MIKKEL ANDERSSON og Niels Jespersen forsøger i deres nye bog ”Eksperimentet, der slog fejl” at argumentere for, at Danmark bør stoppe al spontan asylansøgning og familiesammenføring.
Vi er ikke enige i deres konklusioner og synes, at de anlægger en for statisk, ukonstruktiv og overdreven tilgang til tingene, men vi anerkender, at bogen helt bestemt sætter fingeren på nogle relevante og afgørende udfordringer.
Andersson og Jespersen, som blev interviewet i Kristeligt Dagblad den 10. november om deres nye bog, tager os i første del af bogen igennem de integrationsudfordringer, vi møder i dagens Danmark.
De fremhæver blandt andet en række statistikker inden for beskæftigelse, uddannelse og kriminalitet som ”bevis” på, at integrationen har slået fejl, og at der er ”konstant voksende integrationsproblemer”.
Helt basalt deler vi simpelthen ikke opfattelsen af, at integrationen har slået fejl. Grundlæggende mener vi, at det går den rette vej, selvom vi langtfra er i mål. Kurverne inden for beskæftigelse og uddannelse går entydigt og hastigt den rigtige vej, kriminaliteten i udsatte boligområder styrtdykker, antallet af ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse er nedadgående, og Integrationsministeriets egen medborgerskabsundersøgelse viser, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i store træk har samme syn på tilværelsen som etniske danskere.
Så hvor Andersson og Jespersen opfatter integration som noget statisk, som de har besluttet sig for ikke kan lade sig gøre, så ser vi tværtimod integration som noget, vi løbende forbedrer og udvikler.
I OG MED FORFATTERNE netop ser integration som en statisk størrelse, forklarer det også deres meget lidt løsningsorienterede tilgang til emnet. I Radikale Venstre har vi for eksempel foreslået fordelingsnøgler og -mekanismer til vores kommuner og regioner, så de kan lave en bedre fordeling af eleverne, så vi fremover undgår ”brune” skoler og gymnasier, men blander os mere med hinanden. Det samme gælder for de udsatte boligområder, der også skal have en mere repræsentativ beboersammensætning.
Netop det at få etableret sådanne fordelingsnøgler mener vi er et af de afgørende skridt til at komme endnu videre med integrationen. Det kunne være spændende at høre, hvad de to forfattere for eksempel mener om det, eller om de har andre konkrete forslag til at løse reelle integrationsudfordringer – andet end bare at lukke for al spontan asylansøgning.
Samme lidt ukonstruktive tilgang er der til moskéernes rolle. Forfatterne problematiserer, at de fleste moskéer har et forældet syn på tilværelsen, hvilket er korrekt, men de får det præsenteret på en måde, som om det ikke kan ændres. Men selvfølgelig kan det ændres.
Samfundsdebattør Tarek Hussein har for eksempel talt for, at imamerne skal tale dansk, at de skal uddannes bedre til at forstå unges problemer, og at man eventuelt kunne indføre en frivillig moskéskat, så man slipper for tvivlsom, udenlandsk finansiering. Konkrete løsningsforslag, som kan modernisere og reformere moskéerne. Lad os gå mere ned ad den vej – i stedet for blot at pege fingre.
SAMTIDIG UNDRER DET OS, at Andersson og Jespersen for eksempel gør universitetsforskere til et stort problem i forhold til at forstå integrationsudfordringen.
De nævner en konkret oplevelse, hvor en forsker har argumenteret for, at der ikke findes migranter og flygtninge, og at en anden forsker har talt for at nedlægge al grænsekontrol. Men helt ærlig, hvem lytter egentlig til sådanne forskere i debatten? Vi gør i hvert fald ikke – så skulle vi ikke bare komme videre?
I anden del af bogen beskriver Andersson og Jespersen, hvordan det nuværende asylsystem er inhumant og ineffektivt. Det er vi sådan set helt enige i. Men vi tror ikke, at løsningen bare er, at Danmark går enegang og lukker ned for al spontan asylansøgning og familiesammenføring. Som forfatterne også selv påpeger, kan dette få nogle alvorlige konsekvenser for Danmarks forhold til resten af verden, herunder EU. Konsekvenser, som vi ikke kender omfanget af.
DET ER BLANDT ANDET DERFOR, at der ikke er nogen vej uden om at arbejde for en europæisk og international løsning sammen med de lande, der nu engang er indstillet på det. For vi er helt enige i, at vi skal gentænke hele vores asylsystem, men vi er nødt til at gøre det sammen med andre lande.
I den konkrete udformning af et nyt asylsystem vil vi læne os meget op ad det forslag, som Thomas Gammeltoft-Hansen præsenterer i sin bog ”Hvordan løser vi flygtningekrisen?”, som efter vores mening er det mest gennemarbejdede forslag, der lige nu er.
Forslaget går ud på at lave en bred politisk aftale mellem nærområdelandene og øvrige modtagerlande (for eksempel Danmark) om at fordele opgaven imellem sig. Nærområdelandene skal have enorm økonomisk hjælp, og vi skal aflaste dem med at tage en forpligtende og stor andel kvoteflygtninge. Der skal være en større byrdefordeling og solidaritet mellem landene.
Samtidig skal vores handels- og investeringspolitik omlægges, så vi er med til at skabe fremtidsmuligheder for flygtningene, når de opholder sig i nærområdelandene.
Kommer et sådant system til at fungere, betyder det også, at vi i Danmark ville kunne lukke for spontane asylansøgninger med henvisning til, at asylansøgerne har kunnet nå beskyttelse i det første asylland, de kom til.
Men det kræver altså, at vi først får etableret en bred politisk aftale mellem nærområdelandene og de øvrige modtagerlande, herunder Danmark, om at få fordelt byrderne og opgaverne mere solidarisk imellem os.
Så bare for at opsummere:
Vi vil takke Mikkel Andersson og Niels Jespersen for deres bog, som rejser relevante spørgsmål. Men vi er simpelthen bare uenige med dem i problemets omfang og løsningerne hertil.
Samira Nawa er folketingskandidat for Radikale Venstre. Kristian Brandrup er hovedbestyrelsesmedlem for Radikale Venstre.