Prøv avisen

Sand eller klippe?

Leif Andersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

8. søndag efter trinitatis

Matthæusevangeliet 7, 22-29

Da jeg som konfirmand hørte lignelsen om klippegrund og sandgrund og om, hvordan det ene hus blev blæst omkuld og skyllet væk, tænkte jeg selvfølgelig på den store stygge ulv og de tre små grise! Det var først langt senere, det gik op for mig, at selvom associationen ellers var festlig, så holder den ikke. For forskellen på de tre små grises huse var kvaliteten i materialerne: strå eller mursten? Men i Jesu lignelse kunne det sagtens være, at de to huse var fuldkommen identiske – forskellen lå i byggegrunden.

To liv kan være næsten identiske, og udfaldet bliver alligevel dramatisk forskelligt. Det kan endda være, at det skrøbeligste og mest sårbare liv ender med at holde stand, når stormen kommer. Og den flotteste lieb-havervilla og det mest solide design ender med at skvatte sammen, fordi grundlaget var elendigt.

Jeg har ofte haft samtaler med mennesker, som insisterer på at grundlægge relationen til Gud og billedet af Gud på deres egne oplevelser og deres egne øvelser. Og de kan ikke forstå, hvorfor det hele så skvatter sammen, når stormen og skybruddet kommer, og skilsmissen og depressionen og døden og konkursen og nederlaget kommer væltende. Jeg forstår det glimrende, for jeg har samme fristelse til at bygge på mit eget indre i stedet for på Kristi ord. Men derfor kender jeg også til den befrielse, det er at kunne skifte byggegrund: Det er ikke afgørende, hvad der sker i mig. Det afgørende er, hvad Kristus har sagt. Dét er min grund.

Men hov! Nu siger Kristus jo altså ikke bare, at man bygger på klippegrund, hvis man hører hans ord. Han siger: hører det og handler efter det .

Kristendom er ikke en mening. Den er en handling. Kristenlivet er en stadig repetition af et bestemt handlingsmønster: at bekende sin synd – at bekende Kristus som Herre – at gå hen til sin næste og være til gavn. I dén rækkefølge!

Dagens tekst er en del af Bjergprædikenen. Den indledes med ”Salige er de fattige i ånden”. Den er centreret omkring Fadervor og bønnen om syndernes forladelse. Og den har forholdet til min næste og omsorgen for de andre som hovedfokus for sine formaninger. Nogle af de formaninger er så rystende, at de kan rive os omkuld. Men det gør den ikke. Ikke, når byggegrunden er Kristi ord.

Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.