Som én, der er født i 1993, hører jeg til en generation, der har oplevet en radikal omvæltning i samfundets generelle opfattelse af homoseksualitet. Fra at være et skældsord, er ”homo” nu blevet en positiv identitetsmarkør, som naturligvis stadig er forbundet med store sociale risici, men som af offentligheden i dag hyldes som et udtryk for frihed og mangfoldighed.
Den udvikling er jeg meget taknemmelig for, og vi bør fortsat gøre, hvad vi kan, både som samfund og enkeltindivider, for at modarbejde diskrimination af seksuelle minoriteter på arbejdspladsen, i hjemmet og, ja, på stadion.
Imidlertid undrer det mig at se den forargelse, som følger af en holdning som den, Peter Nissen præsenterede i sin kronik i avisen her den 24. april. I sit indlæg den 1. maj, skildrer psykolog Anne Knudsen ligefrem Peter Nissens frie, personlige valg om at leve i seksuel afholdenhed som ”en barsk melding til de unge: Du er forkert. Din kærlighed er forkert. Du må ikke leve i overensstemmelse med den, du er. Du skal lave dig selv om.”
Det er sigende, at Peter Nissens personlige beretning om, at afholdenheden for ham havde store spirituelle fordele, i dag opleves som en trussel mod homoseksuelles grundlæggende værdighed. At prioritere sin tro eller moralske overbevisninger højere end sin seksualitet synes åbenbart for mange at være umenneskeligt og krænkende. Men det bekræfter blot Peter Nissens pointe: ”Jeg har lyst – derfor er jeg” er tidens slogan, og det må ikke siges imod.
Hvad jeg særligt bider mærke i i Anne Knudsens debatindlæg, er hendes udsagn om, at ”den moderne psykologis bidrag i forhold til homoseksualitet er, (…) at vi ved, at uanset hvem man forelsker sig i, så er kærligheden den samme”. Men er det rigtigt?
Tilbage i 1984 foretog det homoaktivistiske forskerpar McWhirter & Mattison en undersøgelse af 156 homoseksuelle par i deres nu klassiske bog ”The Male Couple”. En af bogens opdagelser var, at kun 7 af undersøgelsens 156 par havde været ”lukkede parforhold” (det vil sige uden ”sidespring”), og disse havde alle varet under 5 år. Forskernes konklusion blev, at idealet om monogami måske sikrede varighed og kvalitet i heteroseksuelle forhold, men ikke i homoseksuelle. Sandheden er nemlig, ifølge McWhirter & Mattison, at de to typer forhold er meget forskellige – hvilket ikke i sig selv er at sige, at det ene er bedre end det andet.
Siden 1984 har et væld af forskning bekræftet, at homoseksuelle statistisk vil have flere partnere over tid, at deres forhold vil være mere kortvarige, og at disse forhold i markant højere grad end heteroseksuelles vil være ”åbne parforhold”. Jeg har set tendenser som disse dokumenteret ikke bare i Europa og USA, men også i Australien, Malaysia, Kina og Vietnam.
I mine øjne er konklusionen uundgåelig: Kærlighed kender faktisk til køn, og der er som minimum en legitim diskussion at tage om, hvorvidt denne forskel kan medføre nogle udfordringer i det homoseksuelle forhold.
At påpege disse perspektiver er ikke det samme som at sige, at nogle mennesker er forkerte eller skal fornægte sig selv. Det er netop en hjælp til den enkelte til på det bedst mulige grundlag at afgøre, hvordan han eller hun vil forvalte sin seksualitet.
Og det valg kan kun den enkelte homoseksuelle selv træffe i frihed.
Jacob Munk er stud.theol.