I sin kronik i Kristeligt Dagblad den 7. april bekræfter Jakob Skovgaard-Petersen desværre pointen i min egen kronik den 19. marts: Historisk-kritisk islamforskning er stendød på Københavns Universitet. Vi har det fra professorens egen pen.
Skovgaard-Petersen indvier mig nedladende i universitetets historiske fortjenester, men netop denne gennemgang er afslørende. Han må helt tilbage til Frants Buhls banebrydende forskning fra omkring forrige århundredeskifte – hvorefter det kniber.
Han hjælper sig så med nogle afhandlinger fra 1950 og en disputats fra 1964. Og så har hans snart pensionerede kollega Jørgen Bæk Simonsen for resten skrevet en bog i 1988 – og det er så det!
Frækt smykker Jakob Skovgaard-Petersen sig også med Patricia Crones forskning. Patricia Crone var rigtignok til dels uddannet på Københavns Universitet, men arbejdede ellers fra 1977 i udlandet, hvor hun ofte angreb netop det syn på islams historie, som Skovgaard-Petersen forfægter.
Summa summarum:
Det er længe, længe siden, at nogen har beskæftiget sig med historisk-kritisk islamforskning ved Københavns Universitet.
Jeg skal ikke kloge i, hvorfor det er sådan. Ved en slags freudiansk fortalelse hævder Skovgaard-Petersen, at jeg mener, det skyldes frygt. Det har jeg slet ikke skrevet – men det er det måske?
Hvorom alting er: Alt, hvad de gamle forskere måtte have sået af tvivl om islams oprindelse, har absolut ingen konsekvenser haft. Jo, Skovgaard-Petersen regner ikke de muslimske hadither for Muhammeds ”ordrette udtalelser”. Det er en stor indrømmelse. Til gengæld synes han at have tegnet evighedsabonnement på den muslimske historieskrivning fra 800-900-tallet.
Jeg er chokeret over, at Skovgaard-Petersen øjensynligt ikke ved, hvad der er skrevet om islams tidlige historie inden for de seneste 20 år. Og endnu mere, at han tilsyneladende heller ikke gider sætte sig ind i det.
At han ikke har læst min lille bog om emnet, overrasker mig ikke, men her kunne han ellers have vundet et hurtigt lille overblik, så han ikke behøvede at fremsætte håbløst antikverede og letkøbte påstande som for eksempel, at der findes ”mange kilder”, som bekræfter den traditionelle historie om en arabisk profet fra 600-tallet.
Lad os da høre, Skovgaard-Petersen: Hvilke kilder? Hvilke bygninger? Hvilke indskrifter? Hvilke mønter? Kunne det tænkes, at det drejer sig om de selvsamme indskrifter, bygninger og mønter, som ligger til grund for de nye hypoteser?
Skovgaard-Petersen belærer mig om, at videnskab også handler om at prøve hypoteser af.
Jeg er enig. Det er faktisk præcis, hvad jeg ønsker mig af de danske islamforskere: at de går til kilderne og ikke nøjes med, hvad de måske lærte i deres studietid. Gør det selv, Skovgaard-Petersen!
Til sidst i hans kronik bliver det decideret pinligt:
Skovgaard-Petersen stiller sig uforstående over for, at jeg som teolog beskæftiger mig med historisk-kritisk forskning, som, ifølge ham, potentielt kan undergrave det evangelium, som jeg forkynder hver søndag. Det skal man høre fra en professor!
Én ting er, at Bibelen – i modsætning til Koranen – til stadighed underlægges historisk-kritisk analyse.
Noget helt andet er, at det tilsyneladende er helt fremmed for Skovgaard-Petersen, at nogle af hans kolleger rent faktisk studerer islams historie af lidenskab for sandheden. Altså at de rent faktisk har en forestilling om, at vi ved forskning kan komme sandheden lidt nærmere – uanset at det måtte få ubekvemme konsekvenser. Det synes at være helt uden for Skovgaard-Petersens horisont.
Morten Rydal er sognepræst og forfatter.