Historien i avisen den 14. oktober om de stjålne dokumenter fra Rigsarkivet, ”Sag om tyveri fra Rigsarkivet handler også om fremtidens historieskrivning”, giver anledning til en kommentar og et spørgsmål.
For det første består Rigsarkivets fejl reelt kun i at have givet forældede oplysninger videre til offentligheden i ét tilfælde. Da daværende rigsarkivar Asbjørn Hellum i et interview i 2013 sagde, at alt stjålent materiale var fundet, skete det på et tidspunkt, da tyvekosterne endnu ikke var returneret til Rigsarkivet. Det skete først senere samme år.
Man skal huske, at hvert eneste ark papir i Rigsarkivet ikke er registreret for sig. Man kan ikke bare trykke på en knap og få en oversigt over mangler i arkivbestanden. Det kræver, at sagkyndige gennemser hver eneste af mange hundreder arkivæsker og sammenligner indholdet med det hos tyvene beslaglagte materiale for at kunne anlægge et skøn over, hvad der hører til hvor, og hvor meget der muligvis stadig mangler.
Og så kan der i øvrigt erfaringsmæssigt af mange andre årsager end tyveri være mangler i en arkivsag. Det er et enormt manuelt arbejde, der vel at mærke skulle udføres på et tidspunkt, da Rigsarkivet havde gennemgået den ene nedskæring og fyringsrunde efter den anden.
Året efter gentog Asbjørn Hellum sin udtalelse, men da var hans medarbejdere imidlertid kommet nærmere et skøn, der pegede i en anden retning. Rigsarkivet har erkendt fejlen, og så er spørgsmålet, hvad der kan gøres mere ved den sag.
For det andet må man spørge til politibetjent og forfatter Martin Q. Magnussens rolle i sagen. Vi skylder ham tak for at have afsløret tyvene. Men det må også tilføjes, at det er hans arbejde, eftersom han er politibetjent. Han får løn og tjenestemandspension for at forebygge, forhindre og opklare forbrydelser. Det står imidlertid også klart, at han ikke er noget dydsmønster.
Af den redegørelse om tyverisagen, som Folketingets kulturudvalg modtog den 7. oktober, og som ligger på Kulturudvalgets hjemmeside, fremgår det, at Martin Q. Magnussen blandt andet har overtrådt arkivlovens adgangsregler og har undladt at melde en mistænkt forbryder til politiet.
Og under hele sagen har han løbende givet oplysninger videre til pressen, selvom man må formode, at han som betjent har almindelig tavshedspligt. Men det må blive en sag mellem ham og hans foresatte.
Magnussens fejltrin ufortalte må man ikke glemme, at de egentlige syndere i denne sag er de to tyve, der for længst har fået deres domme. Rigsarkivet har i et åbent samarbejde med Kulturministeriet lagt mange ressourcer i sagens opklaring og har truffet mange foranstaltninger, der skal forhindre en gentagelse.
En enkelt uheldig udtalelse til en journalist i den proces bør ikke skygge for en generel anerkendelse af en væsentlig indsats under vanskelige forhold.
Jes Fabricius Møller er lektor i historie, Københavns Universitet.