Sandhed og kærlighed

”Sandheden skal gøre jer frie.”

Johannesevangeliet 8, 32

Det er ikke alle sandheder, der sætter os fri. Sandheden om svigt og ødelæggelse, om sygdom og død kan lige så vel forkrøble og binde os til opgivelse, lede og had. Og de sandheder, vi siger hinanden, måske i tilspidsede situationer, måske i vrede, er slet ikke altid frigørende.

Skal vi så gå rundt og være usande over for hinanden? Skjule og lægge låg på? Ikke nødvendigvis. For så kan vi alle sovses sådan ind i forstillelse og løgn, at vi bliver til fare for os selv og andre. Men vi skal altid gøre både sandheds- og kærlighedsprøven: er det helt sandt, det jeg siger? Og dernæst: er det nødvendigt at sige det, som er sandt? Hvor ondt vil det gøre?

Skal sandheden gøre os frie, må den siges med kærlighed. Sådan er den sandhed, Jesus kommer med. Den er ikke alene sand, men også kærlig. Og dertil fyldt med kraft. Der var myndighed, når Jesus talte, der var sandhed, og der var kærlighed. Det mærkede de, der flokkedes omkring ham. De turde være sammen med Jesus. De mærkede kærlighedens frigørende kraft i det, Jesus sagde.

Det hører til dette at være menneske, at der altid er noget eller nogen, der binder og styrer os. Vi må have hjælp udefra. Samtidig med at Jesus bliver hængt højt op på korset for at dræbes som en forbryder, så bliver han også ophøjet til sejrspodiet! Han vinder og vrister os ud af lænker og vores selvforskyldte ødelæggelse. Fra korset vinder han os tilbage fra slaveriet under synd, død og Djævel.

Bundethed til Jesus er at blive løftet ind i Guds frirum. Fri af de mange kræfter, der ellers vil binde os. Og som vi ikke selv kan bryde med. Syndfrie bliver vi ikke så længe, vi er her på denne jord. Men vi bliver syndsforladte. Vi er døbt til at være borgere i syndsforladelsens rige. Der, hvor onde lænker brydes.

Lad os leve i Jesu sandhed. Og selv være sandheden tro i kærlighed. Husk altid ”kærlighedsprøven”: er det helt sandt, det jeg siger? er det nødvendigt at sige det, der er sandt?

Kun Jesus kan være helt af både sandhed og kærlighed. Men lad os prøve at ligne ham.

Thomas Kristensen er pastor emeritus.