Prøv avisen

Salmedigter: ”Ramadan i København” er ikke god nok til Højskolesangbogen

Når Isam B synger solo, betyder små variationer fra vers til vers ikke noget. Men som fællessang duer det ikke. Målt på den skala er ”Ramadan i København” endnu ikke god nok. Men den kan måske blive det, skriver salmedigter Holger Lissner, der godt kan lide de fine billeder i sangen. Foto: Leif Tuxen

Holger Lissner

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er uskøn sjuskeri i versemålene, og det forvirrer og besværliggør fællessangen. Sådanne kritik må man leve med, når man komponerer sange, der skal synges af mange, skriver salmedigter Holger Lissner, som ikke mener, at "Ramadan i København" er på et højt nok niveau - endnu

Jeg har ikke spor imod, at der kommer en muslimsk sang i Højskolesangbogens nye udgave. Hvis den er god, kan vi lige så godt synge om muslimers glæde ved ramadanen som at synge om husmændenes slid og glæde for 100 år siden og Jeppe Aakjærs idylliske barndomserindringer.

De er lige så fjerne for mange af os som Isam B’s skildring af ramadanen. Ved at synge om andres liv lærer vi at se, hvad det er, der betyder noget for dem.

Men Højskolesangbogen er en sangbog med fællessange. En fællessang kræver, at versene er skrevet i et regelmæssigt versemål, så de syngende ved, hvordan de skal fordele stavelserne. Kan de syngende ikke overskue linjernes frasering, bliver det noget rod. Det poetiske håndværk skal være i orden.

Og det gælder også for Isam B, selvom han er en kendt forsanger. Når han synger solo, betyder små variationer fra vers til vers ikke noget. Men som fællessang duer det ikke.

Målt på den skala er ”Ramadan i København” ikke god nok – endnu. Men den kan måske blive det.

Der er fine billeder i sangen. For eksempel at alle versene begynder med et billede af lys og skygger. Og at der er en slags omkvæd med de to gentagne linjer ”lys på lys” og ”hånd ved hånd”, samt sidste linje ”Ramadan i København”. Det gør ikke noget, at han ændrer sidste linje fra ”Ramadan i København” til ”Ramadan i Danmark”. For sidst i en linje kan vi syngende godt finde ud af at binde over i ”Da-anmark”.

Men det er dårligt håndværk, når han i vers 3 lige pludselig indskyder to optakter i første og fjerde linje: ”Når skyggerne de er længst” og ”I stemmerne er et hjem”, når der nu ikke er nogen optakter i de samme linjer i vers 1, 2 og 4. Det gør han også i vers 5, linje 6, hvor der pludselig dukker en optakt op, ”taknem’lighed i hans navn”, som ikke har været i de foregående vers, for eksempel ”brænder i mørkets favn”.

Det er også uskønt, når han i vers 1 rimer ”tale” på ”sal”, og når han i vers 3 må korte et ord af, for at det kan være der: ”ulvetim”.

Ja, sådan taler og synger man mange steder i dag, snupper ordene af, men når sangen i øvrigt er skrevet i et poetisk skriftsprog, så stritter sådan en nød-forkortelse.

Det er også sjusk, når en linje pludselig har en anden betoningsrækkefølge end de tilsvarende linjer, for eksempel linje 2: ”lyset på fjerde sal” (vers 1), men i vers 5, ”kroppen vender syd øst”. Og linje 3, der har hele tre forskellige betoninger: ”tegner liv på et gardin” (vers 1), ”varmen i byens krop” (vers 2) og ”panden mod tæppet” (vers 5).

Når vi ved, at der er rigtig mange gode sange, der egner sig til fællessang og afspejler livet i Danmark af i dag, og at Højskolesangbogen altid har tilstræbt god poesi, så må det da være rigtigst at bede Isam B kigge på de steder igen, hvor han ikke overholder sit eget versemål.

Det har vi andre sangskrivere også oplevet at blive bedt om, når vi har kludret i det.

Holger Lissner er salmedigter.