CIVILSAMFUNDET SKAL HAVE de bedste muligheder for at gøre den største forskel for de mange mennesker, der har brug for vores hjælp. Og her sparker vi en åben dør ind, eller gør vi?
Måske ikke siden ruder konge var knægt, men så i hvert fald siden den græske filosof Aristoteles introducerede begrebet ”civilsamfund”, er det blevet brugt i flæng. Sagt på godt dansk, er det blevet et buzzword. En talemåde, der bruges af mange mennesker, uden at de nødvendigvis kender den præcise betydning. Én af dem, der mest præcist har beskrevet begrebet, er den franske forfatter Montesquieu. I 1700-tallet introducerede han idéen om civilsamfundet som bestående af retligt legitimerede, frivillige organisationer, der fungerede som et formidlende mellemled mellem individer og stat, og som hjalp borgerne til udøvelse af en høj grad af selvforvaltning. I modsætning til ”staten” er civilsamfundet ud fra den betragtning ”upolitisk”.
I dansk sammenhæng er der ingen tvivl om civilsamfundets betydning for udviklingen af det velfærdssamfund, vi kender i dag. Der hersker således bred konsensus forskningsmæssigt såvel som politisk om, at civilsamfundet, ikke mindst de frivillige og sociale organisationer, udgør et endnu ikke fuldt udnyttet potentiale til at adressere de udfordringer, velfærdsstaten står over for de kommende år.
Vi hilste derfor regeringens civilsamfundsstrategi velkommen, da den blev lanceret sidste år. I indledningen blev tonen slået an:
”Med regeringens civilsamfundsstrategi skal den lokale frivillighed rundt om i landet have bedre vilkår, og udsatte borgere skal have nemmere ved at komme med i frivillige fællesskaber. Et stærkt civilsamfund udgør fundamentet for et samfund, som er kendetegnet ved frivillige fællesskaber, personligt ansvar og sammenhængskraft.”
Som led i strategien bebudede man et 360-graderseftersyn af de statslige rammevilkår for den frivillige sociale sektor gennem en til formålet nedsat arbejdsgruppe.
Det er ikke ligegyldigt, hvad man fra politisk side kommer frem til. Det er helt afgørende for vores muligheder for at gøre en forskel. Vi har nu haft lejlighed til at se, hvad arbejdsgruppen foreslår vedrørende den statslige støttestruktur og tilskudsadministration. Forslag, der er ret definerende som baggrundstæppe, når satspuljekredsen snart skal drøfte de fremtidige rammer. Overordnet set foreslås en række fornuftige ting, men der er tre meget væsentlige problematikker i arbejdsgruppens forslag:
1) Først og fremmest lægger man op til, at de varige driftstilskud fortsat skal være etårige. Det betyder, at der fortsat arbejdes med etårige udviklingsplaner og afrapporteringer, hvilket ikke harmonerer med eller tager højde for, hvordan frivilligt socialt arbejde foregår og udvikler sig. Vi troede faktisk, at dette problem var løst fra politisk side, men det er det åbenbart ikke.
2) Én af de helt store knaster, som for alvor har voldt arbejdsgruppen kvaler, drejer sig om, hvorvidt frivillige sociale foreninger, der modtager driftsstøtte, er underlagt eller skal underlægges statens regler for budgetter. Det er som leverpostej og remoulade. Krav til den offentlige sektor er svære at bringe i spil i selvstændige folkelige foreninger. Hvis man fra satspuljekredsens side ikke fejer denne tænkning – om statsliggørelse – af bordet, er det ensbetydende med, at selvstændige foreninger mere og mere kommer til at ligne de offentlige tilbud, og dermed fortoner det unikke og særlige i den måde, vi kan gøre noget særligt for vores målgrupper, sig i det fjerne. Og er det virkelig det, man ønsker fra Folketingets side?
3) Sidst, men ikke mindst, er der ikke en konkret plan for arbejdet med at implementere anbefalingerne fra arbejdsgruppens side. Det finder vi bekymrende på branchens vegne. Ikke mindst set i lyset af at arbejdsgruppens anbefalinger rummer plads for fortolkning. Uden en konkret køreplan for den videre proces efterlades organisationerne og foreningerne i et vakuum med uklare rammer.
Er det ikke ren og skær teknikaliteter? vil den opmærksomme læser spørge. Sådan kan det umiddelbart se ud, men der er tale om grundlæggende principielle spørgsmål: Vil man bryde med det fundament, som store dele af Danmark er bygget på, nemlig idealet om civilsamfundet som en brobyggende og upolitisk instans? I stedet lægger man op til mere, ikke mindre statsliggørelse. Civilsamfundet er ganske enkelt i fare for at miste sit særkende.
UDVIKLINGEN ER DESVÆRRE IKKE NY. I de senere år er rammerne for både private og offentlige tilskud til de frivillige og sociale organisationer blevet skærpet, og styringen er øget, og der stilles samtidig større krav til at kunne dokumentere de sociale effekter af organisationernes indsatser for målgrupperne.
Det er positivt, at der er fokus på, at tilskud til socialt arbejde bruges ansvarligt og effektivt – og de frivillige og sociale organisationer har i stort omfang bidraget proaktivt til et større fokus på effekterne for dem, som har brug for hjælpen.
Organisationerne oplever imidlertid, at de skærpede rammevilkår og regler for reglernes skyld koster unødigt mange ressourcer og skaber rammer for arbejdet, som ikke kommer målgrupperne til gode.
I de frivillige sociale organisationer vil vi hellere end gerne leve op til god og ansvarlig forvaltningsskik, men det skal være på branchens præmisser. Vi bidrager meget gerne til at formulere nogle principper for forvaltningen af vores organisationer, som tager hensyn til organisationernes særkende og uafhængighed. Civilsamfundet rummer et uforløst potentiale til at udfordre silo- og vanetænkningen i den offentlige sektor. Men det kræver de bedst mulige rammer.
Rasmus Kjærhus Nørgaard, politisk konsulent i Dansk Erhverv.
Thorstein Theilgaard, Generalsekretær i Bedre Psykiatri.
Kira West, forstander for Reden og Reden International.
Anders Folmer Buhelt, direktør i Ungdommens Røde Kors.
Laust Leth Gregersen, politisk chef i Red Barnet.
Per Fruerled, direktør i Danske Døves Landsforbund.