Sognepræst: Så kom kirken med i genåbningen. Men stadig dybt skuffende indsats fra kirkens side

Det er godt nok ikke meget, folkekirkens såkaldte taskforce har presset på for at få kirken frem i køen, skriver sognepræst

Selvom der nu åbnes for at lempe på restriktioner for kirkerne, er det skuffende og underminerende for kirkens særlige plads i Danmark, at folkekirkens taskforce ikke har presset mere på, skriver en sognepræst. – Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Selvom der nu åbnes for at lempe på restriktioner for kirkerne, er det skuffende og underminerende for kirkens særlige plads i Danmark, at folkekirkens taskforce ikke har presset mere på, skriver en sognepræst. – Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Så kom kirken endelig med i genåbningsplanen, selvom det endnu er uklart, hvor hurtigt og i hvilket omfang kirkerne kan lempe på restriktionerne. Men det er godt nok ikke meget, folkekirkens såkaldte taskforce har presset på for at få kirken frem i køen.

I onsdags kom der endelig en udmelding fra taskforcen i form af et åbent brev til kirkeministeren. Men hvor var det skuffende og forstemmende. Det organ, som kirken har nedsat til at sørge for, at den bliver hørt som ”interesseorganisation” talte vagt om, at ”der kan være behov” for en lempelse af arealkravet. Og hvad er det for nogle ”sammenligelige sektorer”, man taler om? Bare det var moskéer og synagoger. Det ville vise, at man havde blik for religionens grundlovssikrede særstatus i samfundet. At man så sig selv som en uvurderlig del af Danmarks nødberedskab. Men nej. Det er detailhandlen, folkekirkens repræsentant ved forhandlingsbordet sammenligner kirken med.

Jeg håbede indtil i onsdags på, at de manglende udmeldinger fra taskforcen hang sammen med, at man benhårdt, dag og nat, var i intens dialog med kirkeministeren og slet ikke havde tid til at melde noget ud offentligt. At man med alt, hvad man havde i sig forsøgte at få en genåbning i stand før påske. At man sloges for meningsfulde aftaler omkring konfirmationsundervisning og klare instrukser om afholdelse af menighedsrådsmøder.

Men dialogen med ministeriet er tilsyneladende så sparsom, at man må henvende sig i et åbent brev.

Jeg troede, taskforcen skulle sørge for, at kirken blev hørt i genåbningen, men nu lyder udmeldingen, at man netop ”ikke har presset hårdt på”. Det er simpelthen så skuffende og underminerende for kirkens særlige plads og rolle i Danmark.

Jeg håber virkelig, at jeg tager fejl i disse betragtninger. Jeg er oprigtigt ked af, at jeg er besværlig, for det er tid til at stå sammen og ikke til at kriges indbyrdes, men jeg vil virkelig opfordre taskforcen til offentligt at fremlægge dokumentation for, hvad man har foretaget sig de sidste måneder for at give kirken en stemme i genåbningsforhandlingerne og så i øvrigt kæmpe alt hvad man kan de næste uger for at kirken prioriteres.

Kristine Krarup Ravn er sognepræst i Blovstrød.