”Går det ud over parforholdet og sexlivet at sove med sine børn?”, spørger mange, når snakken falder på samsovning. Jeg har samsovet med min mand og mine fem børn, lige siden vores ældste datter kom til verden for 25 år siden.
Det er et spørgsmål, som meget godt beskriver den opfattelse af samsovning, der møder mig mest. Folk, der ikke kender til samsovning, finder det bøvlet og meget fremmed ikke at sove alene med sin partner.
For mig har spørgsmålet altid virket fjernt, for selvfølgelig bliver ens sexliv da påvirket af at få børn, men efter min opfattelse bliver hele livet vendt på hovedet af at få børn. Så fokus på sexlivet tror jeg kommer an på den enkelte, hos os har det ikke haft den store betydning at snakke om, da det i en vis forstand kommer i anden række. For hos os som forældre kommer barnets velvære og søvn og dernæst ens egen søvn i første række. Når barnet er glad, og du er udhvilet, er lysten til sex alt andet lige større. Så det handler nok i bund og grund om prioritering.
På to samsovningsplatforme på de sociale medier spurgte vi ind til, hvad de største udfordringer var i parforholdet. De adspurgte forældre svarede, at udfordringen var de vilkår, krav og den enorme træthed, der ofte følger med i rollen som småbørnsforældre i Danmark.
Der er ingen tvivl om, at familieforøgelsen ændrer både parforholdet og sexlysten. Det er helt naturligt og hormonelt betinget. Moder natur er så vis, at hun ved, at det øger artens overlevelse, at der går et stykke tid, inden næste barn melder sin ankomst. Derfor har vi ikke samme sexlyst som før lillebror eller lillesøsters ankomst.
Problemet kommer først, når vi forventer, at intet i parforholdet ændrer sig, eller at man ikke får forventningsafstemt. Vil man redde parforholdet, er det ligeledes virkelig vigtigt, at vi i stedet fokuserer på de overordnede vilkår, som børnefamilien har i Danmark. Det gode parforhold og det gode sexliv er direkte produkter af, hvordan presset fordeler sig på hvert enkelt familiemedlem og på hele familien samlet set.
Lægger man danske forældres arbejdstid sammen, er vi nogle af de mest tidspressede i hele Europa, det gælder især, imens vores børn er små. Når børn fylder et år i Danmark, er over 90 procent i vuggestue. I Finland er ikke engang 50 procent af de etårige kommet i vuggestue.
Danskere er generelt set højtuddannede, fagligt ambitiøse og sætter tårnhøje krav til forældrerollen. Det at have børn er blevet et projekt, og så skal vi helst også lige have et fantastisk parforhold.
Ikke sært, at næsten hvert andet par bliver skilt i Danmark – de fleste mens deres børn er under to år.
Ville det kunne være undgået, hvis man havde smidt børnene ud af sengen? Det er der intet, der tyder på.
Ikke hvis man sammenligner os med Japan. Her samsover 99,9 procent af børnefamilierne på store futoner, til børnene er store (ofte 10 år eller mere). Japan er et højt udviklet industrisamfund som vores eget. De er kendt for at være nogle af verdens mest hårdtarbejdende, alligevel er det kun hvert tredje ægteskab, der går i stykker.
I øvrigt sover størstedelen af jordens befolkning i samme seng som deres børn. Jeg er ked af at sige det. Men det er altså vores vestlige sovekultur, der er den ”unormale”.
Kigger vi blot en lille smule tilbage i historiebøgerne, ville vi vide, at det kulturtræk, at vi i Vesten sover separat fra vores børn, er af forholdsvis ny dato. Mere nøjagtigt stammer det fra Victoriatiden, som regnes 1837-1901. En periode, hvis værdier de færreste danskere i dag vil finde videre charmerende. Tiden kendetegnes ved, at overklassen forsøgte at lægge afstand til underklassen. Herskab og tjenestefolk. Man opbyggede snobberi og dobbeltmoral og afviste enhver form for lystbetonet adfærd, især hvis den havde en seksuel side.
Overklassen blev kulturbærende. Kvinder klædtes i kæmpe kjoler og korsetter og måtte intet gøre, der kunne vise hendes ankler.
Kvinder blev pyntegenstande, der var afhængige af tjenestefolk til at passe børnene. Det viste status at have værelser nok til alle børn og voksne samt have råd til at opvarme dem. Så kunne forældrene i ro og mag nyde deres store soveværelse med himmelseng og højt til loftet.
Børnenes behov for forældrenes nærvær blev oftest ikke taget i betragtning, og stadig den dag i dag er det den herskende idé, at børn skal lære at sove alene på egne værelser, for deres egen skyld endda.
Vi kan alle have godt af indimellem at løfte blikket lidt ud i verden og tænke lidt kritisk over de normer og den kultur, vi selv er rundet af.
Da vores to ældste børn var henholdsvis fire måneder og to år, boede vi en periode i Cambodja. Her samsover man på brede plateauer med kapokmadrasser.
Når de hører om, hvordan vi lægger selv helt små børn til at sove på eget værelse, ser de i bedste fald måbende på én, og i værste fald bliver det kaldt desideret ondt.
Hvorfor lægger vi det mindste medlem af familien, der har mest brug for tryghed og omsorg, til at sove i et rum for sig selv? Det kommer de aldrig til at forstå.
En anden ting, der presser danske børnefamilier, er, at vi er et ekstremt individualiseret samfund. Man er som danske børneforældre meget alene om ”projekt barn”. Og udmattelse og følelsen af at stå alene med det hele lægger pres på ægtefællen, som så skal kunne dække alle behov.
Min vietnamesiske kollega fortæller, at i Vietnam findes der næsten ingen plejehjem. Plejehjem er kun for dem, der ikke har nogen familie. Der er altid erfarne bedsteforældre eller andre familiemedlemmer i husstanden til at hjælpe med børnepasningen, hvis forældrene trænger til aflastning, eller hvis de har brug for lidt tid alene sammen. Min kollega forstår så at sige ikke, hvorfor vi skaffer vores ældre af vejen, da de i hans øjne er en kæmpe ressource i familierne.
Samtidig rapporteres det i Danmark, at både ældre og børn lider af hudsult – og at der er alt for få voksne i børnenes pasningstilbud. Børn, der ikke får nok berøring og voksenkontakt i løbet af dagen, vil ofte have rigtig svært ved at løsrive sig fra forældrene om aftenen og har ikke ro til at hengive sig til søvnen.
Og børn, der ikke vil sove, er topscoreren af problemer i danske børnefamilier og er samtidig den enkeltstående faktor, de fleste børnefamilier beskriver som årsagen til, at parforholdet presses til bristepunktet.
Denne gordiske knude har man de seneste årtier løst ved at søvntræne børnene, så forældrene kunne få mere tid sammen og redde deres parforhold. Efter min mening er det ikke den rigtigte løsning, for mig er svaret enkelt, i stedet for at ”træne” sit barn og prøve at separere børn og voksne i familien, så bør man gøre det omvendte.
Vi har vænnet os til at sove sammen i vores familie, og vores ældste datter, som er flyttet hjemmefra, har tilmed spurgt, om ikke hun må arve den store fællesseng, når nu hun engang skal til at starte en familie, og vi ”gamle” ikke skal bruge den mere.
Presset af en travl hverdag i Danmark og inspireret af soveplateauerne i Cambodja blev vores egen løsning at designe og bygge en kæmpeseng med plads nok til, at hele familien kunne sove bedre, og hvor børnene og vi selv kunne tanke op med masser af tryghed og nærvær i nattens løb.
Karen Hedegaard Mortensen er cand.arch. og står bag hjemmesiden samsovning.dk.