Birthe Rønn Hornbech: Vågn dog op, præster. Aftale om statsborgerskab bryder med fundamentalt princip

I disse uger holdes en række grundlovsceremonier for nye statsborgere, som her sidste år på Københavns Rådhus. Men de nye regler for statsborgerskab bryder med grundlæggende princip, skriver tidligere minister Birthe Rønn Hornbech

. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Den ulyksalige indfødsretsaftale burde få enhver luthersk præst i kongeriget op af stolen.

Ikke fordi Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance igen har strammet vandelskrav med videre som betingelse for at erhverve indfødsret. Det er et rent politisk spørgsmål, som den enkelte må vurdere ud fra sin personlige politiske opfattelse.

Nej, det, der bør kalde på modstand fra præsterne og få dem til at tørre støvet af den teologiske børnelærdom om de to regimenter, er aftalens afsnit om værdier. Det er ikke længere tilstrækkeligt, at ansøgere til statsborgerskab opfylder skærpede vandelskrav, sprogkrav og forsørgelseskrav og krav om kriminalitetsfri fortid.

I fremtiden skal indfødsretsprøven ikke blot som andre prøver teste ansøgers viden. Formålet med prøven er at teste, at ansøgerne ikke blot kender til danske værdier, men personligt har taget disse værdier til sig – eller som en ordfører udtrykker det: i sit hjerte er dansk. Det drejer sig altså om hjertesager, som lovgiver nu vil inddrage under det verdslige regimente.

Hermed har det danske folketingsflertal brudt med den frihedstradition, der har sin inspiration fra den evangeliske skelnen mellem det verdslige regimente og ordets, kirkens og det åndelige regimente.

For første gang i dansk demokratis historie bryder Folketinget med sin egen demokratiske forudsætning om, at der ikke lovgives om åndelige anliggender.

For Luther var det en hovedsag at skelne mellem evangelium og politik. Det verdslige regimente skal holde sig til at lovgive om ydre ting. Gud tillader ikke andre at herske over sjælene. Men det er præcis, hvad Folketinget vil. Herske over sjælene. Med indfødsretsaftalen tiltager Folketinget sig magten over sjælene og dermed den enkeltes samvittighed.

De, der ansøger om indfødsret må affinde sig med at få gransket hjerte og nyrer. Det skal kontrolleres, om den enkelte ansøger nu også opfylder kravet om at tilslutte sig de danske værdier, som skiftende politiske flertal finder, er det rigtige danske. Man kan altså groft sagt få afslag på indfødsret, fordi man ikke i sit hjerte har den rigtige tro og de rigtige værdier, som Folketingets flertal, synes er danske.

Grundtvig siger det så klart: Det verdslige regimente skal holde sig fra hjertesager. Men det er præcis, hvad magten ikke mere respekterer. Den verdslige magt inddrager hjertesagerne under sit herredømme og tester i fremtiden gennem indfødsretsprøven, at ansøger nu også har det rette sindelag.

De mest skurkagtige og beregnende ansøgere er naturligvis ikke bedre end allerede den franske konge Henrik IV, der skiftede tro for en kongekrone. Som kongen fandt, at kronen og Paris nok var en messe værd, vil mange ansøgere naturligvis lære den krævede lektie udenad og fremstå med de værdier, som Folketinget forlanger. Sådan opfordrer Folketinget selv til løgn og bedrag.

Men den vigtigste indsigelse imod indfødsretsaftalen er slet ikke, at den befordrer løgn og bedrag og derfor slet ikke kan opfylde sit formål. Nej, indsigelsen skal først og fremmest rettes imod formålet med aftalen, nemlig at udstrække magten ind i den enkelte ansøgers hjertesager. Udstrække magten til at beherske det åndelige regimente, som ingen verdslig magt kan herske over, uden at det frie samfund bliver totalitært, og åndsfriheden knægtes.

”Gud tillader ikke andre at herske over sjælene,” som Luther påpeger: ”Ingen magt, det være sig verdslig eller kirkelig, skal øve tvang i trossager, for med troen forholder det sig på en særlig måde. Hvordan da? Sådan at enhver selv må se til, hvad han tror og hvordan. Troen er samvittighedens sag og dermed unddraget menneskets bedømmelse og kastet over på den enkeltes ansvar. Kun det, der er jordisk og timeligt, har Gud givet menneskene magt over: Hvad der hører til himlen og det evige rige, har han forbeholdt sig selv.” Her citeret fra Leif Granes bog ”Protest og konsekvens. Faser i Luthers tænkning indtil 1525”.

Luther tænker naturligvis først og fremmest på den kristne tro. Men i citatet betragter han netop troen som et samvittighedsspørgsmål. Og med samvittigheden har det verdslige regimente derfor intet at gøre. Eller med min sammenfatning af Grundtvig: Hjertesager er ikke statssager.

Netop den danske digterpræst Jakob Knudsen, der beskæftigede sig meget med Luther, har ikke mindst i romanen ”Sind” udlagt den evangeliske skelnen mellem de to regimenter. Den gamle far, Per, ligger i proces med alt og alle. Med en enkelt undtagelse får han aldrig ret ved domstolene. Dette bekræfter ham i, at alle andre er kæltringer.

Pers holdninger er lov for sønnen Anders. Han synes, at myndighederne øver uret over for den gamle. Herredsfogeden forhaler en sag, fordi han er bange for sagsøger. Dermed begår han uret over for gamle Per. Da Per begår et mindre fejltrin, kommer herredsfogeden derimod farende med bål og brand. Den gamle mand bliver spærret inde i arresten. Herredsfogeden og arrestforvareren udøver tortur ved at holde den gamle mand vågen døgnet rundt for at få ham knækket.

Al den uret kan sønnen Anders ikke tåle at se på. Han slår både herredsfogeden og arrestforvareren ihjel. Samvittigheden driver ham. Stedets præst bliver forfærdet, da Anders erklærer, at det ikke er en synd at dræbe i denne situation. Og da præsten minder om, at den, der dræber med sværd, selv skal omkomme ved sværdet, svarer drabsmanden Anders med tanken på forholdet mellem forbryderen og det verdslige regimente: ”Det er rimeligt. Der skal være orden i alt ting. Ellers begyndte jo folk at slå ihjel.”

Det er kerneord i romanen, og det er kerneord i Jakob Knudsens eget univers og forfatterskab. Den verdslige lov skal fastholdes. Men der kan være en samvittighed, der råber på en højere ret og retfærdighed. Og det er ikke altid at begå synd.

Men netop fordi loven alene kriminaliserer handlingen og ikke sindelaget, holdningerne, respekterer loven, at der er et rum for samvittigheden. Drabsmanden straffes, fordi han begår drab. Det er ikke en forbrydelse i sig selv at mene, at det er en moralsk nødvendighed og samvittighedssag.

Princippet om, at loven alene skal befatte sig med det ydre, med menneskets handlinger og ikke med holdningerne, respekteres netop ikke i indfødsretsaftalen. Der gives heller ikke det rum for samvittigheden, som Jakob Knudsen illustrerer i sin roman. Indfødsretsprøven bliver i fremtiden en usmagelig sindelagsprøve, som ikke er forenelig med et frit samfund og Luthers syn på, hvor det verdslige regimente skal trække grænsen for sin magt.

Da det i den politiske aftale udtrykkeligt nævnes, at ansøgers forhold til spørgsmålet om lov og religion kan testes, må det forudses, at navnlig ansøgere, der bekender sig til islam og jødedom, vil blive mistænkeliggjort.

Der er al mulig grund til, at det kirkelige regimente nu træder i karakter og oplyser om den evangeliske skelnens betydning for den enkeltes tros- og samvittighedsfrihed i et frit samfund. Eller med Paulus. Hvor der er ånd er der frihed.

Når det verdslige og åndløse regimente ikke selv kan trække grænse for sin magtudøvelse, må det kirkelige regimente presse det verdslige regimente tilbage på dets egen banehalvdel.

Vågn så op, præster!

Birthe Rønn Hornbech (V) er tidligere kirkeminister og integrationsminister.