageret socialdemokrat?
”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er socialdemokrat. Men jeg mener ikke, man kan lave ren objektiv historie. Mennesker er dele af forskellige fællesskaber.
Når man skriver danmarkshistorie, er det normalt også danske statsborgere, der gør det. De er ikke objektive i forhold til, hvilken størrelse Danmark er.”
Kaprer I danmarkshistorien, som Ulla Tofte skriver?
”Ulla Tofte har ikke set malerierne, og hun har ikke set bogen. Derfor synes jeg, hendes kritik er lidt misvisende. Hun ønsker sig måske en national konsensus om historieskrivningen, hvor alle kan finde sig selv i en kollektiv helterolle. Men det er ikke historiefagets rolle at skabe national konsensushistorie.
Vilhelm Buhl er en kompleks karakter. Ja, han holdt en antisabotage-tale i 1942. Senere var han afgørende for, at jødernes flugt til Sverige lykkedes. Det var ham, der førte ordet for, at man skulle bryde samarbejdet med besættelsesmagten den 29. august 1943. Senere igen var han statsminister i befrielsesregeringen. Senere igen socialdemokratisk minister med henblik på at skabe alliancer gennem for eksempel OECD og Nato.
Han syntes, sabotagen var hovedløs og farlig. Men han havde også en anden rolle. Han var statsminister, og i talen sagde han, at når man så folk, der var bevæbnede og begik selvtægt eller sprængte ejendomme i luften, skulle man kontakte politiet. Man kan ikke rigtig forestille sig en statsminister sige andet. Medmindre man da kalder til borgerkrig eller væbnet oprør. Anken fra nogle sider er så, at man burde have taget et opgør med tyskerne der.”
Kan du forstå, at gamle frihedskæmpere og deres efterkommere kan føle sig stødt af, at den oprindelige besætning af frihedskæmpere på skibet på billedet er skiftet ud med Hans Hedtoft og Vilhelm Buhl i styrhuset?
”Jeg har ikke hørt, at nogen frihedskæmpere eller efterkommere skulle føle sig stødt eller kritiserer det billede, men jeg har ved alle mulige andre lejligheder hørt frihedskæmpere kritisere Vilhelm Buhl generelt. Alle malerierne her består af collager. Den kutter er taget fra et relativt kendt foto fra en rekonstruktion, som blev lavet efter krigen, hvor det ikke er en frihedskæmpersituation. Så vi er virkelig ude i nogle metalag i den kritik.
Det, man ser i baggrunden, er heller ikke Sverige. Det er en sammenstilling af bygninger fra forskellige Nato-lande. Vi har ikke et øjeblik tænkt på den illustration, som om det skulle være et billede af, at Buhl fragtede jøder til Sverige. Han var ikke skipper. Billedet er en allegori. Men det at politikere i en besværlig situation ’står ved roret’ er et normalt sprogligt billede, man bruger,” siger Martin E.O. Grunz.
Han fremhæver, at den socialdemokratiske partitop var dybt involveret i jødernes redning til Sverige, blandt andet ved at bringe et budskab fra den tyske flådeattaché G.F. Duckwitz om en forestående deportation videre til formanden for Det Mosaiske Troessamfund. Både Hans Hedtoft og H.C. Hansen deltog i organiseringen af flugten, Buhl ledte en indsamling til den og husede i øvrigt selv jøder i den periode.
Når man kigger rundt i lokalet her, ligner malerierne en helgenkåring af Socialdemokratiet. Hvordan kan du som historiker fortælle partiets historie nuanceret nok, så det ikke bliver en helgenkåring?
”Det kan man altid diskutere. Jeg synes ikke, der er tale om en helgenkåring. Tværtimod er alle de socialdemokratiske ledere portrætteret i komplekse forhold. Tag Jens Otto Krag, der står i vand til knæene. Tag Mette Frederiksen, som bare passivt beskuer et billede. Tag Louis Pio, som flyder ud. Det er ikke aktive heltepositurer. Det er sådan set en refleksion over den tid og de muligheder, der er. Derfor står Vilhelm Buhl også i stormvejr og ser en smule betuttet ud.”8