Min mors mand er blevet dement. Han og min mor, der er sidst i 80’erne og fysisk handicappet, har hidtil klaret sig selv i egen bolig. Nu har de fået brug for et bredt spektrum af hjælp fra offentlige instanser, og jeg, min mand og vores børn oplever både, hvordan de ansatte på hospitalerne og i kommunen kæmper for at opretholde et tilfredsstillende serviceniveau, og hvordan vi og talrige andre pårørende automatisk kommer til at indgå som en stor, tvungent frivillig gruppe til at aflaste og udfylde nogle af de værste huller i den offentlige bemanding.
Der eksisterer en myte om, at offentligt ansatte ingenting laver. Jeg var i 1977-1978, 19 år gammel, ansat som studentermedhjælper ved et af de større ministerier. På dette tidspunkt og i denne organisation var der så mange mennesker i forhold til arbejdsmængden, at jeg sidenhen har haft den største forståelse for, hvorfor en sådan myte kunne opstå.
Jeg har til gengæld haft svært ved at fatte, hvorfor den stadig består, 40 år og talrige nedskæringer af det offentlige efter, at jeg forlod ministeriet. Det er dræbende for både systemet og de involverede, hvis der er for mange om opgaverne. Men det er lige så dræbende, hvis så mange er fyrede og så få tilbage, at sundhedssystemet skal belastes med både depressive arbejdsledige og stressede arbejdende.
For slet ikke at tale om, når bemandingsmæssigt nedskårne arbejdspladser forventes at klare det samme som før nedskæringerne, og der sker fejl, som koster staten langt mere end det, der kom ind ved samme nedskæringer. Det er og bliver dyrt at være fattig, uanset hvad der er årsagen til de manglende penge.
På min egen arbejdsplads, Nationalmuseet, førte den politisk bestemte, årlige to procents nedskæring af den statslige bevilling til, at der torsdag før efterårsferien måtte gennemføres en varslingsdag som det første skridt til at få reduceret personalet. 16 stillinger blev nedlagt som følge af en naturlig afgang eller ved frivillig fratræden, mens 34 medarbejdere blev bebudet afskediget. Når det oplyses, at Nationalmuseet har cirka 700 medarbejdere, lyder en reduktion på 50 stillinger ikke særlig slem. Men det er jo langtfra første gang, at Nationalmuseet har været tvunget til at spare og dermed til at skære i medarbejderstaben.
Alt overflødigt er for længst blevet skrællet af de ikke-museumsfaglige funktioner som sekretariater, vagt og rengøring, og den netop afsluttede runde kom dermed til at gå ud over selve museets hjerteblod: de samlingsansvarlige forskere og konservatorer. Inden for denne gruppe kom andelen af nedlagte stillinger op på 14 procent, og hvad det mundede ud i, hensatte også os, der slap, i en total choktilstand. Efterhånden som rygterne om, hvem der var varslet, bredte sig, spredtes også en paralyseret vantro: kunne det virkelig være hende, der var blevet peget på – eller hende – eller ham?
Tvunget af omstændighederne står vi nu over for at skulle sige farvel til superdygtige, aktive og vellidte kolleger med gode forbindelser i ind- og udland; folk, som igennem et halvt livs forskning har opnået et enestående specialkendskab til en af Nationalmuseets internationalt berømmede samlinger, og som ikke kan erstattes af nogen andre.
34 kolleger blev dermed omvandrende beviser på besparelsernes forbandelse: En uhyggeligt stor bid af det, der gennem mange års målrettet indsats har sikret det danske nationalmuseum de kompetencer, der forventes af en institution af denne karakter og størrelse, er gået tabt. Torsdag den 11. oktober 2018 blev en sort dag for Danmarks kultur.
Præcis hvornår sparekniven rammer for hårdt de enkelte steder, kan kun vurderes af dem, der kender stedet og véd, hvad der er brug for netop hér. Et område, der er så luftigt som det kulturelle, kan være særligt svært at vurdere for udefrakommende. En hjemmehjælper, en læge eller en sygeplejerske kan gøre en målbar forskel.
Men hvordan prissættes et præcist svar på en forespørgsel, en udtømmende viden om en original genstand, en fremragende omvisning eller lignende? Den slags kan ikke måles og vejes. Men det gør ikke dets betydning mindre.
Min mors mand og mange andre demente med ham er ved at miste sig selv, fordi de ikke længere har en sammenhængende livshistorie at lægge til grund for deres handlinger. Når vi skærer i Danmarks kultur, skaber vi huller i vores alle sammens historie. Og hvis vi bliver ved, bliver det umuligt at rette op, og så kommer hele landet til at stå som en dement. Uden en sammenhæng i den lange, brogede og ofte uhyre kringlede historie, der har skabt Danmark af i dag, mister vi det allervigtigste, vi ejer og har: os selv.
Ulla Kjær er seniorforsker, dr.phil., Nationalmuseet.