Prøv avisen
Debat

Der findes andre ord end ”kondolere”, hvis man vil vise medfølelse

Problemet er, at når former stivner, skal de ikke afskaffes, men fornyes. Hvis de i stedet latterliggøres og søges afskaffet, får man, hvad Løgstrup meget præcist kaldte formløshedens tyranni. Så bliver formløsheden blev den nye omgangsform, skriver sognepræst Mikkel Wold. Foto: Leif Tuxen

Mikkel Wold

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er tilsyneladende ikke helt nemt for os i et af verdens lykkeligste lande at praktisere indholdet af begreber som deltagelse og medfølelse, skriver sognepræst

For omkring 20 år siden var der her i avisen et interview med en enke, der fortalte, på hvilken måde nogle af borgerne i den by, hun boede i, gik over på den anden side af gaden eller forsvandt ned ad sidegaderne, når de i tiden lige efter hendes mands død så hende komme gående. De skulle ikke nyde noget.

Oplevelsen var naturligvis sårende for den pågældende, men hun vidste også, at det ikke så meget skyldtes manglende vilje til at hjælpe, men snarere at man ikke vidste, hvad man skulle sige.

Hendes oplevelse var ikke atypisk, og siden er det vist næppe blevet bedre.

Anna Louise Bak skrev for nyligt om sine oplevelser i forbindelse med sin mors død og om, hvordan hun oplevede omgivelsernes manglende empati og forståelse for hendes situation.

Hendes oplevelser stilles i relief af en udtalelse af Preben Engelbrekt, leder af Det Nationale Sorgcenter. Han sagde sidste år, at ”død og sorg er mere tabuiseret nu end nogensinde”.

Et nyt studie fra Aarhus Universitet blandt mere end 3000 sorgramte viser, at sørgende som regel får god støtte fra de nærmeste pårørende, mens den mere perifere omgangskreds har vanskeligt ved at finde en attitude.

Selvfølgelig er der andre beretninger, end de negative. Mange har oplevet, hvordan også naboer og arbejdskolleger viser stor sympati over for den kriseramte. Men trods undtagelserne, er det tilsyneladende ikke helt nemt for os i et af verdens lykkeligste lande at praktisere indholdet af begreber som deltagelse og medfølelse.

Begge de to begreber signalerer, at der gerne skal være en social bevidsthed, et blik for andre end mig og mine. Deltagelse indebærer, at den anden ikke skal bære sorgen alene, men at der er nogen, der gerne vil tage del i den. Medfølelse betyder, at man føler med den anden og viser det.

Det fjerner ikke sorgen, men det gør, at man som sørgende ikke føler sig alene, og det er som sagt en ganske væsentlig hjælp.

Så hvad er det for en lykke, vi er omgivet af i det lykkelige land? Hvis vores lykkeopfattelse bliver til en følelse frem for et dybereliggende meningsbærende grundlag – og det mener jeg er en del af den vestlige lykkeopfattelse, som den ser ud i dag, hvilket blandt andre den tyske filosof Wilhelm Schmid har påvist – bliver lykken en skrøbelig størrelse. Den vakler, når noget ulykkeligt kommer inden for synsfeltet.

Så undgår man den ulykkelige, som så ikke blot erfarer sin sorg, men også sin isolation, fordi den lykkelige dansker så nødig vil ud af sin komfortzone.

Så går man hellere over på den anden side af gaden eller svarer afstumpet og arrogant. Den danske lykke er ikke nødvendigvis let at være i for de sorgramte

Men andre forhold spiller også ind. Et af dem skyldes, at vi for længe siden smed formerne ud. Dengang delvist for at blive stivnede former kvit. Det kunne der være rimelige grunde til. Men problemet er, at når former stivner, skal de ikke afskaffes, men fornyes. Hvis de i stedet latterliggøres og søges afskaffet, får man, hvad Løgstrup meget præcist kaldte formløshedens tyranni. Så bliver formløsheden blev den nye omgangsform.

De lidt ældre af os husker det fra 1970’erne. Visse omgangsformer trængte sådan set til at blive justeret, fordi de var blevet til indhold frem for en ramme omkring indholdet. Men det tragikomiske var, at formerne efter forsøget på deres afskaffelse stadig var i centrum, nu bare med omvendt fortegn. Man skulle endelig ikke give hånd, sige godmorgen eller andet småborgerligt. Igen var det de svage eller udsatte, der betalte prisen for denne naive tilgang til former. Folk stod ikke længere stille et par sekunder, når der kom en rustvogn forbi, og havde de en hat eller kasket på, kunne de ikke drømme om at tage den af.

I dag er vi så kommet så langt i udviklingen, at folk gerne overhaler eller kører ind foran rustvognen, selvom følget kommer lige efter. Formløshed kombineret med ligegyldighed og selvoptagethed er blevet en brutal affære, til tider grænsende til en social darwinisme. Det er også en del af forklaringen på enkens og Anna Baks genkendelige oplevelser.

Så hvad gør vi ved det? En af løsningerne er, at vi dropper mageligheden og udtrykker vores medfølelse. Det er ikke så vigtigt, om man lige får sagt det rette. Det er viljen og engagementet, der er afgørende.

Og er du stærk, så insister på, at den sorgramte møder respekt og ikke behandles med klodset sproglig uværdighed.

Og lad nu endelig være med at lege terapeut, det skaber afstand og virker forstillende.

Det er fint, hvis man kan mærke, at præsten har prøvet at tale med en sørgende før og har en særlig tilgang, men hvis man står med sine venner eller naboer, skal de gerne lade være med pludselig at spille en særlig behandler-rolle. Fænomenet er beklageligvis ganske udbredt.

Så vær dig selv og vis din medfølelse oprigtigt og uden forstillelse.

”Det gør mig virkelig ondt at høre,” er ikke nogen vanskelig sætning at sige. Den hiver dig måske et kort øjeblik ud af din komfortzone, men det er på alle måder en god ting.

Det løfter blandt andet blikket fra din egen navle til den andens situation.

Det gør den anden godt at vide, at du gerne vil hjælpe, om også du ikke lige ved hvordan.

Ord som kondolere er det de færreste, der bruger endsige forstår, men medfølelse kan man godt udtrykke med andre ord.

At skrive et brev eller en mail til den sorgramte er langt bedre end den gængse ”ring endelig, hvis jeg kan gøre noget”, for den sørgende ringer ikke.

Vis den variant af næstekærligheden som den ægte medfølelse er.

Til syvende og sidst er det hele jo et spørgsmål om kærlighed.

Mikkel Wold er præst ved Marmorkirken, lektor i sjælesorg ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og ekstern lektor uden at det er knyttet specielt til sjælesorg.